Dommerfuldmægtige: Usaglig kritik af skilsmisse-systemet må ikke stjæle fokus

Af Nina Palesa Bonde
Formand for Dommerfuldmægtigforeningen

Regeringen har nedsat et tværministerielt udvalg, som på kun to måneder skal skabe forslag til et enstrenget skilsmissesystem.

I sit indlæg 22. november skriver direktøren for Hvert 3. barn, Tanja Graabæk, om udfordringerne ved et enstreget skilsmissesystem. Med sit indlæg i Politiken kommer Tanja Graabæk, en tidligere ansat i Statsforvaltningen, med et uskønt, usædvanligt og usagligt angreb på hele det nuværende skilsmissesystem.

Jeg savner særligt én ting i den lange debat, der har været om skilsmissesagerne: en erkendelse af, at vi aldrig får et system, hvor skilte forældre bliver 100 procent tilfredse, eller hvor børn aldrig er kede af det eller føler sig splittede i processen.

Omtanke er vigtigere end kritik
Vi må indse, at kritikere og særligt kritikere med egeninteresser altid vil stå på sidelinjen og pege fingre ad systemet, systemets ansatte og sagsbehandlingen.

Det er vigtigt, at kritikken ikke skal få os til at handle overilet. Derfor er politikerne også nødt til at slå koldt vand i blodet og tænke sig om, før de skaber noget nyt for det nyes skyld.

Tag endelig et grundigt kig på systemet, og gør det meget gerne bedre, men lad ikke uskøn, usædvanlig og usaglig kritik være motivationen for den vej, I vælger.

Nina Palesa Bonde
Formand for Dommerfuldmægtigforeningen

For det nye system vil med garanti møde en lignende kritik som det gamle af den simple årsag, at skilsmisse gør ondt, at skilsmisser skaber store følelser, og at skilsmisser kan skabe enorme konflikter.

Enhver ændring af systemet skal derfor være gennemtænkt, så vi skaber den bedst mulige løsning for de familier og de børn, som oplever en skilsmisse.

Domstolene er klar til at løfte opgaven
Som et argument mod, at skilsmissesagerne skal håndteres af domstolene, anfører Tanja Graabæk, at sagerne ikke har rettens interesse, at dommerne opfører sig som alvidende og almægtige, og at dommerne agerer ud fra misforstået lommepsykologi og børnepsykologi og uden kvalitetssikring af et børnefagligt arbejde.

Jeg arbejder selv i Københavns Byret, og alle skilsmissesager og samværssager bliver håndteret med empati, seriøsitet og med et gennemgående ønske om at finde en løsning, så børnene skånes bedst muligt, og forældrene lærer at komme videre efter en skilsmisse. At påstå noget andet har ikke hold i virkeligheden.

Danmarks Domstole er på syvende år placeret på førstepladsen som det land i Europa, hvor borgeren har størst tillid til retssystemet. Samtidig inddrager domstolene de bedste fagpersoner i form af uvildige børnesagkyndige psykologer. Der bruges derfor ikke lommepsykologiske betragtninger, men velfunderede fagpersoners vurdering af barnets behov, ønsker og tarv.

Det er heller ikke rigtigt, at domstolene ikke ønsker sagerne og behandler dem uden interesse. Faktisk er der så stor en interesse for området, at der blandt dommerne er rift om at specialisere sig ved tage en uddannelse som retsmægler, så der kan gives endnu bedre vejledning og konfliktmægling til parterne.

Kommunerne fortjener ros
Tanja Graabæk skyder efter en model, jeg endnu ikke har set præsenteret, hvor kommunerne skulle have ansvaret for alle skilsmissesagerne.

Jeg overlader det til kommunerne at forholde sig til påstandene om, at kommunerne har dårlig faglig kvalitet, at der ved kommunerne er fejl i over halvdelen af sagerne, og at skilsmissebørn ikke anses for omfattet af serviceloven.

Jeg vil i stedet gerne rose kommuner såsom Randers Kommune for initiativer vedrørende undervisning af skilsmisseforældre. Initiativet fra Randers Kommune kan med fordel udvides til alle landets kommuner, hvilket uden tvivl vil gøre en stor forskel.

Tallene fra Randers taler for sig selv, da hele 75 procent af de adspurgte kursister fortæller, at kurset har givet dem bedre mulighed for at håndtere skilsmissen, og hele 84 procent føler sig bedre rustede til at støtte deres børn i brudprocessen.

Bred de bløde tiltag ud
Det tyder altså på, at der er meget at hente ved at styrke kommunerne indsats på området, uden at man dog flytter selve sagsbehandlingen til kommunerne.

Skal systemet forbedres, bør der etableres et stærkere dagligt samarbejde mellem kommunerne og retterne, så børn og forældre får ekstra støtte fra kommunen til at komme godt igennem en skilsmisse og en samværssag.

De rette personer i kommunalt – og ikke privat regi – kan i højere grad inddrages til at støtte barnet. Det kan være en socialrådgiver, en socialpædagog, en psykolog eller en skolelærer med kendskab til familien, og som barnet føler sig tryg ved.

Min opfordring til politikerne er derfor særligt at se på de bløde tiltag i kommunalt regi. De bør styrkes og udvides til hele landet, frem for at vi ser mod de private interessenters tilbud.

Fogedret-kritikken er usaglig og uberettiget
Tanja Graabæk beskriver, hvordan fogedretterne ofte tilsidesætter Statsforvaltningens specialistvurderinger efter en overordnet sagsfremstilling.

Det er en spændende påstand, da loven beskriver, at fogedretten kun kan ændre Statsforvaltningens afgørelse i to situationer:

For det første, kan fogedretterne nægte at fuldbyrde samvær, hvis det vil bringe barnets sjælelige og legemlige sundhed i alvorlig fare. Det er derfor helt naturligt, at fogedretterne i disse situationer kommer til et andet resultat end Statsforvaltningen. 

Det sker efter en grundig sagsbehandling, hvor fogedretten sammen med en børnesagkyndig psykolog taler med barnet, inden der træffes afgørelse. Omstændighederne kan have ændret sig siden Statsforvaltningens afgørelse.

Det kan for eksempel være tilfældet i en situation, hvor den ene forælder ulykkeligvis er kommet ud i et misbrug og derfor ikke kan tage vare på barnet. Jeg går ud fra, at hverken Hvert 3. barn eller Tanja Graabæk mener, at børn da skal udleveres til en samværsforælder, hvis det vil medføre fare for barnet, blot fordi Statsforvaltningen på et tidligere tidspunkt er nået til et andet resultat.

For det andet har fogedretten kompetence til at ændre samværet, mens sagen verserer i fogedretten. Det sker typisk, at der skal afholdes samvær som del af en børnesagkyndig undersøgelse, så tid og sted skal ændres, eller at et samvær skal trappes langsomt op, til det er som i Statsforvaltningens afgørelse. Det sker for at skåne barnet.

Fogedretten har ikke i øvrigt mulighed for ensidigt at ændre Statsforvaltningens afgørelse, så kritikken er altså helt usaglig.

Der er pt. cirka 2.500 årlige sager i fogedretten om samvær. Ud af disse forliges de fleste, og i andre sager træffer fogedretten en afgørelse, som forældrene forstår og respekterer. 

Kun i 30 sager årligt på landsplan (heri er medregnet sager, hvor et kidnappet barn skal hjem) vælger fogedretten at køre ud for at forsøge at hente et barn. Disse tal taler for sig selv og viser, at påstanden, om at fogedretterne ikke er gode til at håndtere sagerne, er ubegrundet

Lad domstolene hjælpe
Skal der ske radikale ændringer, kan vi samle hele skilsmissesystemet i et enstrenget system, så forældrene ikke bliver frustrerede over at blive kastet frem og tilbage mellem flere sager.

Det system ligger bedst ved domstolene fordi:

• Byretterne ligger tættere på borgeren i 24 byer fordelt ud over hele landet, så forældrene og barnet ikke skal rejse langt for at blive hørt. Byretternes afgørelser kan derefter nemt overføres til fogedretterne, hvis de ikke bliver fulgt, så man ikke kan chikanere den anden forælder ved at trække en sag i langdrag.
  
  
• Byretternes afgørelser bliver respekteret i udlandet, så en dansk borger ikke bliver underkendt i udlandet og dømmes for bigami eller mister sit barn, ”bare” fordi behandlinger kun var sket ved en forvaltningsmyndighed eller et ankenævn.
  
  
• Byretterne har dygtige, veluddannede retsmæglere, som kan hjælpe borgerne med at lægge følelserne til side og finde en fælles god løsning. Retten har adgang til utroligt kompetente børnesagkyndige psykologer, som ikke bare lytter til barnet, men også hjælper forældrene med at forstå, hvordan barnet har det.
  
  
• Byretterne kan give barnet et fortroligt rum at udtale sig i, om hvad barnet føler og har behov for, da retten modsat en forvaltning ikke skal lave referater af samtaler, så barnet oplever, at det sårer sine forældre eller inddrages i konflikten mellem forældrene ved at have sagt sine tanker og følelser højt.
  
  
• Byretterne har store erfaringer med ømtålelige sager, hvor ekstremt kompetent kontorpersonale, erfarne jurister og dommere med landets ypperste faglighed hjælper borgeren til at finde en løsning.
  
  
• Domstolene får i 2017 en digital sagsportal, så en borger nemt kan se alle dokumenter i en sag i en transparent proces, og så alle standardsager uden konflikter kan håndteres hurtigt og gnidningsfrit, og parterne ikke skal trækkes med tunge sager om aktindsigt. En borger vil derved nemt kunne svare for sig, når der kommer nyt materiale.
  
  
• Byretterne behandler de nuværende sager med højeste prioritet med dommere og jurister, som specialiserer sig inden for området, men samtidig har den høje faglighed, som har gjort domstolene til det mest tillidsvækkende domstolssystem i Europa på syvende år i træk. 

Så kære politikere, Tag endelig et grundigt kig på systemet, og gør det meget gerne bedre, men lad ikke uskøn, usædvanlig og usaglig kritik være motivationen for den vej, I vælger.