
Liberal Alliance har lørdag besluttet at ekskludere det nyvalgte folketingsmedlem Cecilie Liv Hansen.
Det oplyser partiet til Ritzau ifølge Ekstra Bladet.
Ifølge partiet skyldes beslutningen, at Cecilie Liv Hansen har afgivet "urigtige oplysninger af væsentlig karakter".
"Vi er meget kede af at havne i denne situation. Men vi er nødt til at reagere, når vi har fået urigtige oplysninger i forbindelse med opstillingen af Cecilie Liv Hansen, og når de urigtige oplysninger er af væsentlig karakter," siger partisekretær og organisationsformand Jakob Rixen i en skriftlig kommentar ifølge Ritzau.
Liberal Alliance oplyser, at Cecilie Liv Hansen "ikke har været ærlig over for partiet i forbindelse med yderst alvorlige forhold i sit private liv".
Selv skriver hun på Facebook, at hun tidligere lørdag – på opfordring fra partiet – meldte sig ud af Liberal Alliance.
"Efter gentagne rygter og tomme beskyldninger har floreret omkring mig, er jeg blevet opfordret af Liberal Alliance til at videregive mine mandater. Jeg har tilkendegivet at mange af disse rygter er usande, men at visse forhold omkring min samlever har været rigtige," skriver hun.
I opslaget lægger Cecilie Liv Hansen op til, at hun fortsætter i Folketinget som løsgænger.
Cecilie Liv Hansen blev valgt i Sydjyllands Storkreds, hvor hun blev partiets stemmesluger med 2.569 personlige stemmer.
Samtidig sidder Cecilie Liv Hansen både i byrådet i Kolding Kommune og i regionsrådet i Region Syddanmark. Hun er efter valget til Folketinget den eneste politiker i Danmark med et trippelmandat.
Hun er det andet nyvalgte folketingsmedlem, der lørdag er blevet ekskluderet fra sit parti. Tidligere samme dag blev Jacob Harris smidt ud af Borgenes Parti efter anklager om "groft uforsvarlig forretningsførelse".
Indsigt
- Glem svin og drikkevand. Her er de tre vigtigste opgaver for en ny regering
- Blev toppolitiker på afbud. Nu står han klar til at udfordre ny regering om kommunernes finanslov
- Man kan grine af Mælkemanden og Borgernes Parti. Men et andet parti kan have langt mere ubehagelige forbindelser
- I Bruxelles er han grøn foregangsmand. Men når han lander i København, er han landbrugets boksepude
- Borgernes Partis barnagtige kollaps afslører en større sandhed om fløjpartierne













































