Debat

Debat: Manglende ressourcer er ikke det eneste problem på handicapområdet

DEBAT: Flere ressourcer til kommunerne er ikke nok til at løse problemerne på handicapområdet. Der er brug for at skabe bedre procedurer, hvis tilliden mellem borgere og sagsbehandlere skal genoprettes, skriver Janus Tarp, formand for Ulykkespatientforeningen.

Foto: Camilla Rønde/Ritzau Scanpix
Lise-Lotte Skjoldan
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Janus Tarp
Formand for DUKH (Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet) og for Ulykkespatientforeningen

Op til og under folketingsvalget oplevede vi stor opmærksomhed på borgere med handicap og deres stilling i samfundet blandt politikere og medier.

Fra at have levet en lidt stille tilværelse kom borgere med handicap – deres liv og muligheder og ikke mindst deres retssikkerhed – for alvor ind i den politiske debat, og der blev ytret ønske om at gøre noget ved området.

I debatten bliver det imidlertid ofte begrænset til alene at være et spørgsmål om ressourcer i kommunerne. Får kommunerne blot tilført flere ressourcer, så skal alt nok blive bedre. Og der er da heller ingen tvivl om, at området mangler ressourcer, men ressourcer alene kan ikke gøre det. Der skal nytænkning til, og så skal kommunerne have bedre styr på de procesregler, som faktisk allerede findes på området.

Tillid til kommuner er under pres
Når Ulykkespatientforeningens medlemmer føler sig henvist til at få en privat socialrådgiver eller jurist til at hjælpe sig gennem systemet, så er der noget galt. Et godt samarbejde med kommunen er en forudsætning, hvis livet med et handicap skal blive velfungerende på centrale områder, som for eksempel adgang til hjælpemidler, dækning af merudgifter og muligheden for uddannelse og beskæftigelse.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Men desværre tyder tallene på, at tilliden – og dermed samarbejdet – er under pres. 40 procent af Ulykkespatientforeningens medlemmer føler for eksempel ikke, at de får relevant rådgivning af deres sagsbehandler i kommunen, og halvdelen søger uvildig rådgivning inden et møde med kommunen.

Borgernes skepsis i forhold til den kommunale sagsbehandling er desværre ikke ubegrundet. Socialstyrelsen konstaterede i den seneste opgørelse fejl i mere end hver tredje indklagede sag på socialområdet. For voksenhandicapområdet var omgørelsesprocenten på 21 procent. Fejlprocenten er generelt stigende, og der ses markante forskelle i fejlrate, sagsbehandlingstider og forvaltningspraksis mellem de enkelte kommuner.

Borgernes skepsis i forhold til den kommunale sagsbehandling er desværre ikke ubegrundet. Socialstyrelsen konstaterede i den seneste opgørelse fejl i mere end hver tredje indklagede sag på socialområdet.

Janus Tarp
Formand for DUKH (Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet) og for Ulykkespatientforeningen

Retsikkerhed bringes i fare
Og netop det, udfordringer i forhold til procesreglerne, er et tilbagevendende problem, som opleves hos både DUKH – Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet og Ulykkespatientforeningen, når borgere eller pårørende søger rådgivning. Lovgivningen er tydelig i forhold til en række tidsfrister, ligesom borgeren skal inddrages i sagen, afgørelsen skal træffes på et oplyst grundlag, parterne skal høres, og der skal gives klageadgang.

Imidlertid ser vi gang på gang, at det er på de områder, fejlene sker, og retssikkerheden bringes i fare. Til gengæld kan vi håbe, at den øgede opmærksomhed på området kan være med til at sætte gang i en positiv udvikling, så retssikkerheden styrkes, og tilliden til systemet kan genetableres.

Jeg tror på, at det kan lade sig gøre, men det er som sagt ikke alene et spørgsmål om flere ressourcer – det handler i den grad også om at skabe bedre rammer for procedurerne. Og den opgave er ikke alene kommunernes. Beslutningstagerne på Christiansborg, handicaporganisationerne og borgerne selv skal alle bidrage, hvis vi skal lykkes.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Janus Tarp

Formand, PolioForeningen og UlykkesPatientForeningen, chefjurist i Slagelse Kommune
cand.jur. (Københavns Uni. 1996)

0:000:00