Forskere om konflikten mellem rewilding og naturpleje: Vi står midt i et paradigmeskifte

Foran os ligger opgaven med at fastsætte ambitionerne og lægge planer for EU's Naturgenopretningsforordning – men er det kulturhistorie eller vild natur, vi skal genoprette?

I vores øjne står vi midt i et paradigmeskifte i naturforvaltningen. Det ligger i ordet, at det er en bevægelse fra et fremherskende natursyn til et andet.

Bevægelsen er drevet af viden og erkendelse, og i Danmark afspejles den også i den politiske beslutning om at oprette naturnationalparker i Danmark. Også den Ole Birk Olesen (LA) advokerer for på Kalvebod Fælled.

Vi er selv skyld i krisen

Der er to vigtige erkendelser i paradigmeskiftet.

Grundtanken i den klassiske naturpleje er, at naturen er noget, man skaber, plejer og regulerer med værktøjer for at opnå et bestemt resultat eller holde naturen fast i en bestemt tilstand.

Man forstår naturen som et resultat af historiske påvirkninger og derfor efterligner man en gammeldags landbrugsdrift, hvor græsning med får og kvæg, slåning, tørveskrælning, rydning af træer og afbrænding vedligeholder overdrev, enge og heder.

Naturpleje, som den foregår i dag, har spillet fallit, når det gælder om at bevare biodiversiteten.

Camilla Fløjgaard, Rasmus Ejrnæs, Jens-Christian Svenning og Hans Henrik Bruun
Naturforskere, Aarhus og Københavns Universiteter

I den virkelige verden er der dog sjældent penge og kræfter til at drive umoderne landbrug. Derfor er naturplejen ophørt i de fleste naturområder med tilgroning til følge.

Eller også udføres naturplejen som relativt intensiv sommergræsning eller som slåning med tunge maskiner – lige netop nok til at kunne få udbetalt landbrugsstøtte.

Resultatet af den mangelfulde pleje er, at næsten alle Danmarks moser, enge, overdrev, heder og strandenge i dag har ugunstig bevaringsstatus.

Den første erkendelse er derfor denne: Naturpleje, som den foregår i dag, har spillet fallit, når det gælder om at bevare biodiversiteten. Tilgroning, overgræsning og maskinel slåning er endda direkte trusler mod biodiversiteten.

Den anden erkendelse er, at biodiversiteten ikke er skabt af landbruget, men derimod over millioner af år i vilde økosystemer med store planteædere som nøglearter.

I takt med at vi mennesker har bredt os, har vi udryddet mange af de store planteædere, og nu mangler de i økosystemerne. Dyrene skaber variation ved at æde af planterne, gnave træer og buske ned, skrabe i jorden og bidrage med lort og ådsler til hele det rige liv af svampe og dyr, som lever her.

Tabet af de store dyr var begyndelsen på den biodiversitetskrise, vi ser i dag.

Den sidste erkendelse er altså, at hvis vi skal sikre biodiversiteten i fremtiden, skal vi genoprette intakte økosystemer med store planteædere og andre naturlige processer og lade naturen blive vild igen.

Kunstige, skarpe og utidssvarende skel

EU's habitatdirektiv, som beskytter arter og naturtyper, har det overordnede formål at bevare biodiversiteten i EU.

Men direktivet er fra 1992 og født i en tid hvor klassisk naturpleje var det fremherskende natursyn. Det ses tydeligt i de mange forskellige naturtyper, som direktivet beskytter.

I et naturligt landskab uden mennesker ville det være uhyre svært at dele landskabet op i naturtyper uden hele tiden at blive i tvivl, om det nu var skov eller åbent land.

De skarpe skel er kunstige, og det kunne se ud som om, at direktivet beder medlemslandene om at opretholde de kunstige skel i naturen i modstrid med, hvad naturen selv kunne have fundet på.

Naturlige forstyrrelser som brand, kysterosion, stormfald, sandflugt og oversvømmelser kan potentielt fjerne forekomsten af en habitatnaturtype. Samtidig er de naturlige forstyrrelser også forudsætningen for dannelsen af vigtige levesteder for truede arter.

Selv om den vilde naturs dynamik kan udgøre en risiko for, at naturtyperne ændrer sig eller bestande af truede arter forsvinder, vil vi miste langt mere, hvis vi ikke genopretter de dynamiske processer, som hører til i den vilde natur.

Og vi vurderer, at habitatdirektivet tillader, at vi lader naturen udvikle sig i en vildere og mere kaotisk retning. Det kræver blot, at vi udvikler og tilpasser vores metoder til kortlægning og tilstandsvurdering til at kunne rumme en vildere natur.

Vi kan stadig nå at vende udviklingen

Vi står lige nu i en biodiversitetskrise, hvor vi er mislykkedes med at nå både 2010- og 2020-målsætningen om at standse tabet af biodiversitet.

Biodiversitetstabet kun kan standses med mere effektiv beskyttelse af naturen og en genopretning af de naturlige processer i økosystemet.

Camilla Fløjgaard, Rasmus Ejrnæs, Jens-Christian Svenning og Hans Henrik Bruun
Naturforskere, Aarhus og Københavns Universiteter

Det er vores opfattelse, at biodiversitetstabet kun kan standses og vendes ved at kombinere en mere effektiv beskyttelse af naturen mod landbrug, skovbrug, jagt og fiskeri med en genopretning af de naturlige processer i økosystemet – særligt de som er knyttet til store planteædere, naturlig hydrologi og kystdynamik.

I Danmark er vi måske for en gang skyld et ægte grønt foregangsland ved at være længere fremme end andre europæiske lande, når det kommer til viden og erkendelser om vild natur båret frem af en stærk faglighed indenfor forskning og formidling om biodiversitet og rewilding.

Vores tolkning af habitatdirektivet skal være ambitiøs på biodiversitetens vegne, og det er vores opfattelse, at vild natur er i fuldstændig overensstemmelse med formålet med habitatdirektivet og Natura2000-netværket og også foreneligt med lovgivningen omkring disse.

Som kronen på værket har ikke kun Ole Birk Olesen men også skiftende regeringer taget det faglige budskab til sig og udpeget 15 naturnationalparker, hvor den vilde natur skal have plads til at udfolde sig frit uden indblanding fra landbrug, skovbrug og jagt.