ALT-borgmester: Tilbud til udsatte unge skal være blivende

DEBAT: Hvert år genforhandles tiltag, der sikrer, at unge udsatte københavnere kan være en del af foreningslivet. Det bør være blivende muligheder, mener Franciska Rosenkilde (ALT).

Af Franciska Rosenkilde (ALT)
Kultur- og fritidsborgmester, Københavns Kommune

Om kort tid sætter partierne på Københavns Rådhus sig til forhandlingsbordet om kommunens budget for næste år. I sidste års budgetaftale blev bolig- og ejendomsejere prioriteret.

238 millioner kroner over fem år blev afsat til at fritage virksomheder og borgere fra byggesagsgebyrer.

Derudover blev der fundet penge til nye parkeringsanlæg og lavere beboerlicenser for bilejere.

Socialt udsatte skal forrest i køen
De ressourcestærke københavnere har det godt i København. Alt imens er en anden gruppe mennesker blevet overset. De udsatte borgere.

Besparelser hagler ned over social- og handicapområdet, og for få penge finder generelt vej til de mennesker, som har det allerstørste behov for hjælp. Det kan vi ikke være bekendt i en af verdens rigeste byer.

I Alternativet mener vi, at de socialt udsatte bør stå først i køen, når millionerne om kort tid skal fordeles. Handicappede og psykisk sårbare har krav på en værdig behandling.

Hjemløse og andre udsatte har brug for væresteder, hvor de trygt kan komme og få alt fra en varm seng og et menneske, der lytter, til praktisk hjælp til at klare hverdagens opgaver.

Særligt de udsatte unge skal der tages hånd om.

De skal hjælpes ind i positive og meningsfulde fællesskaber og væk fra gaden eller de svære familieforhold, hvor mor og far hverken har pengepungen, overskuddet eller evnerne til at sørge for, at deres børn bliver klædt godt på til at kunne klare sig i voksenlivet.

Foreningslivet er nøglen til fællesskabet
Indsatserne for socialt udsatte går på tværs af flere forvaltninger – blandt andet Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Som kultur- og fritidsborgmester ser jeg med egne øjne ofte, hvor afgørende betydning civilsamfundet har i bekæmpelsen af sociale udfordringer. Det er i Københavns mange foreninger, unge bliver en del af fællesskabet.

Det er på fodboldbanen, de får nye venner. Det er til dans, de får succesoplevelser. Og det er til spejder, de lærer samarbejde og andre færdigheder til at klare sig videre i livet.

En del af de unge har ligeledes ingen andre steder at gå hen og har behov for voksne i deres liv.

Netop derfor har vi i Kultur- og Fritidsforvaltningen en række tiltag målrettet socialt udsatte. Vi har Feriecamps i ni udsatte byområder, hvor næsten 50.000 børn sidste år deltog i gratis kultur- og idrætsaktiviteter i ferierne.

Vi har Fritidsguider i samarbejde med Red Barnet, hvor frivillige tager Fatima og Frederik i hånden og hjælper dem til fodbold og dans.

Vi er en af de kommuner, som giver støtte til kontingent og idrætsudstyr til familier, så økonomi ikke er en barriere for nogen børns fritidsliv.

Og vi har sociale partnerskaber med en lang række folkeoplysende foreninger, som vi støtter med midler til en ressourceperson, der kan tage ekstra hånd om de udsatte børn og deres familier.

Hvorfor skal sådanne tilstande til forhandlingsbordet?
Disse indsatser er guld værd for børn i udsatte boligområder og for unge voksne, der generelt har det svært. Oplevelser med andre unge, sved på panden og autoritetspersoner, der hjælper med alt det praktiske.

Det er med til at give unge i alle aldre et tilhørsforhold, tro på egne evner og bedre muligheder i livet og er reelt livsopbyggende.

Hvorfor er sådanne tiltag ikke blivende? Det har jeg spurgt mig selv om, da jeg blev borgmester. Hvert år skal der kæmpes for penge til dem ved forhandlingsbordet.

Det vil jeg også gøre i år, men jeg håber virkelig, vi kan sikre en langsigtet overlevelse af indsatserne, og at vi måske endda kan udvide dem, så flere får gavn af dem – for eksempel de piger, som ellers er underrepræsenteret i foreningslivet.

Foreningerne i København er fantastiske til at få flere med i fællesskabet. Men med den rette støtte kan vi sammen gøre endnu mere.

Det kunne for eksempel være at udvide kontingentstøtteordningen til også at omfatte udsatte voksne, så man ikke bliver smidt ud af karateklubben, den dag man fylder 18 og ikke kan betale selv.

Det kunne også være, at vi i højere grad skulle bruge kultur- og fritidsaktiviteter i arbejdet med kriminalitets- og bandetruede unge.

Det er de udsatte borgeres tur
En anden idé, jeg bringer til bordet, er at ansætte en "brobygger" på de københavnske skoler, som kan hjælpe lærerne med at arrangere forløb med de lokale kultur- og foreningstilbud, ligesom jeg synes, vi bør øge den samarbejdspulje, som støtter Åben Skole-samarbejder mellem foreninger og folkeskoler.

Dette er bare et lille udsnit af de initiativer, vi i Alternativet kommer til at gå til de kommende budgetforhandlinger med.

Ét er dog sikkert: Den sociale dagsorden trænger til et løft – og det gælder både på socialområdet og andre som kultur- og fritidsområdet.

De ressourcestærke københavnere har de seneste år fået rigeligt. Nu er det de socialt udsattes tur.

Forrige artikel SBH: Forsorgshjem har ikke overset de ældre hjemløse SBH: Forsorgshjem har ikke overset de ældre hjemløse Næste artikel EVA: Sådan får vi verdens bedste dagtilbud EVA: Sådan får vi verdens bedste dagtilbud