Debat

Jelved: Milliarder til de mindste

DEBAT: Vi ved, hvad der skal til for at forhindre, at nogle børn taber deres livsmuligheder allerede i vuggestuealderen. At handle imod bedre vidende er forkasteligt, skriver Marianne Jelved (R), der vil have afsat flere penge til børneområdet.

Foto: Nicolas Tobias Følsgaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Marianne Jelved (R)
Socialordfører 

Børn og unge, der er anbragte uden for hjemmet, er i en ualmindelig vanskelig og sårbar situation. Inden en anbringelse er der sket rigtig meget forfærdeligt for et barn.

Nogle gange forekommer det mig helt utænkeligt, at det er i Danmark, det velordnede og gennemorganiserede og veloplyste velfærdssamfund, der sker så megen svigt af de mest sårbare. Et par eksempler.

Menneskeligt svigt 
Kommunen gjorde sig store anstrengelser for at holde alle frister i sagsbehandlingen og fik gennemført alle faser, så der kunne sættes vingeben punkt efter punkt. Et mindre barn var anbragt uden for hjemmet. Moren ville gerne se barnet. Det lykkedes også at få en dialog med en sagsbehandler. Men der skete ikke noget måned efter måned. Posten til moren var sendt i E-boks. Moren vidste ikke, hvad det var, så et sted gik en mor fortvivlet og svigtet rundt.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Et andet sted gik en femårig pige rundt og så ikke sin mor, svigtet og ulykkelig. Hvad med rent menneskeligt at følge en beslutning til dørs. Der var ingen formelle fejl sket. Men der var sket et menneskeligt svigt. Ingen levende væsener er robotter.

Jordmødre, sagsbehandlere og sundhedsplejerskere ved, hvem den sårbare familie er. Det ved de under en kvindes graviditet, ved fødslen og i barnets første år, hvor moren har barselsorlov. Alle de professionelle ved, at det er i den periode, grundstenene for et barns fremtidige muligheder lægges.

Kvaliteten i vuggestue og børnehave/dagpleje er afgørende, og med den rigtige prioritering af midlerne kan vi forandre et barns muligheder resten af livet.

Marianne Jelved (R)
Socialordfører

Tænk hvis vi kunne få bare en rationel begrundet sagsbehandling i gang. I stedet for at lukke øjnene for det, der venter, fordi barnet endnu ikke formelt figurerer blandt de børn, der mistrives og som skaber problemer, så burde alle gøre det rigtige. Sætte målrettet ind med et samarbejde mellem sundhedsplejerske og pædagog fra den lokale vuggestue. De to skal have særlig tid til den sårbare mor og familie og lære moren – og faren – hvordan man passer et barn, taler og leger med det. Er sammen med det.

Det er i vuggestuen, det sker
Det er i barnets første år – vuggestuealderen, der sker den største forskel i børns udvikling, når man sammenligner børn fra forskellige familier med forskellige former for ressourcer. Der er familier, der ikke af sig selv finder de ressourcer, der giver barnet den opmærksomhed, der tilgodeser barnets fundamentale behov for stimulering og udvikling. De familier skal have den professionelle hjælp og opbakning.

En undersøgelse (Rambøll 2016) af 9000 børn mellem 0 og 6 år viser, at forskellene i børns kompetencer afhænger af mødrenes uddannelsesniveau og familiestatus. Det betyder, at de små børns sproglige, socio-emotionelle og tidlige matematiske kompetencer hænger sammen med barnets sociale miljø.

Og forskellene på børnene viser sig at være næsten konstante fra vuggestuen og gennem børnehaven. (Politikens Kronikken 14. marts 2017 af Bente Jensen, Dorte Brøns, Anne Kjær Olsen: ”Dygtige børn har brug for dygtige voksne”.)

Milliarder til de mindste
Der er andre, der har vist, at man kan vende udviklingen. For eksempel nobelprismodtager James Heckman har vist, at kvaliteten i vuggestue og børnehave/dagpleje er afgørende, og med den rigtige prioritering af midlerne kan vi forandre et barns muligheder resten af livet.

Hvorfor gør vi det så ikke? Fordi der mangler noget politisk power de afgørende steder i beslutningshierakiet. Nu har regeringen sat midler af til en indsats for de mindste. Godt 500 millioner kroner.

Radikale har regnet på, hvad en nødvendig investering er, og vi har i vores plan afsat gradvis indfasning til 1.8 milliarder kroner til flere medarbejdere hos de yngste og de større børn i børnehaven inklusiv efteruddannelse til pædagoger og dagplejere. Det er en prioritering at gøre, hvad vi ved, der kan gøre en forskel, og som er en konkret og reel forebyggelse af, at nogle børn og unge taber deres livsmuligheder. At handle imod bedre vidende er forkasteligt. Det handler om mennesker.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Marianne Jelved

Fhv. økonomiminister, kultur- og kirkeminister, MF 1987-22 og politisk leder (R), fhv. viceborgmester i Gundsø 1982-85
lærer (Hellerup Seminarium 1967), cand.pæd. i dansk (Danmarks Lærerhøjskole 1979)

0:000:00