Debat

Rasmus Ejrnæs: Vi har behov for et paradigmeskift i dansk naturlovgivning

DEBAT: I årevis har vi været vidne til amatørisme i dansk naturforvaltning, og det går ud over biodiversiteten. Løsningen er ufatteligt enkel, men går imod alt det, politikerne gør i dag, skriver Rasmus Ejrnæs.

Hvis biodiversiteten skal reddes, skal naturen sættes fri, skriver Rasmus Ejrnæs.
Hvis biodiversiteten skal reddes, skal naturen sættes fri, skriver Rasmus Ejrnæs.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rasmus Ejrnæs
Seniorforsker ved Institut for Bioscience, Aarhus Universitet

Jeg har ikke, som debatoplægget ellers lover, et ønske til Lea Wermelin (S). Det, jeg kan tilbyde, er ikke ønsker, men forskningsbaseret oplysning og gode råd.

Danmark er forpligtet af biodiversitetskonventionen, verdensmålene og EU's naturdirektiver.

Det har vi været i mere end 25 år, men alle videnskabelige undersøgelser tyder på, at det ikke er lykkedes at standse tabet af biodiversitet. På disse politiske mål og hidtidige fiaskoer hviler nedenstående:

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Problemet er menneskeskabt
Man kan godt finde lyspunkter i biodiversitetens udvikling. Men fælles for de succesfulde svaner, gæs, skarver, rovfugle, hjorte, sæler samt rovdyr som ulv og guldsjakal er, at de ikke er så synderligt kræsne med fødevalg og levested. De skal bare have fred til at æde og yngle.

Dér, hvor skoen for alvor trykker, er hos de arter, som ikke formår at tilpasse sig vores kulturlandskaber; landskaber, som er optimeret til afgrøder og beboelse.

En naturzone vil kunne få bugt med den udbredte amatørisme, som vi forskere igen og igen dokumenterer i nutidens naturforvaltning.

Rasmus Ejrnæs
Seniorforsker, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet

Disse arter forsvinder, når vi dræner vådområderne, når vi dyrker træerne i tæt skygge, når vi erstatter naturlig vegetation med afgrøder og plænegræs, når vi fælder træerne i deres ungdom og fjerner unyttige gamle træer og stikkende krat, og når vi ikke giver plads til store græssende dyr i naturlige tætheder.

Så er det, at pletvinger, perlemorssommerfugle, blåfugle og køllesværmere siger farvel, sammen med nøjsomhedsplanter fra enge, heder, græsland og skovlysninger.

Det samme gælder de store insektædende fugle, som mangler de tørre overdrev, kokasser, små-vandhuller og døde træer, hvor deres føde udklækkes.

Løsningen ligger i politikernes hænder
Paradoksalt nok udspilles denne menneskedominans overalt i Danmarks natur, selv i nationalparker og Natura 2000-områder.

Selv når jorden ikke pløjes, er der stadig en ejer eller forpagter, som skal hente landbrugsstøtte eller nationalparkbøffer og nationalparkhonning og derfor ender med at udnytte naturen frem for at give den plads til at udfolde sig.

Løsningen er helt ufatteligt enkel: Politikerne skal beslutte sig for, hvor stor en del af Danmarks landareal og havterritorium vi har råd til at disponere helhjertet til naturens frie udfoldelse.

Og når denne beslutning er truffet, skal man starte med at frisætte de biologisk mest værdifulde naturarealer. Altså nogenlunde stik modsat hvad man gør i dag, hvor man buldrer løs med at opkøbe landbrugsjord og plante det til med træer eller lave nye søer.

En hastesag
Udtagning af landbrugsjord redder ikke den truede natur. Man skal begynde med at frisætte de gamle skove, klitterne, strandengene, kystskrænternes græsland og ådalenes vandløb og moser.

Frisætte betyder naturlig hydrologi, naturlig kystdynamik og naturlig tæthed af store, græssende dyr. Dette udelukkes i dag af særinteresser i landbrug, skovbrug, jagt og friluftsliv.

Rammen for denne frisættelse kunne være en naturzone med et tilknyttet regelsæt for den rumlige planlægning og et regelsæt, som præciserer arealforvaltningen inden for naturzonen.

Det haster, for vi har ikke nogen effektiv naturbeskyttelse i dansk lovgivning i dag.

En naturzone vil være et fuldstændigt nybrud med den eksisterende rumlige planlægning, som til dato kun har tilgodeset menneskers selvcentrerede behov.

Derfor må man også forvente, at der vil være en erstatning, som skal betales, når arealer flyttes fra landzone til naturzone. Så de politiske mål skal følges op med realistisk finansiering.

Naturzonens mange fordele
Det vil være et paradigmeskift på denne måde at erstatte nutidens virkningsløse beskyttelse af naturen i nationalparker og Natura 2000-områder med ærlighed og redelighed.

Og inden nogen går i panik: Vi taler primært om de mest ekstensive 15-20 procent af det danske landskab, og vi taler om et mål, som det vil kræve mange år at nå.

Selv hvis målet engang bliver nået, vil Danmark stadigvæk være et opdyrket og tætbefolket kulturlandskab.

Og fordelene er mange:

En naturzone med tilhørende naturbeskyttelse vil gøre det muligt for private og offentlige lodsejere at beslutte sig for at prioritere vild natur helhjertet. Det er nærmest forbudt i dag af hensyn til landbrug og skovbrug.

En naturzone vil kunne få bugt med den udbredte amatørisme, som vi forskere igen og igen dokumenterer i nutidens naturforvaltning.

En naturzone vil være en fremtidssikret gave til danskerne i form af ægte vild natur. Det er der efterspørgsel på i dag, og den vil kun stige i årene fremover.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Ejrnæs

Professor, Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet, radiovært, Radio4
cand.scient. i biolog, ph.d. (Københavns Uni. 1998)

0:000:00