Debat

Rasmus Ejrnæs: Naturbeskyttelsen er løgn og latin

DEBAT: Den ubekvemme sandhed om naturbeskyttelsen er, at Danmark ikke har reserveret plads til naturen nogen steder, for nytten kommer altid før naturen, skriver forsker Rasmus Ejrnæs. 

I dag er der tæt på ingen steder i Danmark, hvor vildtlevende dyr lever i naturlige tætheder uden fodring og regulering, skriver Rasmus Ejrnæs.
I dag er der tæt på ingen steder i Danmark, hvor vildtlevende dyr lever i naturlige tætheder uden fodring og regulering, skriver Rasmus Ejrnæs.Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rasmus Ejrnæs
Seniorforsker ved Institut for Bioscience, Aarhus Universitet

Vi står midt i en biodiversitetskrise, som med rette kaldes den sjette masseuddøen. Vi mennesker har nyttiggjort al pladsen og alle naturressourcerne. Det har vi gjort for at dække vores materielle behov for fødevarer, drikkevand, byggematerialer, energi, beboelse og infrastruktur, men sekundært også vores præferencer for friluftsliv og æstetik.

Løsningen på biodiversitetskrisen er at give noget af pladsen tilbage til naturen igen. Sammenlignet med, hvor kompliceret det er at løse udfordringer med demografi, klima og sundhedsvæsen, er biodiversitetskrisen virkelig en total no-brainer.

Så meget desto mere opsigtsvækkende er det, at Danmark har fejlet totalt på lige netop dette punkt. Og så lyver vi endda skamløst om det.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Tynd fernis over en fed løgn
På hjemmesiden protectedplanet.net har Danmark rapporteret, at 18 procent af landarealet er beskyttet natur. Heldigt, eftersom Aichi-målet er 17 procent. Umiddelbart ser det tilforladeligt ud, idet Danmark har medregnet både § 3-natur beskyttet efter naturbeskyttelsesloven, Natura 2000 med habitat- og fuglebeskyttelsesområder samt landets nationalparker. Men det er en tynd fernis, som dækker over en fed løgn.

Hvis man graver lidt i naturbeskyttelsen i disse områder, tegner der sig nemlig et noget andet billede. Herfra hvor jeg sidder og skriver, er der kun 500 meter ned til Ringelmose Skov. Det er en gammel østjysk løvskov, som både ligger i Natura 2000-område 230 og i nationalpark Mols Bjerge. Skoven er oven i købet statsejet.

Der er altid lige nogle hensyn til landbrug, skovbrug, jagt, friluftsliv, sommerhuse, veje eller andet, som betyder at naturen skal reguleres, kontrolleres og kultiveres.

Rasmus Ejrnæs
Seniorforsker ved Institut for Bioscience, Aarhus Universitet

På trods af alle disse fine ord er skoven imidlertid drevet med produktion og salg af tømmer for øje. Den er gennemskåret af dybe afvandingsgrøfter, og bevoksningerne består af tætte, skyggede skove, som tyndes til monokulturer af de foretrukne produktionstræer. Træerne bliver aldrig gamle, men fældes i deres ungdom, når det bedst kan betale sig.

I dette beskyttede naturområde er der en grotesk mangel på levesteder for truede arter. Fordi nytten kommer før naturen.

Med nytte for øje
Ringelmose Skov er ikke nogen enlig svale. Overalt i Danmark er de gamle skove drevet med nytte for øje – også de skove, som rummer truede arter. Mønstret gentager sig i vores lysåbne heder, overdrev, enge, moser og strandenge. Her er det ikke skovbrug, som trænger sig på, men landbrug.

Landbrugstænkningen betyder, at områderne enten er helt uden græssende dyr, fordi det ikke kan betale sig, eller overbefolkede med græssende dyr i sommermånederne, så der ikke er en blomst eller busk tilbage.

Desuden er de lysåbne naturtyper i vidt omfang afvandet med dræn, grøfter og dybt nedgravede vandløb.

Den ubekvemme sandhed
At give plads indebærer, at naturen kan udfolde sig fuldt ud. At træerne kan vokse og ældes frit; at vilde planter kan overtage pladsen fra kulturplanter; at vandet kan strømme frit over det hele; at havet frit kan gnave af kysten og lægge nyt land til andre steder; at vinden kan ommøblere sandet i klitterne; og at store planteædere kan leve og dø frit i naturen uden vores indblanding.

De store dyr er en enorm udfordring. I dag er der kun fire-otte kilo store planteædere per hektar i vores uindhegnede natur i form af rådyr, dådyr og krondyr. Det er højst 10 procent af den naturlige tæthed, og der mangler store planteædere som bison, kvæg eller hest.

Når der er så få dyr, skyldes det, at jægerne regulerer dyrene ned til et niveau, hvor de ikke laver for mange skader på markerne. I dag er der tæt på ingen steder i Danmark, hvor vildtlevende dyr lever i naturlige tætheder uden fodring og regulering.

Den ubekvemme sandhed er altså, at Danmark ikke har reserveret plads til naturen nogen steder. Der er altid lige nogle hensyn til landbrug, skovbrug, jagt, friluftsliv, sommerhuse, veje eller andet, som betyder, at naturen skal reguleres, kontrolleres og kultiveres.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Ejrnæs

Professor, Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet, radiovært, Radio4
cand.scient. i biolog, ph.d. (Københavns Uni. 1998)

0:000:00