Ejrnæs: Jordreform risikerer at ende som kejserens nye klæder

Af Rasmus Ejrnæs
Seniorforsker ved Institut for Bioscience, Aarhus Universitet

I denne tid forhandler de store beslutningstagere i korridorerne om en national jordreform. Realdania satte skibet i søen med initiativet Collective Impact, som modnede tanken gennem rundbordssamtaler mellem de store folkelige foreninger og jordbrugserhvervene.

Samtalerne er blandt andet mundet ud i en af de opsigtsvækkende nyheder i 2018: Danmarks Naturfredningsforening enedes med Landbrug & Fødevarer om behovet for at udtage 100.000 hektar landbrugsjord til natur. DN og L&F pegede netop på multifunktionel jordfordeling som måden at finde de 100.000 hektar på. Men man er desværre naiv, hvis man tror, at biodiversiteten får radikalt bedre vilkår i Danmark, ved at 100.000 hektar i Danmark ikke længere skal være pløjemarker.

For at få en forskningsfaglig evaluering af multifunktionel jordfordeling har Realdania finansieret et tværfagligt forskningsprojekt, hvor jeg som en af seks forskere har studeret tre afsluttede pilotprojekter om jordfordeling og et fjerde projekt, som endnu er i gang.

Når jeg lægger erfaringerne fra pilotprojekterne sammen med den nuværende situation for Danmarks biodiversitet, får jeg bange anelser om, at en national jordreform kan ende som en gældssanering for landbruget og nogle uspecificerede grønne områder til friluftslivet snarere end en håndsrækning til Danmarks truede natur.

Løgn og bedrag
For at forstå naturens problem med jordfordeling kan vi se på skovene i Danmark. Skovene er vigtige levesteder for Danmarks biodiversitet, og omtrent halvdelen af Danmarks truede arter er knyttet til skovene. Fra 1805, hvor man med Fredsskovsforordningen lagde grunden til nutidens skove, er skovarealet i Danmark fem-seksdoblet fra to-tre procent til fjorten procent af landarealet. I samme periode er omkring ti arter af skovlevende dagsommerfugle uddøde fra Danmark. Fordi de manglede levesteder. De levede i skove.

Man er desværre naiv, hvis man tror, at biodiversiteten får radikalt bedre vilkår i Danmark, ved at 100.000 hektar i Danmark ikke længere skal være pløjemarker.

Det, som gik galt, var, at dyrkningen af skovene ødelagde de blomsterrige skovlysninger, hvor sommerfuglene levede. Den næste sommerfugl på dødslisten hedder Rødlig Perlemorssommerfugl, som efter at have været almindelig overalt i Østdanmark i dag kun findes i små bestande og i få skove på Sjælland og Lolland-Falster.

Eksemplet sætter fingeren på det allerømmeste punkt i dansk naturforvaltning. Vi lyver og bedrager om vores naturbeskyttelse. Vi slynger om os med beskyttelseskategorier såsom beskyttede naturtyper, Natura 2000-områder og nationalparker, men hvis man skraber lidt i lakken, viser det sig, at naturområderne stadigvæk nyttiggøres til skovbrug og landbrug.

Naturområderne er afvandet med grøfter, dræn og kanaliserede vandløb. Naturområderne er tømt for vildtlevende pattedyr. Naturområderne er kystsikret og sandflugtsdæmpet. Træerne plantes, tyndes og hugges. Overdrevene, engene og strandengene overgræsses for at hente landbrugsstøtte hjem til ejeren eller forpagteren. Det er altså først og fremmest i eksisterende naturområder, at der i dag er behov for at disponere pladsen til naturen.

Fem gode råd
Risikoen ved jordfordelingen er, at vi nu betaler landmænd dyrt for at få omlagt dyrkede marker til naturområder. Men i den proces overser vi ganske, at naturens førsteprioritet ville være at sikre en effektiv og varig naturbeskyttelse af vores eksisterende naturområder i skove, enge, overdrev, moser, strandenge, heder og klitter.

Samtidig risikerer vi, at de 100.000 eller flere hektar, hvor det lykkes at ekstensivere driften, ender som uspecificerede grønne områder, hvor vi med fokus på landbrug, skovbrug, klima, vandmiljø eller biomasseproduktion ødelægger muligheden for, at de med tiden kunne blive til levesteder for Danmarks truede arter.