Socialt arbejde kan ikke reduceres til manualer

Af Henning Pedersen
Formand for pædagogernes fagforening BUPL

Ideen om en evidensbaseret praksis i det pædagogiske og sociale arbejde er besnærende. For hvem kan sige nej tak til viden, der virker? Men er evidensbaseret viden det samme som viden, der virker?

Jeg er overbevist om, at der er mange forskellige former for viden, der virker, og at vi skal bruge pædagogernes viden i det pædagogiske arbejde.

Børn er forskellige
I fortællingen om evidensbaseret viden skal pædagogernes handlinger og ord afprøves i et evidensprogram, så vi ved, hvilke interventioner der har den ønskede effekt på de små børn - på kort og på langt sigt.

Der hersker en forestilling om, at det pædagogiske arbejde kan kortlægges, og at vi kan sikre, at alle børn når de samme mål samtidigt, hvis blot pædagogerne bruger ens værktøjer og faste metoder. I den tænkning er der ikke taget højde for, at børn er forskellige og udvikler sig forskelligt.

I den seneste forskningskortlægning fra Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning på 0-6 årsområdet slås det endnu en gang fast, at veluddannede pædagoger er grundlaget for dagtilbud af høj kvalitet.

Forestil jer, at pædagogerne ukritisk begynder at arbejde efter manualer i stedet for at tage udgangspunkt i det enkelte barn og børnegruppen.

Henning Pedersen
Formand, BUPL

Det er jeg enig i, men det er næppe, fordi pædagogerne kan alle manualerne for evidensbaseret praksis udenad, men tværtimod fordi pædagogerne arbejder systematisk med børnenes udvikling.  

En refleksiv proces
Pædagoger er eksperter i børns udvikling. De puffer i den rigtige retning, udfordrer, støtter og hjælper, hvor der er brug for det. De skifter perspektiv, og ser børnene fra forskellige vinkler. Vennernes, pædagogernes, forældrenes og barnets egen vinkel.

I det arbejde spørger pædagogerne sig: Hvordan kan vi hjælpe Anton med at udvikle sig motorisk, så han kan lære at klatre? Hvad skal vi gøre anderledes for at støtte Marie i at være mere følelsesmæssigt robust? Hvorfor bliver børnene altid urolige inden morgensamling, hvad kan vi gøre? Skal vi ændre vores pædagogik og tilgang?

Forestil jer, at pædagogerne ukritisk begynder at arbejde efter manualer i stedet for at tage udgangspunkt i det enkelte barn og børnegruppen.

Dygtige pædagoger eksperimenterer med forskellige indsatser, som de reflekterer over i fællesskab med deres kolleger. Der bliver taget stilling til, hvad der skal justeres, og hvordan det skal gøres. På den baggrund igangsættes en ny indsats.

Denne analytiske cirkelbevægelse er et systematisk arbejde, hvor viden om den konkrete børnegruppe samles sammen over tid. Pædagogisk arbejde er en proces, hvor der skal være plads til refleksion og nye måder at arbejde på. 

Evidenstanken giver snæversyn
Jeg vil advare mod at satse hårdt og ensidigt på evidenstankegangen, når det drejer sig om det pædagogiske arbejde. Evidens refererer oprindeligt til kontrollerede forsøg i et laboratorium, hvor forskerne renser resultaterne for påvirkninger, der truer evidensens troværdighed.

Hvis vi gør sådan ved mus nummer et, noget andet ved mus nummer to og ingenting ved mus nummer tre, så finder vi løsningen, der virker. Vi har viden, der virker. Man kan ikke lave kontrollerede forsøg i daginstitutioner. Børn og pædagoger er ikke mus, og det er tvivlsomt, om den viden, der testes i evidensprogrammer med mennesker, rent faktisk er den viden, der virker. 

Pointen er, at det er vigtigere at arbejde systematisk, analytisk og målrettet i det pædagogiske og sociale arbejde, end at arbejde med evidenstestede metoder. Variablene er for mange, for usikre og de ændrer sig hele tiden. At sige nej tak til evidensbaseret praksis og manualer, som pædagogerne kan handle efter, er ikke det samme som at sige nej tak til viden, der virker.

Det er bekymrende, at nogle politikere på Christiansborg og i kommunerne tror, at evidensbaseret viden er det eneste, der virker. Det er bekymrende, at der er så stort et fokus på evidens, faste mål og metoder på 0-6 årsområdet, og at evidensbaseret forskning former børnepolitikken. Lad os hellere tage en politisk og pædagogisk diskussion af, hvad det gode børneliv er. I sidste ende handler det om, hvilken velfærd og hvilket menneskesyn vi gerne vil have i Danmark.