Frivilligrådet til BKF: Hold fokus på hjælpen til udsatte, ikke finansieringen

DEBAT: Debatten om den politiske hjælpepakke til udsatte har taget en forkert drejning. Vi bør ikke tale om, hvorvidt enten frivillige organisationer eller kommuner skal have økonomisk støtte, men i stedet fastholde fokus på de udsatte, skriver Mads Roke Clausen.

Af Mads Roke Clausen
Formand for Frivilligrådet

Søndag den 25. april indgik alle Folketingets partier en aftale om initiativer for cirka 215 millioner kroner, som skal sikre hjælp til udsatte grupper såsom sårbare børn og unge. Jeg roste aftalen, da den blandt andet indeholder initiativer om partnerskaber med store dele af civilsamfundet, hvilket er afgørende for akut hjælp til udsatte. Det er samtidig afgørende for et stærkt velfærdssamfund i fremtidens Danmark.

Nogle dage senere kunne jeg desværre læse i Altinget, at fire frontpersoner fra Børne- og Kulturchefforeningen, BKF, mener, at politikerne gør forkert i deres fokus på frivillige organisationer i den nye aftale, fordi kommunerne også har en opgave med at hjælpe sårbare børn og unge.

Civilsamfundet har ydet en livsvigtig og hurtig indsats under coronakrisen. Derfor er et så alvorligt angreb på den civile sektor ikke bare usagligt, det er også unfair over for de udsatte og sårbare, som velfærdssamfundets håndsrækning skal samle op.

Hold fokus på de udsatte
Afsættet for denne debat må være, at coronakrisen har vakt stor hjælpsomhed og solidaritet hos danskerne, og at dem, der har brug for det, bliver hjulpet bedst muligt.

Innovative frivillige hjælpenetværk har vist sig nyttige, og mange foreninger har tilpasset sig den nye virkelighed og på nytænkende vis leveret mere hjælp for færre midler.

Derfor er det uheldigt, at BKF forsøger at skabe en dagsorden, hvor kommunerne skal have midler til at løse sociale problemer. Der tages jo nødvendigvis ikke fra den ene sektor, bare fordi der gives til den anden.

Denne argumentation klæder ikke den offentlige debat. I stedet burde fokus være på, at udsatte grupper skal have den bedste hjælp – og gerne i et samarbejde på tværs af kommuner og organisationer, som også Det Nationale Sorgcenter er inde på i et tidligere debatindlæg.

Civilsamfundsorganisationerne har hjulpet udsatte i mange år før coronakrisen, og den indsats er ikke blevet mindre vigtig. De hjælper særligt en række sårbare grupper, som det offentlige ikke kan nå. I den sammenhæng kan jeg ikke se, at pengene skulle være bedre brugt på kommunale indsatser.

Flere nyttige partnerskaber
Når det er sagt, skal BKF også anerkendes for både at fremhæve civilsamfundet og kommunerne, når det kommer til at støtte sårbare børn og unge.

Ingen af parterne kan nemlig alene løfte opgaven med at hjælpe, hvilket heller ikke vil være hensigtsmæssigt for de udsatte. Heldigvis har folketingspolitikerne allerede set dette i den hjælpeaftale, jeg lagde ud med at fremhæve.

Nu handler det om at følge op med handling - også efter coronakrisen. Derfor ser jeg gerne, at vi taler mere om at hjælpe udsatte gennem samarbejde og partnerskaber på tværs af civilsamfundet og det offentlige.

Det vil være konstruktivt for debatten, gavnligt for velfærdssamfundet og nyttigt for den enkelte. I mine øjne er det den bedste model nu og i fremtiden.

Forrige artikel Landsforeningen Lev: Vi skal også bekymre os om ensomhed efter corona Landsforeningen Lev: Vi skal også bekymre os om ensomhed efter corona Næste artikel Familiecenter: Sårbare familier skal tilbydes akut støtte i eget hjem Familiecenter: Sårbare familier skal tilbydes akut støtte i eget hjem
Altinget inviterer til årets politiske sommermøde

Altinget inviterer til årets politiske sommermøde

OM OS: Altinget lancerer nyt initiativ og inviterer til Altinget Sommermøde i juni. Det finder sted i Altingets Gård samt digitalt. Over tre dage samles politikere, virksomheder, foreninger og ikke mindst borgerne om den politiske samtale.