Familiecenter: Drop nu snakken om anbringelse som et decideret mål

KRONIK: Fremfor en debat om flere og tidligere anbringelser bør vi se på kvaliteten af de forebyggende indsatser, der kan hjælpe familier og undgå anbringelse, skriver Center for Unge og Familiers souschef.

Af Nikolaj Nissen
Souschef, Center for Unge og Familier

Der findes et bredt, rigtigt spor i kritikken af statsminister Mette Frederiksens (S) mål om flere og tidligere anbringelser: Man kan ikke have det som et mål i sig selv at øge antallet af anbringelser, al den stund vi ikke ved, om det vil give positive resultater.

Senest har Vives seniorforsker Tea Torbenfeldt Bengtsson i Politiken leveret et veldokumenteret forsvar for et bredere fokus end anbringelser alene. Så langt så godt.

Mette Frederiksen vil stå på børnenes side (og hvem vil ikke det) på en imaginær kampscene, men det billede skaber en antagonist – en modstander – nemlig forældrene.

Mens forældrene bliver sorteper og med eneansvaret for deres børns deroute over for Mette Frederiksen og børnene, står det offentlige tilbud groft sagt tilbage og er fritaget for ansvar med kun ét skud tilbage i foranstaltningsbøssen: anbringelse, og hellere i dag end i morgen.

Pilen peger sjældent mod systemet
Ofte hører vi fagfolk, politikere, meningsdannere og menigmænd forklare, at de udsatte forældre og familier får alt for mange chancer, hvorved de implicerede børn lider skader.

Det kan være en valid bekymring. Men sjældent peger vi pilen mod det system, der skulle have hjulpet forældrene, inden familietoget kørte af sporet.

For spørgsmålet er, om det offentlige tilbud til familierne har været gode nok, når der i mange tilfælde har været fire eller fem foranstaltninger inde over, der ikke kunne hjælpe familien og dermed nu har anbringelse tilbage som eneste alternativ.

Er vi så gode nok? Er vi dygtige nok til at kvalitetssikre det arbejde, der må være et af de vigtigste og dyreste, som staten udfører?

Min hypotese er, at den indsats, som vi leverer til de udsatte familier, ofte simpelthen ikke er præcis – eller kompetent – nok til at imødekomme de komplicerede problemstillinger, som mange af disse familier står i.

Kom helt ind i familiernes DNA
Alt for ofte er indsatsen ikke struktureret nok, hvilket kan betyde, at arbejdet med familien kan blive overladt til tilfældigheder. Man kommer for eksempel ofte ikke tæt nok på familien til at kunne stille skarpt på familiens virkelige udfordringer, og dermed misser man også en potentielt rigtig løsning. Man skyder forbi ofte med store konsekvenser til følge.

Skal vi kunne hjælpe de familier og deres børn og unge, hvor problemstillinger ofte er meget komplicerede, skal vi helt ind i familiens og for den sags skyld også skolerne eller fritidsinstitutionernes DNA for at finde ud af, hvad der på spil.

Men det kommer mange af de nuværende indsatser oftest ikke. Og det er ærgerligt, for vi er nødt til at kende alle væsentlige dynamikker, og vi er nødt til at kende til alle hjørner af problemstillinger.

Vi må vende hver en sten for at kunne lægge de rette fokuspunkter og mål for behandlingen. Det kræver fagprofessionelle, der sidder helt ude på kanten af stolen døgnet rundt og er parate til at gribe ind for at sikre, at familien er i sporet på vej til at opfylde behandlingsmålene.

Klare mål er nødvendige
Det er afgørende, at der etableres et tæt samarbejde med familien omkring de specifikke mål, der er lagt for behandlingen.

I en småbarnsfamilie kan det være et mål, der fortæller, at barnet skal i daginstitution hver dag, eller at den lille skal i bad hver aften. Er det forældre til en misbrugende ung, kan målet være, at den unge skal komme hjem til en bestemt tid om aftenen.

Det er helt konkrete mål, der gør, at vi målbart kan se, at de børn og unge, som vi er bekymrede for, kommer til at trives igen. Ved at arbejde intensivt med de mål i samarbejde med familien bliver man klar over, hvad der er muligt, og hvad der ikke kan lade sig gøre.

Men det kræver en helt anden type indsats end dem, som vi oftest griber til, når en forælder eller en skole råber om hjælp til et barn i mistrivsel.

Indsatser er ikke netværksorienterede nok
En anden problemstilling er, at man i indsatserne ofte ikke er netværks- eller systemorienterede nok i arbejdet. Systemerne omkring familien skal koordinere deres indsatser med samme mål for øje.

Det kan i mange tilfælde være meget ressourcekrævende at få koordineret en behandling med børnenes skoler, jobcenteret, familiecenteret og andre instanser, men samarbejdet er helt afgørende for indsatsens succes.

Det kræver selvfølgelig, at de implicerede aktører kender til og hver især ud fra deres rolle arbejder for opfyldelse af behandlingsmålene for familien.

I mange familier kan flere fagprofessionelle arbejde med samme familie, uden at der er en af dem, der har det overordnede behandlingsansvar. På den måde risikerer man desværre, at vigtig viden kan gå tabt, ligesom beslutningsprocesser kan tage unødig lang tid, og aftaler kan blive tabt mellem flere aktører.

Ikke tæt nok på familien
Det er derfor vigtigt, at det er den ansvarlige for den overordnede indsats for familien, der udstikker retningen for behandlingen og fungerer som knudepunkt og "kommandocentral" for den samlede indsats.

Men sådan er virkeligheden desværre ikke altid.

Man er simpelthen ikke tæt nok på familien og på de arenaer, der har betydning for familiens dynamikker og udvikling. Og lige pludselig er der gået et halvt år, uden at familien har fået den nødvendige behandling.

Det er alt for længe for en familie, der dag for dag kommer længere og længere ud i mistrivsel. Dermed har man forpasset den mulighed, der i mange tilfælde havde været for at implementere en behandling, der kunne skabe trivsel i familien.

Vi skal blive langt, langt bedre til at sikre, at det, som vi siger, der skal gøres, også rent faktisk bliver gjort.

Vi må arbejde på en kultur og på systemer, der kan sikre, at vores indsatser rent faktisk lever op til de forventninger, som vi har til dem. Og vi har allerede håndtag at dreje på.

Har allerede vigtig viden
Vi skal absolut skabe ny viden på området – viden, der kan forbedre praksis, som den ser ud i dag. Men vi ved allerede en hel del om, hvad der kendetegner indsatser, der har særlig god sandsynlighed for at skabe en positiv forandring.

Man har tidligere forsøgt at implementere evidensbaserede metoder som en løsning, men initiativerne faldt til jorden af forskellige årsager. Men erfaringen fra blandt andet de evidensbaserede metoder er samlet i en rapport fra SFI – det nuværende Vive – som peger på 11 elementer, som en indsats bør være bygget op omkring.

Desværre viser erfaringen fra praksis, at det mange steder stadig er op til de enkelte indsatser at "konstruere" den konkrete indsats, ud fra hvad de enkelte fagprofessionelle tænker er det mest rigtige i forhold til den målgruppe, som de arbejder med.

Dermed risikerer vi at træffe forkerte beslutninger med store konsekvenser for børn og familier. Det er ærgerligt, når vi faktisk ved bedre.

Forrige artikel Forsker: Danmark taber en generation af børn og unge med handicap på gulvet Forsker: Danmark taber en generation af børn og unge med handicap på gulvet Næste artikel FSD: Modellen for særlige psykiatriplad­ser kommer aldrig til at fungere optimalt FSD: Modellen for særlige psykiatriplad­ser kommer aldrig til at fungere optimalt
Trygfonden kaster redningskrans til sociale virksomheder i knibe

Trygfonden kaster redningskrans til sociale virksomheder i knibe

LÅNEGARANTI: Med en lånegaranti på 20 millioner kroner spænder Trygfonden et sikkerhedsnet ud under kriseramte sociale virksomheder. Det vil forhindre konkurser, men branchen har stadig brug for hjælp fra staten, mener Selveje Danmark.