Plejebørn: Lyt til os - vi ved, hvad det handler om

Debatindlægget har tidligere været publiceret på Altinget d. 24.5

Af Olivia Nissen (19), Michella Lindholm (21) og Andreas Stibolt Truelsen (21)
Nuværende og tidligere anbragte i plejefamilie, på døgninstitution og i slægtspleje. Medlemmer af Ungepanelet i Socialforvaltningen, Københavns Kommune.

Vi er glade for, at der er fokus på, hvordan anbragte børn og unge har det. Men svarene på de svære spørgsmål findes ikke i en bog. Anbringelse handler om følelser og oplevelser, som man skal have prøvet på egen krop, før man kan forstå dem. Derfor synes vi, at debatten mangler nogle gode råd fra os, som for alvor ved, hvad det handler om.

Bevar kontakten til forældrene 
Vi har hørt, at nogle mener, at flere børn skal fjernes fra deres familier, og at det skal ske så tidligt som muligt. Det er vi ikke enige i.

Børn elsker deres forældre og vil helst bo sammen med dem. Så vi synes hellere, at kommunen skal støtte familien så meget som muligt, så tidligt som muligt.

Man skal også bruge aflastning meget mere, i stedet for at anbringelse altid skal være enten/eller. Måske kan barnet bo hjemme halvdelen af tiden eller det meste af tiden? Det ville vi ønske, at vi selv havde haft mulighed for.

Man skal bruge aflastning meget mere, i stedet for at anbringelse altid skal være enten/eller. Måske kan barnet bo hjemme halvdelen af tiden eller det meste af tiden? Det ville vi ønske, at vi selv havde haft mulighed for.

Af Olivia Nissen, Michella Lindholm og Andreas Stibolt Truelsen
Nuværende og tidligere anbragte i plejefamilie, på døgninstitution og i slægtspleje

Når kommunen bliver nødt til at anbringe et barn, er det vigtigt, at man kan blive ved med at have kontakt til sine forældre. Anbringelsen bliver nemmere, hvis man ser, at anbringelsessted og forældre samarbejder. Og det kan være helt umuligt at slappe af, hvis man ikke kan få lov til at se sin mor - og ved, at hun er imod anbringelsen.

Vores eget samarbejde med kommunen er også vigtigt. De fleste anbragte børn og unge har prøvet at blive svigtet. Så det kan være svært at stole på folk og samarbejde med dem.

Derfor bliver vi irriterede og mister tilliden, når der hele tiden bliver skiftet ud i sagsbehandlere og pædagoger. Det er meget vigtigt, at man har én, man lærer at kende og stoler på, fx en kontaktperson eller pædagog.

Sagsbehandlerne og pædagogerne skal hjælpe os med at kigge fremad og ikke hænge fast i fortiden. Det kan godt være, at man har gjort noget virkelig dumt for et halvt år siden. Men det hjælper ikke at blive mindet om det hele tiden og blive holdt fast i den ’kasse’.

Vi vil meget hellere snakke om, hvem vi kan blive i fremtiden. På den anden side er det også vigtigt, at man ikke glemmer alle de ting, vi godt kan selv, og hvor vi er i stand til at tage ansvaret fra os. Anbragte børn og unge har ofte lært meget tidligt i livet, fx at vaske tøj, og det skal vi have ansvar for igen, når vi bliver voksne.

Behov for væresteder
Når man selv er anbragt, er det også vigtigt at møde andre anbragte børn og unge, fx på kommunens væresteder for unge. Nogle gange føler man sig som den eneste i verden, der er anbragt og har haft en hård barndom.

Så det kan være bedre end en psykolog, når man taler med andre, der ved, hvordan det føles. Derfor bliver vi kede af det, når vi hører, at man vil spare på væresteder for unge. Det er en dårlig idé, fordi de betyder rigtig meget for, hvordan vi har det.

Endelig skulle man gøre noget ved den lange ventetid, når vi skal have svar fra kommunen. Vi venter og venter. Tit i flere måneder. Men det kan gøre en kæmpe forskel at få et par fodboldstøvler hurtigt, så man kan komme i gang og være med. Ventetiden gør os helt vildt frustrerede, vrede og kede af det. Og den ødelægger vores motivation.

Vi håber, at I hører vores råd og bruger dem, så flere anbragte børn og unge kan få så god en barndom som muligt.