#Enmillionstemmer: Det er et velfærdspolitisk paradigmeskifte, der er behov for

De sidste mange måneder er der kommet et øget fokus på handicapområdet. 

Borgerforslaget "Handicapområdet skal væk fra kommunerne" har sat gang i en debat om, hvorvidt handicapområdet er velplaceret i kommunerne, eller om hele eller dele af området skal "flyttes" væk fra kommunerne. Og i så fald, hvor skal det flyttes hen? 

Skulle vi ikke hellere tage at kalde det en omstrukturering eller ansvarsomlægning? For noget tyder på, at flere så kan tappe ind i den retorik uden at snakke om nisser.

I dagens Danmark er der en udbredt politisk og samfundsmæssig accept af diskrimination af mennesker med funktionsnedsættelser og deres pårørende.

Monica Lyllof
forfatter, medstifter af #Enmillionstemmer

Uanset hvad vi kalder det, skal diskussionen om forandring på handicapområdet op på et meget meget højere niveau end om området burde "flyttes" til regionerne eller til staten og, hvad der kan og burde ske inden for en fireårig valgperiode.

Dysfunktionel opbygning
De massive problemer på handicapområdet har ikke blot store konsekvenser for mennesker med funktionsnedsættelser. Problemerne har allerede og vil få store konsekvenser for Danmark som samfund, herunder samfundsøkonomisk.

Når mennesker ikke får den rette hjælp til tiden, er der stor risiko for en forværring i deres funktionsnedsættelse og dermed behov for mere omfattende hjælp. 

Den manglende hjælp kan resultere i øgede samfundsøkonomiske konsekvenser: En mulig "belastning" af sundhedsvæsenet, både på de somatiske og psykiatriske områder, og endvidere misbrug, hjemløshed, arbejdsløshed, kriminalitet med mere. Med andre ord, er der tale om samfundsskabt ulighed i det, der skulle være et velfærdssamfund.

Vi kan nævne, at hele 66 procent af mennesker med ADHD har ikke et arbejde, en tredjedel af alle børn med autisme går helt eller delvist ikke i skole, og hver fjerde ung med en funktionsnedsættelse står uden for uddannelsessystemet. Så hvor står vi som land om ti år, hvis der ikke gribes ind nu?

Diskrimination accepteres bredt
I dagens Danmark er der en udbredt politisk og samfundsmæssig accept af diskrimination af mennesker med funktionsnedsættelser og deres pårørende. 

Dette afspejles i statistikkerne, der viser resultatet af de sidste mange års svigt af handicapområdet. I 2020 var der fejl i 52 procent af de påklagede sager på børnehandicapområdet. Og så er der alle de sager, der aldrig når til Ankestyrelsen. Mørketallet er enormt.

Inden det overhovedet er relevant at diskutere, hvor handicapområdet eventuelt skal flyttes hen eller en større omstrukturering, er der behov for en grundlæggende debat om danskernes menneskesyn og værdisæt. 

Der skal gøres op med fortællingen om, at mennesker med funktionsnedsættelser og deres pårørende er "grådige", "udsatte borgere med sociale problemer" eller "gøgeunger". Der skal gøres op med den nuværende praksis, hvor mennesker med funktionsnedsættelser opgives og gemmes væk.

Det handler om etik og værdier
Her skal politikerne gå forrest med et etisk værdisæt, der sætter retningen for, hvordan mennesker med funktionsnedsættelser og deres pårørende anskues i det danske samfund. 

Man skal starte med værdier som frihed, lighed, social retfærdighed, medmenneskelighed, solidaritet, tillid og fællesskab. 

Disse værdier er en del af, hvad det vil sige at være dansker, og de burde gennemsyre hele vores samfund og især vores velfærdssystem, herunder handicapområdet. Et etisk værdisæt skal sikre en accept af diversiteter, uanset om det er synlige eller usynlige, og en forståelse og respekt for variationen af funktionsnedsættelser.

Efter vores bedste overbevisning, er det mindre interessant at spørge: "Hvor skal handicapområdet flyttes hen?" og langt mere relevant at spørge: "Hvordan vil politikerne værne om vores velfærdssamfund og de etiske værdier, der skal definere os som danskere?"