Jann Sjursen: Fattigdom kan ikke piskes væk

Af Jann Sjursen
Formand for Rådet for Socialt Udsatte

For nylig udgav Københavns Universitet en undersøgelse, der viser, at mindst 100.000 husstande er så pressede på økonomien, at de ikke altid har råd til mad.

Ifølge AE er der fra 2016 til 2017 kommet 12.000 flere børn, der vokser op i fattigdom.

De må se langt efter varmt tøj, deltagelse i arrangementer, og hvad der ellers hører sig et ”normalt” børneliv til i Danmark.

Selvom det er veldokumenteret, at fattigdom under opvæksten sætter spor langt hen i livet, så vokser flere børn op i fattigdom i Danmark – og flere voksne må leve med det vilkår.

Pisk virker ikke mod sygdom
Drømmen er selvfølgelig, at alle kan få plads på arbejdsmarkedet og tjene nok til ikke at lide afsavn.

En fattigdomsgrænse handler ikke kun om at måle problemets omfang, det handler også om at måle den førte politik og dens effekt. Øger eller mindsker den førte politik fattigdommen?

Jann Sjursen
Formand for Rådet for Socialt Udsatte

Men en del kæmper med psykiske og fysiske lidelser, sociale problemer eller handicap, som gør, at de ikke kan varetage et almindeligt arbejde på fuld tid.

Længe er pisk i form af økonomiske sanktioner og sænkede ydelser blevet brugt som redskab. Men pisk virker ikke på de grupper, der ikke kan reagere på økonomiske incitamenter på grund af for eksempel sygdom. I stedet er flere blevet fattige.

I manglen på en officiel fattigdomsgrænse har debatten på det seneste gået på, hvilken model man skal bruge for at opgøre antallet af mennesker i fattigdom.

En fattigdomsgrænse handler ikke kun om at måle problemets omfang, det handler også om at måle den førte politik og dens effekt. Øger eller mindsker den førte politik fattigdommen?

Selv uden en officiel fattigdomsgrænse står svaret klart, uanset hvilken model man bruger: Den førte politik øger fattigdommen. Men med en officiel grænse kan den førte politik komme på vægten, og der kan tages politisk handling derefter.

Som det er nu, anerkendes fattigdom slet ikke – ikke fra regeringens side i hvert fald. Og det på trods af, at Danmark ved at tiltræde FN’s verdensmål har forpligtet sig til at bekæmpe fattigdom.

Flyt fokus, og styrk fællesskabet
Der er brug for fokus på, hvordan vi bekæmper fattigdom, både på kort og på lang sigt. I den forbindelse er det centralt, at de forskellige dilemmaer bliver belyst.

Det skal kunne betale sig at arbejde. Ja, men mennesker, der ikke kan arbejde, skal ikke kastes ud i fattigdom.

Det er godt, at børn vokser op i familier, hvor forældre går på arbejde. Ja, men der er evidens for, at børnefattigdom har negative konsekvenser ind i voksenlivet. En officiel fattigdomsgrænse kan gøre dilemmaerne synlige.

Socialpolitikken er blegnet i beskæftigelsespolitikkens skygge, og det sociale sikkerhedsnet er svækket.

I stedet for kun at have fokus på at gøre mennesker til en del af arbejdsfællesskabet bør man gøre dem til en del af det større fællesskab – ikke alle kan arbejde 37 timer om ugen, men alle har værdi i sig selv og bør få lov til at bidrage med det, de kan, og få del i fællesskabet derigennem.

Bekæmpelse af fattigdom kræver anden tilgang
Mennesker i fattigdom får indirekte skylden for egen situation, når det hedder, at det skal kunne betale sig at arbejde: "Få dig et arbejde, så er du ikke fattig længere". Det bringer ikke ligefrem mennesker i fattigdom tættere på arbejdsmarkedet eller fællesskabet.

Fokus bør være på at støtte de mennesker, der er ramt af fattigdom, og hjælpe dem til et godt og værdigt liv uden de afsavn og sociale problemer, som fattigdom kan medføre.

Bekæmpelse af fattigdom, herunder også at man står til regnskab for det, bør være helt afgørende for det kommende Folketing og den kommende regering – uanset farve. Hvis Danmark skal leve op til FN’s verdensmål, kræver det en anden tilgang end hidtil.

Mål nummer et er at afskaffe fattigdom, og det er ikke gjort ved at afskaffe fattigdomsgrænsen og lukke øjnene for, at fattigdom eksisterer i Danmark – selvom den nuværende regering måske havde håbet det.