Preben Bang Henriksen
 svarer 
Søren Pape Poulsen

Preben Bang Henriksen (V) spørger justitsministeren, Søren Pape Poulsen, om ministeren kan bekræfte, at alle for denne ordning relevante sager i domstolssystemet begynder i byretten

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 74, Spørgsmål 8
Kan ministeren bekræfte, at alle for denne ordning relevante sager i domstolssystemet begynder i byretten?

Svar fra mandag den 28. januar 2019
Forslaget om at udvide statsligt ansattes adgang til at møde i retten for deres arbejdsgiver vedrører civile retssager.

Retsplejelovens kapitel 21 fastsætter regler om retternes saglige kompetence, som indebærer, at en civil retssag som udgangspunkt behandles i 1. instans ved byret, jf. retsplejelovens § 224.

Visse sager kan dog anlægges ved eller fra byretten henvises til behandling ved Sø- og Handelsretten, jf. retsplejelovens § 225. Det gælder bl.a. sager, hvor Forbrugerombudsmanden er part og anvendelsen af markedsføringsloven, lov om finansiel virksomhed eller lov om betalinger har væsentlig betydning.

Endvidere kan byretten efter anmodning fra en part henvise visse sager af principiel karakter til landsretten eller Sø- og Handelsretten, jf. retsplejelovens §§ 226 og 227.

Det må på den baggrund forventes, at hovedparten af de sager, hvor den foreslåede udvidelse af statsligt ansattes adgang til at møde i retten for deres arbejdsgiver vil være relevant, vil blive behandlet i byretten i 1. instans.

Allerede efter de gældende regler møder Forbrugerombudsmanden dog i betydeligt omfang i civile retssager ved egne ansatte. Dette gælder også i de sager, der som berørt ovenfor behandles ved Sø- og Handelsretten.

0:000:00