Om  
Karen Melchior
Mikkel Irminger Sarbo

Karen Melchior melder sig ud af Radikale Venstre: Beskylder partiet for chikane

"Partiets ledelse valgte at modarbejde og chikanere mig på forskellig vis, formentlig da partiet ikke har en eksklusionsparagraf i sine vedtægter," lyder det fra Karen Melchior, der melder sig ud af Radikale Venstre men fortsætter i Europa-Parlamentet.

Karen Melchior trækker sig som medlem af Radikale Venstre, men fortsætter som Europa-Parlamentsmedlem.  
Karen Melchior trækker sig som medlem af Radikale Venstre, men fortsætter som Europa-Parlamentsmedlem.  Foto: Pressefoto/
Sabine Dybdahl Christoffersen

Karen Melchior er fortid i Radikale Venstre. Det oplyser hun i en pressemeddelelse

Beslutningen er truffet, efter at partiets hovedbestyrelse i maj opfordrede Karen Melchior til at trække sig som medlem af Europa-Parlamentet oven på en række historier om et "ulideligt arbejdsmiljø" i europaparlamentarikerens stab, som førte til en sygemelding.

"Jeg er forblevet som medlem af Radikale, da mine synspunkter ikke har ændret sig."

"Efter maj havde jeg en forventning om, at jeg fredeligt kunne få lov til at fortsætte mit arbejde, men partiets ledelse valgte at modarbejde og chikanere mig på forskellig vis, formentlig da partiet ikke har en eksklusionsparagraf i sine vedtægter," lyder det.

R opfordrede til exit i maj

Karen Melchior blev sygemeldt i begyndelsen af februar grundet "langvarigt pres" og efter kritik af arbejdsmiljøet under Karen Melchiors ledelse, som især Ekstra Bladet har beskrevet.

Tre måneder senere meldte hun sig pludseligt rask og genoptog sit arbejde i Bruxelles og Strasbourg. Det skete, uden at hun på forhånd informerede partiets hovedbestyrelse.*

Læs også

Den melding fik dengang partiets landsformand, Mikkel Irminger Sarbo, til at opfordre Melchior til at trække sig fra sin post.

Karen Melchior ønsker dog ikke at nedlægge sit mandat, som Radikale har opfordret til, men melder sig altså i stedet ud af partiet. 

"Jeg kender mine kvaliteter, såvel som mine fejl, som politiker og som leder, men på det foreliggende grundlag kan jeg ikke efterleve anmodningen om at nedlægge mit mandat i Europa-Parlamentet," skriver hun og fortsætter:

"Frem til mandatets afslutning arbejder jeg for mine og radikale mærkesager på vegne af de 17.292 stemmer, som jeg fik i 2019. At jeg fortsætter mit arbejde for de politiske værdier og mål, som de stemte for, indtil mandatet udløber, det skylder jeg dem, der stemte på mig."

Karen Melchior genopstillede ikke som kandidat i foråret og tidligere RU-formand Sigrid Friis Frederiksen overtog pladsen som den ene af Radikales to kandidater til Europa-Parlamentet i Københavns Storkreds. 

*Rettelse: Det fremgik tidligere, at Karen Melchior ikke opnåede genvalg som Radikales parlamentskandidat i København. Karen Melchior valgte ikke at genopstille som kandidat og mødte ikke op til opstillingsmødet. Altinget beklager fejlen. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karen Melchior

MEP (løsgænger, tidl. Radikale)
cand.jur. (Københavns Uni. 2005)

Mikkel Irminger Sarbo

Statsrevisor, iværksætter, fhv. landsformand, Radikale Venstre
cand.merc. (CBS, 2005), MBA (MIT, 2021)

0:000:00