Om  
Pierre Kary

Socialdemokratiet i Roskilde har ikke længere absolut flertal

Socialdemokratiets Pierre Kary har valgt at blive løsgænger i Roskilde byråd. Det skyldes, at han ikke kan stå inde for partiets budgetforlig.

Sofie Hvemon

Pierre Kary er ikke længere en del af Socialdemokratiet i Roskilde Byråd. Det betyder, at partiet ikke længere sidder på et flertal af pladserne i byrådet. Det skriver Dagbladet.

Pierre Karys beslutning kommer i kølvandet på det budgetforlig, som Socialdemokratiet har indgået med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre.

Ifølge Dagbladet skriver Pierre Kary i en pressemeddelelse:

"Efter mange overvejelser kan jeg desværre ikke stå inde for et budget med både skatteforhøjelse og nedskæringer. Problemet med kommunens økonomi ligger ikke i, at borgerne betaler for lidt skat eller forventer for meget, så løsningen ligger derfor ikke i højere skatter og nedskæringer. Min politiske og ideologiske tilgang til, hvordan byrådet bedst kan levere stærk velfærd, findes et andet sted end hos Socialdemokratiet. Jeg kan derfor ikke fortsætte som medlem af Socialdemokratiet."

Pierre Kary skriver desuden, at det er med tungt hjerte, at han siger farvel til partiet og sine partifæller. Om sin fremtid som løsgænger skriver han:

”Jeg har allerede talt med nogle partiledere fra byrådet, og jeg glæder mig til i de kommende måneder at holde grundige samtaler med dem for at vurdere, hvor jeg bedst kan føre den politik, som jeg mener er i borgernes interesse. Jeg vil også tale med borgerne fra hele kommunen for at høre om deres oplevelser.”

Den tidligere socialdemokrat arbejder til daglig som senior patentadvokat hos Novozymes. Han blev valgt ind i Roskilde Byråd i 2017. Han er medlem af Klima- og Miljøudvalget samt Plan- og Teknikudvalget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pierre Kary

Byrådsmedlem, Roskilde

0:000:00