Debat

Jelved: Et barn, der skulle have været anbragt

DEBAT: Selv i et samfund som det danske kan der ske ulykkelige svigt af børn, der burde have været anbragt. Et nyt varslingssystem og et forsøg med flere sagsbehandlere i Herning Kommune kan måske vise vejen til bedre forebyggelse, skriver Marianne Jelved (R).

Foto: Nicolas Tobias Følsgaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Marianne Jelved (R)
Socialordfører 

Som politiker kan man møde eller høre om børneskæbner, som man føler sig ansvarlig for, alene af den grund, at man er politiker og principielt sidder med handlemuligheder for at ændre systemerne.

Det er tungt at opleve. Således hører jeg om en jordemor, der skriver en indberetning til en kommune om en familie med en kommende mor og far, der af jordemoren bliver erklæret uegnet som forældre. Det anbefales at fjerne det barn fra moren, når det er født.

Det skete ikke. Det skete først, da barnet var 10 år. Da er barnets udvikling helt ødelagt. Den kognitive udvikling er som et 2-årigt barns. Da jeg hører om det, er barnet 18 år gammelt og lever i et isoleret miljø, hvor den unge får professionel behandling. Der skal være to voksne om det døgnet rundt. Og der kan ske en forbedring af den unges udvikling. Det arbejdes der med i anbringelsen. Men det siger sig selv, at det er både tungt, smertefuldt og dyrt.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Kommuner prøver grænser af 
Kommunerne har et særligt ansvar. Og det er ikke en formildende omstændighed, at svigtet skete for 18 år siden. Der er intet, der kan fjerne den opfattelse, som jeg har fået gennem årene, at selv i et oplyst og gennemsigtigt samfund som det danske kan der ske ulykkelig svigt fra myndighedernes side. Også i dag.

Socialudvalget i Folketinget har opmærksomhed på den kendsgerning, at borgere klager til Ankestyrelsen over mange afgørelser i kommunerne. Og Ankestyrelsen hjemviser mange sager tilbage til kommunerne, fordi afgørelserne ikke er sket på et relevant grundlag. Så om igen til kommunerne.

Der er intet, der kan fjerne den opfattelse, som jeg har fået gennem årene, at selv i et oplyst og gennemsigtigt samfund som det danske kan der ske ulykkelig svigt fra myndighedernes side. Også i dag.

Marianne Jelved (R)
Socialordfører

Ankestyrelsen kan også i sin behandling af en klage omstøde afgørelsen, fordi der ikke er grundlag for kommunens afgørelse. Således er Scleroseforeningen i besiddelse af en statistik, der viser, at foreningen får ret i deres klager på medlemmernes vegne i mellem 70 og 80 procent af deres klager. Det kan bedst karakteriseres som, at kommuner prøver grænser af. Det er ikke tillidsvækkende. Og gør de det på et sagsområde, så gør de det måske også på andre områder.

Ny varsling og forsøg i Herning
Der er vedtaget en ændring i den kommunale procedure, der måske kan forebygge de mange klager. Der er indført et varslingssystem på det sociale område. Ændringer i borgerens forskellige former for ydelser skal varsles 14 uger før de træder i kraft, så borgere kan klage over ændrede afgørelser, inden de træder i kraft, hvis de finder ændringerne forkerte.

Ved siden af det kan vi få offentlighed om statistik over antallet af klager over de enkelte kommuners afgørelser, som Ankestyrelsen omstøder. Så kan de lokale byrådsmedlemmer tage sagsbehandlingen op i det relevante regi i kommunen.

Desuden kan vi takke Herning Kommune for at have vist vejen til en meget mere målrettet forebyggelse af anbragte børn. I Herning blev man inspireret af en svensk kommune i en måde at arbejde på med udsatte familier.

Herning lavede et forsøg i en del af kommunen. Der blev ansat flere sagsbehandlere, for nu skulle de have færre sager og så bruge tid på at gå ud i de sårbare familier og arbejde med forebyggelse i hverdagen. Det blev en succes. De flere sagsbehandlere tjente deres løn hjem igen, så nu er hele kommunen omfattet af den nye måde at arbejde forebyggende på.

Den måde kan andre kommuner også bruge, og nu kan de endda søge om medfinansiering til den omstilling, fordi satspuljepartierne har afsat midler til det. Tænk hvis vi faktisk kan gøre arbejdet bedre og billigere.

Dokumentation

Debat om mistrivsel blandt anbragte børn og unge.

Anbragte børn og unge er stærkt overrepræsenterede, når det kommer til selvmordsforsøg og selvmordstanker. Det fremgår af en endnu ikke offentliggjort forskningsrapport fra SFI.

Bør de nye tal få alarmklokkerne til at ringe? Er der brug for en styrket indsats? Og hvad skal der i så fald gøres? Altinget har spurgt et nyt hold af debattører.

Mød dem her. 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Marianne Jelved

Fhv. økonomiminister, kultur- og kirkeminister, MF 1987-22 og politisk leder (R), fhv. viceborgmester i Gundsø 1982-85
lærer (Hellerup Seminarium 1967), cand.pæd. i dansk (Danmarks Lærerhøjskole 1979)

0:000:00