Hvert 3. barn: Udfordringen ved et enstreget skilsmissesystem

Af Tanja Graabæk
Direktør i Hvert 3. Barn

Debatten går for tiden på, hvor man bør placere én samlet indgang på det familieretlige område, men kommissionen står over for store udfordringer, for ingen af de aktuelle aktører – domstolene, kommunerne og Statsforvaltningen – er indlysende valg:

Vil man skære det administrative system væk og have samværssager tilbage i domstolsregi, bør man huske, at netop den opgave i sin tid blev taget fra domstolssystemet, fordi det var for stift til at håndtere samværssager. Desuden håndterer forskellige retskredse børnesager forskelligt, hvilket er et stort problem for retssikkerheden.

Dommerstanden kan i sig selv være et problem. Børnesager er ikke juridisk tunge og får derfor ofte karakter af ekspeditionssager, der ikke har rettens interesse. Det suppleres ofte af en alvidende og almægtige dommer, der agerer ud fra misforstået børnepsykologi eller uden kvalitetssikring af et børnefagligt arbejde.

Det er særligt problematisk, fordi retssager ikke lydoptages, og derfor kan en dommer ikke stilles til ansvar for kvaliteten af sit arbejde. Selv Landsretsdommerne vil typisk ikke tage nye beviser eller argumenter i betragtning, selv om ankebehandlingen burde være en ny behandling af sagen.

Og fogedretten tilsidesætter ofte Statsforvaltningens specialistvurderinger efter en overordnet sagsfremstilling.

Et enstrenget familieretligt system giver kun mening, hvis det kombinerer det administrative system og en familieretlig specialdomstol i én myndighed med smidigheden til at møde de opbrudte familiers omskiftelige behov.

Flere har skelet til de norske løsninger, men efter Egmont Fondens studietur til Norge, måtte vi i Hvert 3. barn konstatere, at nordmændene stadig kæmper med blandt andet ”den almægtige og ufejlbarlige dommer” og med retskredse, der griber tingene meget forskelligt an.

Nordmændene overvejer endda nu selv at revurdere det familieretlige system.

Udfordringerne hos kommunerne
Hvis man overvejer at give kommunerne ansvaret for familieretten, må man ikke glemme, hvor meget den faglige kvalitet i kommunernes sagshåndtering svinger.

Ifølge socialrådgivernes næstformand er det svært at finde en kommune med under 50 procent fejl i behandlingen af børnesagerne og økonomi afgør i stigende grad, om børn får hjælp og hvilken type hjælp, de tilbydes.

Som praktiker kæmper man samtidig med, at kommunerne ofte ikke betragter skilsmissebørn som omfattet af serviceloven. Det skader børnene og øger risikoen for at overse en ny ”Tønder-sag”.

Udfordringerne hos Statsforvaltningen
I vores arbejde kritiserer vi i Hvert 3. barn ofte Statsforvaltningen – de kan og bør gøre det bedre – men vi anerkender også, at de er bundet fra politisk hold både processuelt og økonomisk.

Statsforvaltningen burde have bredere spillerum, og økonomien burde sikres, så de kan løfte opgaven, herunder kvalitetssikre det udførte arbejde.

På trods af fejl og problemer er det dog svært at komme uden om, at en administrativ myndighed som Statsforvaltningen er bedst gearet til at håndtere samværssagerne. Deres fejlprocent i børnesagerne er markant lavere end kommunernes, de er juridisk set langt bedre gearet, og de har ”hands on”-indsigt.

Samtidig har Statsforvaltningen en fleksibilitet, som domstolene mangler, for det vil være hovedløst at starte en retssag op, hver gang et samvær skal finjusteres (for eksempel om afhentning klokken 17 i stedet for klokken 15).

Baseres et nyt enstrenget system på Statsforvaltningen vil det dog være et problem for internationale ægteskaber, da udenlandske myndigheder ikke anerkender bopæls- og forældremyndighedssager, der er afgjort administrativt.

Men hvem så?
Et enstrenget familieretligt system giver kun mening, hvis det kombinerer det administrative system og en familieretlig specialdomstol i én myndighed med smidigheden til at møde de opbrudte familiers omskiftelige behov.

Det bør være et organ, der under sagens behandling har fokus på børnene og løbende tilbyder børnepsykologisk hjælp. Samtidig skal det have kompetencen til at regulere begge forældres forhold og have pligt til at iværksætte forældreevneundersøgelser i højkonfliktsager.

Allerhelst med egen andeninstansbehandling med kendskab til og interesse i familieret.

Vi i Hvert 3. barn glæder os virkelig til at se, hvilken løsning der bliver valgt.

Men kære politikere, vi beder jer: Ikke flere tandløse ”skilsmissepakker”. Vis, at I forstår de opbrudte familiers virkelighed.