Familiecenter: Drop nu snakken om anbringelse som et decideret mål

Klare mål er nødvendige
Det er afgørende, at der etableres et tæt samarbejde med familien omkring de specifikke mål, der er lagt for behandlingen.

I en småbarnsfamilie kan det være et mål, der fortæller, at barnet skal i daginstitution hver dag, eller at den lille skal i bad hver aften. Er det forældre til en misbrugende ung, kan målet være, at den unge skal komme hjem til en bestemt tid om aftenen.

Det er helt konkrete mål, der gør, at vi målbart kan se, at de børn og unge, som vi er bekymrede for, kommer til at trives igen. Ved at arbejde intensivt med de mål i samarbejde med familien bliver man klar over, hvad der er muligt, og hvad der ikke kan lade sig gøre.

Men det kræver en helt anden type indsats end dem, som vi oftest griber til, når en forælder eller en skole råber om hjælp til et barn i mistrivsel.

Indsatser er ikke netværksorienterede nok
En anden problemstilling er, at man i indsatserne ofte ikke er netværks- eller systemorienterede nok i arbejdet. Systemerne omkring familien skal koordinere deres indsatser med samme mål for øje.

Det kan i mange tilfælde være meget ressourcekrævende at få koordineret en behandling med børnenes skoler, jobcenteret, familiecenteret og andre instanser, men samarbejdet er helt afgørende for indsatsens succes.

Det kræver selvfølgelig, at de implicerede aktører kender til og hver især ud fra deres rolle arbejder for opfyldelse af behandlingsmålene for familien.

I mange familier kan flere fagprofessionelle arbejde med samme familie, uden at der er en af dem, der har det overordnede behandlingsansvar. På den måde risikerer man desværre, at vigtig viden kan gå tabt, ligesom beslutningsprocesser kan tage unødig lang tid, og aftaler kan blive tabt mellem flere aktører.

Ikke tæt nok på familien
Det er derfor vigtigt, at det er den ansvarlige for den overordnede indsats for familien, der udstikker retningen for behandlingen og fungerer som knudepunkt og "kommandocentral" for den samlede indsats.

Men sådan er virkeligheden desværre ikke altid.

Man er simpelthen ikke tæt nok på familien og på de arenaer, der har betydning for familiens dynamikker og udvikling. Og lige pludselig er der gået et halvt år, uden at familien har fået den nødvendige behandling.

Det er alt for længe for en familie, der dag for dag kommer længere og længere ud i mistrivsel. Dermed har man forpasset den mulighed, der i mange tilfælde havde været for at implementere en behandling, der kunne skabe trivsel i familien.

Vi skal blive langt, langt bedre til at sikre, at det, som vi siger, der skal gøres, også rent faktisk bliver gjort.

Vi må arbejde på en kultur og på systemer, der kan sikre, at vores indsatser rent faktisk lever op til de forventninger, som vi har til dem. Og vi har allerede håndtag at dreje på.

Har allerede vigtig viden
Vi skal absolut skabe ny viden på området – viden, der kan forbedre praksis, som den ser ud i dag. Men vi ved allerede en hel del om, hvad der kendetegner indsatser, der har særlig god sandsynlighed for at skabe en positiv forandring.

Man har tidligere forsøgt at implementere evidensbaserede metoder som en løsning, men initiativerne faldt til jorden af forskellige årsager. Men erfaringen fra blandt andet de evidensbaserede metoder er samlet i en rapport fra SFI – det nuværende Vive – som peger på 11 elementer, som en indsats bør være bygget op omkring.

Desværre viser erfaringen fra praksis, at det mange steder stadig er op til de enkelte indsatser at "konstruere" den konkrete indsats, ud fra hvad de enkelte fagprofessionelle tænker er det mest rigtige i forhold til den målgruppe, som de arbejder med.

Dermed risikerer vi at træffe forkerte beslutninger med store konsekvenser for børn og familier. Det er ærgerligt, når vi faktisk ved bedre.