Menneskeretsinstitut: Det koster forbud mod diskrimination af handicappede

Af Maria Ventegodt Liisberg
Ligebehandlingschef, Institut for Menneskerettigheder

Det fremgår af debatten her på Altinget, at der er bred politisk opbakning til den kommende lov om handicapdiskrimination. Alligevel lader det endnu til at være uafklaret, om loven kommer til at omfatte en pligt til rimelig tilpasning for de særlige behov, som mennesker med handicap måtte have.

Er rimelig tilpasning dyrt?
Det springende punkt er spørgsmålet om, hvorvidt det vil være dyrt at indføre en pligt til rimelig tilpasning. I debatten her på Altinget argumenterer Mai Mercado for, at tilpasningspligten og pligten til tilgængelighed ikke kan indføres, fordi det er ”umuligt at beregne de samfundsøkonomiske omkostninger ved, at selv den mindste kiosk for eksempel skal have en kørestolsrampe og ethvert foredrag skal tegnsprogstolkes”.

Det er vigtigt at skelne mellem rimelig tilpasning og tilgængelighed, når vi debatterer loven om handicapdiskrimination. Blandes de to sammen, kan man ikke træffe en politisk beslutning på et oplyst grundlag.

En pligt til rimelig tilpasning vil aldrig medføre, at alle kiosker skal gøres tilgængelige og at ethvert foredrag skal tegnsprogstolkes. Rimelig tilpasning ville medføre ret til hjælp til at blive ekspederet i en butik og ret til tolkning i de tilfælde, der er brug for det. Men altid kun, hvis det ikke bliver urimelig byrdefuldt at tilbyde det.

Rimelig tilpasning er ikke det samme som tilgængelighed
Hvor tilpasning handler om hensyntagen til en enkeltpersons særlige behov, så handler tilgængelighed om at sikre adgang for en hel gruppe. Sikring af tilgængelighed for en hel gruppe vil indebære store udgifter og kræver langsigtet planlægning.

Eksempler på rimelig tilpasning kunne være, at et ministerium, som holder en offentlig høring, sørger for en tegnsprogstolk til en borger, som på forhånd har bedt om det.

Maria Ventegodt Liisberg
Ligebehandlingschef, Institut for Menneskerettigheder

I sin yderste konsekvens vil realiseringen af et helt igennem tilgængeligt samfund betyde massive ombygninger og ændringer af infrastruktur med videre. En indføring af pligten til rimelig tilpasning vil ikke føre til den form for omfattende forandringer.

Tilpasning skal være rimelig. Det betyder, at den ikke må indebære en urimelig byrde for den, som skal foretage tilpasningen. For eksempel vil det ikke komme på tale at installere en rampe til alle små kiosker.

På arbejdsmarkedet gælder allerede en pligt til rimelig tilpasning. Den har som bekendt ikke medført, at alle arbejdspladser har måttet installere ramper. Det skal arbejdsgivere kun gøre, hvis det på den ene side bliver aktuelt som en nødvendig tilpasning for en medarbejder med handicap og hvis det på den anden side ikke er urimeligt byrdefuldt for arbejdsgiveren.

Eksempler på rimelig tilpasning kunne være, at et ministerium, som holder en offentlig høring, sørger for en tegnsprogstolk til en borger, som på forhånd har bedt om det. Et andet eksempel kunne være, at en skole sørger for at booke værelser på et handicaptilgængeligt hotel, så eleven med kørestol kan komme med på ekskursionen.

Eller at en studerende med handicap og nedsat arbejdsevne får lov til at udføre sin praktik på nedsat tid. Det er ikke tilpasninger, som koster noget, men som alle sammen er afgørende for, at mennesker med handicap kan deltage ligeværdigt. Med en indføring af en pligt til rimelig tilpasning kan vi sikre, at det hensyn faktisk bliver vist i praksis.

Erfaringer fra andre lande
Når de økonomiske konsekvenser ved at indføre et krav om rimelig tilpasning skal opgøres, kan man med fordel inddrage erfaringer fra andre lande, som eksempelvis Norge, Sverige, Holland og Storbritannien. Vi har også vores egne hjemlige erfaringer fra arbejdsmarkedet at trække på.

Det handler ikke om at tælle op, hvad det koster at indføre en pligt til tegnsprogstolkning af alle foredrag eller udgiften til opsætning af ramper i alle slikkiosker i landet.  Omkostningerne bliver helt anderledes små.

Opgørelsen skal blot omfatte de forholdsvis små omkostninger, som følger af en konkret håndsrækning, en mindre tilpasning og i sjældne tilfælde tolkning. I ingen tilfælde vil omkostningerne være urimeligt byrdefulde.

Da beskæftigelsesministeriet i sin tid vurderede de økonomiske konsekvenser for erhvervslivet ved at indføre en pligt til rimelig tilpasning på arbejdsmarkedet, var vurderingen, at konsekvenserne ville være ”meget begrænsede”.

Hvorfor er vurderingen tilsyneladende så anderledes i dag?