Dennis Flydtkjær
 svarer 
Morten Bødskov

Dennis Flydtkjær (DF) spørger skatteministeren, Morten Bødskov, om at overveje en negativ afgræsning af, hvornår advokaterne er omfattet af indberetningspligten i stedet for den nuværende i lovforslaget

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 49, Spørgsmål 7
Vil ministeren overveje en negativ afgræsning af, hvornår advokaterne er omfattet af indberetningspligten i stedet for den nuværende i lovforslaget? Et eksempel kunne være den negative afgrænsning i forhold til indberetningspligten for hvidvask, der findes i hvidvasklovens § 27.

Svar fra søndag den 8. december 2019
Med lovforslaget om implementering af DAC6-direktivet er det forudsat, at en advokat, der udbyder en skattemæssig ordning til en skatteyder, vil skulle foretage indberetning til skattemyndighederne, hvis skatteyderen ikke selv foretager indberetningen.

Modellen vil indebære, at advokaten skriftligt formulerer og overleverer de indberetningspligtige oplysninger til skatteyderen, så skatteyderen kan anvende oplysningerne i forbindelse med sin indberetning. Hvis ikke skatteyderen inden for advokatens indberetningsfrist på 30 dage dokumenterer overfor advokaten, at oplysningerne er indsendt til skattemyndighederne, vil advokaten selv skulle foretage indberetningen inden fristens udløb.

Modellen vil medføre, at det er advokatens ansvar, at de oplysninger, som er oplistet i direktivets artikel 8ab, stk. 14, og som også omfattes af andre skatterådgiveres indberetningspligt, kommer til skattemyndighedernes kendskab i det omfang, advokaten er bekendt med disse oplysninger.

Advokaten vil imidlertid være undtaget for indberetningspligten i særlige situationer, hvor dette er velbegrundet i forhold til varetagelsen af klientens berettigede interesser. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvor advokaten ved at indberette reelt vil inkriminere klienten eller være i væsentlig risiko herfor. Der er herved foretaget en negativ afgrænsning af, hvilke oplysninger advokaten vil skulle indberette.

Der er således i modellen en negativ afgrænsning af advokaters indberetningspligt.

Det samme gælder modellen for advokaters indberetningspligt iht. hvidvasklovens §§ 26 og 27, hvorefter advokater er undtaget fra at indberette om mistanke om hvidvask eller terrorfinansiering, når der er tale om oplysninger, som advokaten modtager fra eller indhenter om en klient, i forbindelse med at advokaten fastslår den pågældende klients retsstilling eller forsvarer eller repræsenterer klienten under eller i forbindelse med en retssag.

0:000:00