Om  
Lise Tønner
Lene Svendborg
Tom Vang Knudsen

Byrødder i Gladsaxe forlader S efter samarbejdsproblemer og uenigheder

Lise Tønner og Lene Svendborg har meldt sig ud af Socialdemokratiet og bliver løsgængere i Gladsaxe Byråd efter knas i samarbejdet og politiske uenigheder.

Den socialdemokratiske byrådsgruppe i Gladsaxe er blevet to medlemmer mindre, efter at Lise Tønner og Lene Svendborg har meldt sig ud af partiet og er blevet løsgængere.

Det skriver de to nu tidligere socialdemokrater i en pressemeddelelse.

Dermed går den socialdemokratiske gruppe fra ti til otte medlemmer. Det er blandt andet politiske uenigheder, der har ført til bruddet med borgmesterpartiet.

"Vi mener ikke, at den førte politik i Socialdemokratiet i Gladsaxe er rød nok, og ofte er den ikke på linje med partiets politik på landsplan," skriver Lise Tønner og Lene Svendborg i pressemeddelelsen.

Lene Svendborg forklarer til Altinget, at det især er på de bløde områder såsom skoler, daginstitutioner og ældreområdet, at de gerne vil trække politikken i en mere rød retning.

Samtidig forklarer de to løsgængere, at også svære samarbejdsvanskeligheder i den socialdemokratiske gruppe har været medvirkende til deres udmeldelse. Det har ifølge Lise Tønner og Lene Svendborg påvirket deres politiske arbejde og motivation.

Socialdemokratiets gruppeformand, Tom Vang Knudsen, ærgrer sig over situationen, men har svært ved at genkende de to tidligere medlemmers kritik.

"Det er klart, at der altid vil være uenigheder i en gruppe, men jeg synes, vi har været gode til at diskutere tingene og finde fælles løsninger. Vi har højt til loftet i gruppen, så jeg har svært ved at se, at der skulle have været et meget svært samarbejdsklima," siger Tom Vang Knudsen til Altinget.

Han mener heller ikke, at byrådsgruppen afviger fra den landspolitiske linje.

"Det må stå for egen regning. Vi har i Gladsaxe haft en socialdemokratisk borgmester i mere end 100 år, og vi fører en klassisk socialdemokratisk politik. Så kan man altid være mere rød end andre, men vi er helt på linje med partiets politik på landsplan," siger Tom Vang Knudsen.

Han håber desuden på, at de to løsgængere fortsat vil samarbejde med partiet.

Lise Tønner og Lene Svendborg fortsætter byrådsarbejdet i deres respektive udvalg.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lise Tønner

Stifter, Lokallisten Gladsaxe, medlem, Gladsaxe Byråd
Dyrlæge, PhD

Lene Svendborg

Stifter, Lokallisten Gladsaxe, fhv. medlem, Gladsaxe Byråd

Tom Vang Knudsen

Gruppeformand og byrådsmedlem (S), Gladsaxe Kommune

0:000:00