Kronik: Velfærdsstaten smuldrer og det rammer os alle

KRONIK: Grundlaget for den danske velfærdsmodel er ved at bryde sammen. En primær grund er, at social tryghed er i opløsning. Og det rammer os alle sammen, skriver Nick Allentoft, chefredaktør for DenOffentlige.dk.

Af Nick Allentoft
Chefredaktør, DenOffentlige.dk

Er du tryg ved velfærdsmodellens hånd under dig, hvis du bliver alvorligt syg, mister dit job eller på anden måde møder en livskrise? Hvis dit svar er ja, lever du i en velfærdsillusion. Her er hvorfor.

Visionen om det danske velfærdssamfund blev skabt i årtierne efter 2. Verdenskrig på et fundament af de menneskerettigheder, der først blev skrevet i Europa og siden adopteret af det nyetablerede FN. Der blev indgået en form for social kontrakt mellem borgere og stat, hvorefter alle skulle have social tryghed.

I 1960’erne og 1970’erne, under stærk økonomisk vækst og praktisk talt nul arbejdsløshed, blev visionen til virkelighed. Danskerne fik daginstitutioner, folkepension, dagpenge, SU, kontanthjælp og et veludbygget sundhedsvæsen til gengæld for at betale omkring halvdelen af lønnen i skat. Den offentlige sektor voksede og ansatte mennesker, der med faglighed og motivation bidrog til at bygge velfærdsmodellen.

Årtier med moderniseringsforsøg
Men over tid ændrede situationen sig. Den økonomiske vækst forsvandt, og vedvarende forsøg på at styre de offentlige udgifter blev en ny dagsorden – der for alvor begyndte med Schlüter-regeringens Moderniseringsprogram i 1983 og i år bliver udtrykt gennem den varslede Sammenhængsreform.

Det er i et vist omfang lykkes at skabe en velfærdsmodel, som hele verden anerkender. Vi har fået en stor middelklasse, som serviceres effektivt af velfærdssystemerne.

Men grundlaget for befolkningens opbakning er smuldret over de senere år: Ledige jages og sanktioneres for fejl, mens systemet slipper afsted med elendig sagsbehandling. Syge bliver mødt med krav om at blive raske hurtigst muligt – også når de er døende. Mennesker i livskriser finder ikke længere den tryghed hos velfærdsstaten, som de er opdraget til at forvente.

Det vi kan kalde, at den sociale kontrakt er ophævet, og det er i grunden besynderligt, for den sociale kontrakt er central for os allesammen. Vi kan alle blive alvorligt syge i morgen og afhængige af velfærdsmodellen.

Dermed har vi en velfærdsillusion, fordi vi i politiske udspil, reformer og samtaler i hverdagen stadig hører om velfærdssamfundet som fundamentet under det danske mønstersamfund.

Tre centrale kriser
Jeg har i arbejdet med min bog Velfærdsillusionen søgt at forstå, hvordan den sociale kontrakt er blevet brudt og hvorfor. Jeg er født i 1971 og dermed vokset op med ideen om social tryghed som en vigtig grundsten i et stærkt samfund. I dag ser jeg tre kriser, der sammen og hver for sig undergraver visionen om et stærkt og harmonisk velfærdssamfund.

Socialkrisen
En socialkrise, som er vokset ud af det rigide og bureaukratiske social- og beskæftigelsessystem, hvor borgere skal underkaste sig systemer og krav, der i mange tilfælde ødelægger mere, end det gør godt for de mennesker, der møder det.

Det er centralnervesystemet for velfærdsmodellen, at vi som borgere får social tryghed til gengæld for at betale til fællesskabet og de fælles løsninger, der er skabt i velfærdsmodellen.

I dag er nervesystemet lammet, og mange opdager det først, når de selv står i en livskrise. Ankestyrelsen kommunikerer løbende om betydelige svigt i systemet uden videre politiske reaktioner. Når borgere overlades til absurde regler, fører det til tragedier. Som i Brøndby, hvor en mand satte ild til sig selv foran jobcenteret. Som i nye sociale bevægelser, der bliver stadig stærkere i kraft af nye aktive medlemmer, der har mærket konsekvenserne af, at den sociale kontrakt er brudt.

Ledelseskrisen
En anden krise i sammenbruddet for den sociale kontrakt kalder jeg ledelseskrisen. Her ser vi offentlige ledere, der gennem ti år er trænet til at opholde sig i såkaldte ledelsesrum, hvor de skal tilfredsstille dokumentationskrav og bureaukrati, mens helhedsløsninger og respekten for den sociale kontrakt kommer i anden række.

Jeg er ikke i tvivl om, at der er mange dygtige offentlige ledere, men med ledelseskrisen får de sværere og sværere ved at lede, fordi velfærdsstaten kræver mere og mere styring – og meget af det kommer fra Slotsholmen, som samtidig gør ihærdige forsøg på at pege på kommunernes såkaldt selvpåførte bureaukrati som kilden til ledelsesudfordringerne.

I visse tilfælde er tilstanden i velfærdsstaten blevet så absurd, at offentlige aktører konkurrerer om at være bedst til at opfylde mål- og resultatkrav, der ingen mening giver, frem for at stå på den faglighed, de besidder.

I 2017 var det et målkrav for politiet, at der “i gennemsnit skal være fængslet 300 af de rocker- og bandemedlemmer, som overvåges af politiet.” Personale på sygehuse skal smertescreene borgere, selvom de ingen smerter har. Jobcentre skal overholde tidsfrister, der ønsker syge borgere raske, før de er det. Det er ikke så underligt, at den offentlige sektor har mange frustrerede medarbejdere, der ikke ser anden mulighed end at kalde på flere hænder.

Demokratikrisen
I et forsøg på at finde løsninger vil det naturlige være at vende blikket mod Christiansborg og Centraladministrationen. Men derfra næres en demokratikrise. Store dele af embedsværket har sammen med mange politikere tilsyneladende glemt den sociale kontrakt og holder skåltaler om velfærdssamfundet, mens det reelt bliver svækket.

Centraladministrationen erkender kritikken, men mener alligevel, at den gør det fint – også selvom både embedsværk og politikere åbent siger, de interesserer sig mere for lanceringen af nye initiativer end deres effekt ude i virkeligheden. Et grelt eksempel var forsøget på at levere et svar på kritikken af det stadig tættere forhold mellem embedsværk og politikere: Finansministeriet lancerede syv dyder for embedsmanden, hvor to eksempelvis lød, at man skal tale sandt og følge loven. Lærte vi ikke allerede det i folkeskolen, kunne man spørge.

I årlige målinger fra bl.a. Altinget og Radius Kommunikation står faldende tillid til embedsværket og politikernes rekordlave troværdighed som advarsler, og i Trygfondens måling – Tryghedsmålingen – fremgår det lysende klart, at borgerne er alvorligt bekymrede for demokratiets tilstand. Artiklen fortsætter under tabellen.

 

Resultatet er frustrerede borgere, der ikke får den hjælp, de har brug for, men også desillusionerede medarbejdere, der ikke kan lave det arbejde, deres faglighed efterspørger. For at toppe krisestemningen kan man inkludere resignerede ledere og rådvilde politikere, der styrer efter økonomiske måltal uden at vide, om det gavner borgerne.

Velfærden bliver til en illusion og den sociale tryghed forbeholdt dem, der kan betale selv. Derfor står vi med en velfærdsillusion. Skattetrykket til trods. Der er behov for, at vi forholder os til – og anerkender – de tre kriser, så vi kan begynde at nytænke den velfærdsmodel, som langt de fleste af os bakker op om.

Fire fokuspunkter for forandring
Hvis det skal lykkes at tøjle udviklingen, skal der mere til end konkrete reformer, vage forsøg på afbureaukratisering eller kommissioner. Der er brug for en vedvarende bevidsthed om de faktorer, der styrker velfærdssamfundet og begrænser velfærdsstatens dominans. Velfærdsmodellen – en samfundsmodel, hvor velfærdsstaten indgår i et konstruktivt samarbejde med velfærdssamfundet – kan revitaliseres ved at rette fokus på åbenhed, enkelhed, frihed og faglighed.

Åbenhed – den demokratiske samtale skal revitaliseres
Forudsætningen for en demokratisk debat er muligheden for at blive ordentligt oplyst. Med offentlighedsloven fra 2013 blev der indført større lukkethed i det offentlige system, og den demokratiske samtale blev yderligere forkrøblet. Når vi som mennesker tilbageholdes viden, bliver vi mistænksomme. Kritikere af en beslutning kan angribe med alverdens argumenter og gøde mistænkeliggørelsen. Det er gift for sund debat.

Enkelhed – kompleksiteten skal bekæmpes
Med 1.300 gældende love kan man godt vove den påstand, at de fleste forhold efterhånden er dækket af en lov. Med omkring 5.000 bekendtgørelser vil det måske være rimeligt at antage, at indretningen af samfundet og staten allerede er godt beskrevet. Man kunne også sige, at vi nu har et effektivt og gennemreguleret samfund. Vi er i mål. Det blev en bragende succes.

Frihed – offentligt ansatte skal have frihed til at passe deres arbejde
De sidste årtiers enorme vækst i dokumentationskrav og regler er uheldigt for effektiviteten og trivslen hos offentligt ansatte. Det er også udtryk for mistillid til fagligt uddannede menneskers evne til at udføre deres arbejde. Fagprofessionelle skal ledes, ikke styres. De skal inddrages i udviklingen af deres arbejdsplads og fag. I 2013 forsøgte en minister og en række organisationer forgæves at igangsætte en tillidsreform. Der er brug for en anden tilgang, og jeg foreslår to principielle frihedsspor:

• Den offentlige sektors institutioner skal have mere frihed.

• Offentligt ansatte skal inviteres til at hjælpe konkret med at rydde ud i dokumentationskrav.

Faglighed – uddannelse forudsætter udvikling
Hvert år bliver tusinder af fagprofessionelle uddannet til at varetage opgaver, som kræver særlige kompetencer, hvad enten det er på hospitaler, i politiet, i folkeskolen eller andre områder af den offentlige sektor.

Faglighed er noget dynamisk, der består af både erfaring, uddannelse og de rammer og teknologiske værktøjer, som bidrager til fagligheden. Det betyder, at ethvert fag skal være åbent for udvikling og forandringer. Man skal undgå at beskytte faget for fagets skyld, men være åben for, at nye fag kan opstå, efterhånden som teknologi, menneskers behov eller samfundets indretning ændrer sig.

Nick Allentoft er aktuel med bogen Velfærdsillusionen – om et samfund i krise, 293 sider, Samfundslitteratur, udkommer 26. april.

Forrige artikel Investor og boligformænd: Vi tror på Tingbjerg Investor og boligformænd: Vi tror på Tingbjerg Næste artikel Psykiatrifonden: Hvordan kan vi acceptere 600 selvmord hvert år? Psykiatrifonden: Hvordan kan vi acceptere 600 selvmord hvert år?
  • Anmeld

    Christian X

    FREMRAGENDE INDLÆG

    Tak for en god og vigtig kronik. Men indtil vi får empiri, der viser nogle af de betydelige skyggeomkostninger, som vilkårlige salami-besparelser har, kan ingen nå Lars Løkke.
    .

  • Anmeld

    Thomas R

    Endelig nogen der siger sandheden

    Jeg glæder mig til at læse din bog. Forhåbentligviser du, at det egentlig ikke er et spørgsmål om penge. Den nuværende regerings sparekrav betyder ingenting, men der er mængde strukturer, som er dårlige.

    Dog er du lidt før sød over for lederne. Inkompetecen står til tider i kø, og vi bruger oceaner at tid på at afrapportere til chefen, så chefen kan rapportere opad og vise, hvor dygtig han er. Det lader ikke til, at ledere giver deres overordnede faglig kritik.

  • Anmeld

    Claus Sønderkøge · Socialistisk økonom

    Det var dog en letbenet omgang

    Det var dog en letbenet omgang hvor du ikke kan holde styr på basale facts. Du er ikke socialdemokrat og har derfor ikke forstået hvad velfærdssamfundet handlede om. Tiden startede ikke i 1960, men i 1945 eller virkelig mere præcist i 1932 med Kanslergadeforliget.

    Ja du har været mere heldig end du selv forstår. Du er vokset op under to af de bedste socialdemokratiske statsministre med meget kvalifificerede ministrerier uden du finder anledning til at takke for den gave du har fået. Du nævner alle de gode systemer som alle skal tilskrives Socialdemokratiet. Nedslagtningen som siden har fundet sted er først og fremmest sket af de borgerlige på basis den ideologi vi bedst kender fra Thatcher og Blair.

    Opgaveomlægningerne til Europa og til kommunerne har du ikke forstået. Det betyder jo at der ikke længere sker noget vigtigt på Christiansborg som andre ikke allerede har besluttet skal ske.

    At du i din kvide synes at du skal løbe med på popularitetsbølgen i disse år omkring DJØFi-fiseringen er beklageligt. Det skyldes jo at ledelsesprincipperne omkring "span of control" er kommet i ubalance i de store kommuner og at politikerfaget stadig er ufaglært arbejde.

    Dit skvalder om demokrati er en gratis omfang da indholdet det skulle styre er taget ud af samfundsstrukturerne og i dag snarere styres af kapitallogik.

  • Anmeld

    Nick Allentoft · Forfatter til bogen Velfærdsillusionen

    Tak Thomas R og Christian X - og Claus, hmmm

    Tak for venlige reaktioner til Thomas R og Christian X. Som bemærkningerne fra Claus Sønderkøge viser er der mange meninger i debatten om velfærdsmodellens krise.
    Claus - jeg håber du giver min bog en bedre chance end kronikken. Du dømmer mig ret meget som person og tilmed på mange måder, og så står jeg altså lidt af på at forholde mig til dine argumenter og påstande.
    BH
    Nick Allentoft

  • Anmeld

    Ruddi Welzel · Udlært filosof

    Grænser for tanker

    Nick Allentoft gør et behjertet og ikke helt overfladisk forsøg på at slå et slag for en bedre styring af velfærdssamfundet. Imidlertid undrer det gang på gang, at folk som ham ikke kan indse, at magt til enhver tid korrumperer.
    Sommetider bliver man korrupt, endnu før man har tiltusket sig magten. Et lysende eksempel herpå er Mette Frederiksen, der synes klar til at gå med til hvad som helst for at afløse Lars Løkke Rasmussen. Aldrig har magtbrynde vel lugtet så ilde. Ved sin side har hun rockeren Henrik Sass Larsen, der ikke som Mette gør et forsøg på at virke ægte og troværdig; han er tilfreds som brutal dørmand med udsigt til ministerpost.
    Man kommer kun magtens korruption, arrogance og umenneskelighed til livs ved at afskaffe denne magt. Politik er tyveri, nej, røveri - idet tyveriet bakkes op af statens monopol på vold.
    Hvornår bliver vi dog modne nok til selv at tage ansvaret for vore liv? Staten skal afskaffes, og magten decentraliseres. Vi må selv tage vore beslutninger og i fællesskab samarbejde om de fælles beslutninger.
    En almindelig dygtig håndværker er som regel meget livsklogere og betydeligt mere praktisk end de fleste akademikere (herunder djøffere) og politikere. Han/hun bør udgøre rygraden i et fremtidigt samfund uden alt for mange overflødige jobs (hvilket nok vil sige de fleste af de nuværende).
    Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen er overmodige, latterlige typer, der tror, at de meget bedre end folk selv kan tage de beslutninger, som skal tages.
    I 68 og et par år derefter kunne man tænke tanker som disse; i dag er de nærmest forbudt. Den gode Nick Allentoft synes helt fikseret af tingenes aktuelle tilstand. Han tænker et stykke - men ikke særlig langt.
    Jeg har skrevet en bog for folk, der ønsker at tænke meget længere.

  • Anmeld

    Bettina Bundgaard

    Tornerosesøvn

    Tak til Nick Allentoft for at forsøge at vække befolkningen op af den vildfarelse, vi allesammen er opflasket med:

    Vi kan være stolte af at vi i Danmark passer godt på dem, der ikke kan passe på sig selv.

    Nye tider er indvarslet og mange vågner op i det mareridt det er, fx at blive tilknyttet et jobcenter og en beskæftigelsesrettet indsats selvom om man er blevet alvorligt syg.

    Så sent som tidligere i denne uge så jeg et opslag fra en mand, der simpelthen havde fået et kulturchok af en anden verden, efter han var blevet så syg at det går ud over hans arbejdsevne.

    Og man tror ikke på, hvordan man bliver mødt, før man oplever det selv. Må håbe de efterhånden også vågner på Christiansborg og opdager det er en dårlig forretning, at behandle borgerne usselt.

  • Anmeld

    I.R.Bertelsen · Borger og vælger

    Tak for initiativet, Nick Allentoft.

    Tak Nick Allentof for et seriøst og tankevækkende indlæg. Tillykke med udgivelsen. Vil ile med at læse din bog, for i ovenstående redegør du for tanker og observationer, der længe har bekymret og plaget mange,....blandt andre mig.
    Ansvaret er i og for sig borgernes eget. Vi har de ledere, vi selv har valgt. MEN: Hver eneste af os har jo bare et eneste valgmandat at gøre godt med.
    ....
    En problemstilling, jeg også ser, er, at alt for mange ledende politikere påtager sig et ledende ansvar og tillidshverv ....eksempelvis et ledende ministeransvar....uden at have mindste faglige forstand, interesse eller faglige kompetence på området. Når man samtidigt ikke vil rådføre sig med de mennesker i virkelighedens verden, der arbejder, har uddannelser og erfaringer og kompetenser indenfor feltet,....så griber man til alene at tage sine beslutninger med udgangspunkt i tal- og regnekolonner....For at føle sig helt sikre, lovgiver man om testning af alle aldersgrupper samt om minimalistisk dokumentation af effektivitet og kvalitet. Bliver man rigtigt usikker, lovgiver man om straffeforanstaltninger overfor udvalgte borgere, medarbejdere eller mindretalsgrupper, der kan tænkes at begå fejl.
    "Den Store Bastians" opdragelses- og ledelsesform er dybt forældet.
    ....
    Hvad kan vi som borgere stille op?
    Gennemsnitsdanskeren er veluddannet indenfor sit felt og er vant til i det daglige at tage ansvar for sig og sine, og tager hensyn og viser respekt for de svageste i samfundet,.... samt ønsker et fornuftigt velfærdssamfund. Så det er ikke dér skoen trykker.
    I min optik er det eneste, vi som borgere og vælgere kan gøre, er at tænke os godt om til næste valg og håbe, at vi får mulighed for at vælge kompetente personer, der vil vise åben ærlighed, ansvar, respekt og lydhørhed overfor den store, bredspektrede vidensbank, der findes i det danske samfund. For kun på den måde kan politikerne bestride deres ansvarsfulde tillidshverv i overensstemmelse med behovene og mulighederne i virkelighedens verden.... samt selvfølgelig i overensstemmelse med Grundlovens bestemmelser, som ikke kan stå til diskussion.



  • Anmeld

    eva just · ikke relevant

    nedlæggelse af det danske social system og infra struktur

    jeg har allerede i flere år skrevet at det kun var begyndelsen, jeg har fået ret, men vi er nu langt midt i Lars Løkke Rasmussens, og Anders Fogh Rasmussens fælles planer om at vi skal have en globalisering, vi skal have EU som regering og Folketinget som EU's representative Råd.
    Vi har flere love imod den danske velfærds stats, den danske ret til personlig og privat identitet.
    Vor ret til vor egen hverdag, som en hel familie, er ikke længere eksisterende, men børnene bliver fra fødsels taget fra forældrene til vuggestuer, børnehaver, skoler, gymnasier osv., hvor de i den grad bliver indoktrineret med
    socialismens (kommunismens) lyksaligheder.
    Økologiens, og hele verdens forurenings problemer, USA's politik er blevet mere interessant for medierne end SANDHEDEN OM DANMARKS UTOPI OM AT VÆRE VERDENS NAVLE.
    Det er nu min mening.
    Men Løkke Rasmussen, du er en eminent orator, og den eneste politiker som i de sidste mange år har kunnet gør SORT TIL HVIDT.
    Danskerne er så rare, naive og nemme at få til at bøje hovederne i
    en underdanig undren over dine politiske evner.
    Det er nu lige min mening.

  • Anmeld

    Steffen Gliese · Oversætter, cand. phil.

    Der er brug for en praktisk ændring, der virker mentalt

    Tak for en meget væsentlig og forhåbentlig også vidt og bredt delt kronik, som fortæller godt om tingenes elendighed.
    Vi er nødt til at ændre på den illusion, at vi alle betaler skat og bidrager til samfundets opretholdelse - det er i praksis rigtigt, at det ser sådan ud; men det er jo kun en mekanisme til at trække penge ud af erhvervslivet, som de ikke kan snyde fællesskabet for.
    Velfærdssamfundet handlede, med Bent Rold Andersens ord, i høj grad om at AFKOBLE ret og pligt, så folk ganske vist passede deres arbejde og tjente deres løn, men at de samtidig havde umistelig ret til at modtage fra fællesskabet, dels universelle og løbende goder, men derudover også hjælp, der i påkommende tilfælde kunne neutralisere konsekvenserne af sociale begivenheder.
    I mange år har det lydt, at den enkelte må tage mere ansvar - men hvad er det egentlige formål med dette? At politikerne kan slippe for at tage det ansvar for fællesskabet, vi har valgt dem til at varetage? De vil ikke stå for vores fællesskabs virksomheder, de vil ikke sikre folk den fornødne hjælp ved sygdom, alderdomssvækkelse eller arbejdsløshed, de vil blot sikre en bedøvende ligegyldig vækst, der alligevel ikke kommer samfund og borgere til gode, da der er tale om abstrakte og ikke materielle værdier.
    De værdier, vi lever af som mennesker, er imidlertid i høj grad fysiske , og det er alene frembringelsen af disse, der gør det muligt for os som samfundet at opretholde velfærden - simpelthen ved at opfylde basale behov. Velstanden har ført andre muligheder for begærstilfredsstillelse med sig, og det skal vi bestemt ikke kæmpe imod, sålænge det er på et rimeligt niveau; men rent praktisk er det nødvendigt, at vi forstår, at det er vores venlige hjælp med at skabe massive overskud i virksomhederne, der skal beskattes, mens lønnen med fordel kan blive en nettoløn og skatten tages ud fra en afgift på virksomhedsdrift. Det vil være en langt mere hensigtsmæssig finansiering af fællesskabet, fordi vi kan slippe for de evindelige tirader om 'skatteborgernes penge'. I stedet vil det være synligt for enhver, at en så skarp nedbringelse af overskud efter skat i private virksomheder som muligt, tjener samfundet og almenheden bedre.

  • Anmeld

    Krister Meyersahm

    De universelle velfærdsgoder underminerer samfundets fundament.

    Når alle skal have de samme ydelser, uanset behov endsige trang, siger det sig selv at pengene aldrig vil række. For på samme måde som et forsikringsselskab ikke kan holde til at alle kunder får præmien tilbage, så kan en stat heller ikke holde til at store dele af befolkningen får den betalte skat og mere til tilbage, i form af tilskud og fradrag i skatten.

    Man kan roligt hævde, at skiftende politiske flertal har strakt deres mandat langt ud over Grundlovens grænser. For Grundloven bestemmer, at kun de der ikke kan ernære sig selv, har ret til offentlig hjælp og denne afgrænsning er så langt man kan komme fra begrebet, universelle velfærdsgoder.

    Så, først og fremmest, tilbage til Grundlovens smalle sti som ikke har plads til universelle snyltere. Dernæst må vi tøjle de folkevalgte mere stramt end vi gør nu. Vi må tage legetøjet fra dem; deres ret til offentlig gældsætning og vi må lægge loft over deres ubegrænsede ret til skatteudskrivning. Lad os få disse to værn mod politikernes hærgen, ind i Grundloven.


  • Anmeld

    Steffen Gliese · Oversætter, cand. phil.

    Svar til Krister Meyersahm

    Det er ikke skatteborgerne, men erhvervslivet, der finansierer - skal finansiere! - velfærdssamfundet. Derfor er de universelle velfærdsgoder ikke et spørgsmål om, at folk får tilbage en andel af, hvad de har betalt, men at de får en mere rimelig andel af værdien af deres arbejde udbetalt igennem disse fællesskabsinstitutioner.

  • Anmeld

    Berit Anita Andersen · Etnolog

    Til Claus Sønderkøge - om velfærden

    I artiklen skrives der, at visionen om en velfærdsstat bliver til virkelighed i 1960'erne og 70'erne. Ikke at arbejdet starter der :)

    Jeg er selv et barn af 60'erne, og husker opsvinget i de år. Bl.a. stiger lønningerne for den faglærte arbejder så meget, at mine forældre hurtigt får betalt deres lån i huset ud. Vi får ny centralskole og tandlægeklinik, i den meget lille provinsby, hvor jeg kommer fra. Udviklingen konkretiseret i den periode, og det er og her, at mulighederne for ordinært arbejde for alle er størst. Behøver jeg at fortælle, at idag er både skole og tandlægeklinik lukket og at der ikke længere er et økonomisk, socialt og uddannelsesmæssigt underlag for udvikling i den døende by med de mange huse til salg? At alle butikkerne er lukket, Dagli' Brugsen undtaget?

  • Anmeld

    Jørn Rasmussen · Miljøaktivist

    Nok en ærlig ment, men noget overfladisk analyse.

    Måske er der lyspunkter når en indefra systemet kan se at den er helt gal.

    Men forudsætningerne for den stillede diagnose er noget søgt.
    Ligeledes er forslag til helbredelse også blot en lappeløsning.

    ”Visionen om det danske velfærdssamfund blev skabt i årtierne efter 2. Verdenskrig på et fundament af de menneskerettigheder, der først blev skrevet i Europa og siden adopteret af det nyetablerede FN. Der blev indgået en form for social kontrakt mellem borgere og stat, hvorefter alle skulle have social tryghed.”

    Velfærdssamfundets udvikling har haft Socialdemokratiet som den drivende kraft. Det tog for alvor fart da Jens Otto Krag tog over efter H. C. Hansen i 1960érne.

    Herefter fulgte en uddannelseseksplosion der udvandede den akademiske kvalitet og sorterede den ældre og mere naturnære viden fra.

    Megen politik bliver i dag til grundet uvidenhed omkring naturlovene.
    Vi har fået en bred vifte af administratorer og sagsbehandlere af den klientgjorte befolkning og en ny adelstand af intellektuelle bestemmer hvordan samfundet udvikler sig. Alle er stærkt afhængig af en befolkning der accepterer en brandbeskatning.

    Alle partier er i dag en aflægger af Socialdemokratiet (selv LA er ved at lære det).

    Nick Allentoft medicin hjælper lidt men er ikke holdbar.

    ÅBENHED – DEN DEMOKRATISKE SAMTALE SKAL REVITALISERES
    Vi kan blive enige om at offentlighedsloven fra 2013 er meget kritisabel. Men det forblommede udtryk ”den demokratiske samtale” og samfundets dårligdomme får vi ikke has på så længe bruger så mange penge på mediestøtte. Frie og uafhængige medier er måske det allervigtigste hvis et demokrati ikke skal forsumpe.

    ENKELHED – KOMPLEKSITETEN SKAL BEKÆMPES
    Når befolkningen er blevet klientgjort og accepterer skatteåget, skal der også være styr på tingene når de mange penge skal tilbageføres til ”klienterne”. Det vanskeliggør forenklingen.
    Derfor er det en forudsætning for enkelhed, at der bliver vist en meget større tillid til befolkningen at de kan løse mange flere opgaver selv. Det gælder lige fra børnepasning og opefter. Den voldsomme centralisering, som ikke mindst venstre har haft ansvaret for skal også totalt tilbageføres. Decentralisering, decentralisering, decentralisering må parolen nu være. Altså decentralisering og statens beslaglæggelse af samfundskagen på kun 25pct. og ikke som nu 50 pct. er forudsætningen for forenklingen og bekæmpelsen af kompleksitet

    FRIHED – OFFENTLIGT ANSATTE SKAL HAVE FRIHED TIL AT PASSE DERES ARBEJDE
    Ja, men centralisering og dermed store organisationer kan være noget af en udfordring for at opfylde det fornuftige budskab. Derfor skal decentralisering igen have fokus for nemmere at opfylde målet. F. eks. er 70-80 pct. af indlæggelser på sygehusene ”banale” lidelser som ikke kræver specialist behandling. Derfor har nedlæggelser af mange provinssygehuse måske været en fejldisponering, som må tages op til revision.

    FAGLIGHED – UDDANNELSE FORUDSÆTTER UDVIKLING
    Man skal i højere grad se hvad samfundet reelt har brug for af arbejdskraft og kompetencer før studerende bliver optaget. Måske skal læreanstalterne honoreres for færdiguddannede der for job fremfor blot for en uddannelse. Lidt på samme måde som Kaare Dybvad beskriver at man gør i Sverige. Under alle omstændigheder er en boglig uddannelse ikke det eneste saliggørende, den praktiske er vel så vigtig.
    Men punktet er nok der hvor jeg er mindst uenig med Allentoft.

    Så ud fra ovenstående grunde og hvis demokratiet ikke blot skal være en tom skal, skal den offentlige andel af samfundskagen reduceres betragteligt.

    Husk at for 50 år siden var Danmark blandt de 5 rigeste lande i verden og da udgjorde det offentliges andel BNP 25 pct. i dag er vi ikke blandt 20 rigeste og nu udgør BNP over 50 pct.

    Som det politiske landskab ser ud i øjeblikket, er det kun Nye Borgerlige der har den rette medicin til at redde Danmark fra at forsumpe i en forvokset og omklamrende velfærdssamfund.

    Så Nick Allentoft er befriende ærlig omkring nogle problemer alle kan se i dag (og vi er nogle der har set dem i en menneskealder). Men både forklaringen til grundlaget for problemernes opståen og løsningen heraf finder jeg overfladiske.

  • Anmeld

    Ruddi Welzel · Udlært filosof

    Decentralisering

    Jørn Rasmussen er inde på det helt rigtige, når han foreslår en konsekvent decentralisering. Begrebet demokrati er nærmest helligt i vort samfund i dag; det overhaler gudsbegrebet med flere længder.

    Samtidig er det en indgroet fordom, at demokrati er identisk med det repræsentative demokrati. Det repræsentative demokrati er imidlertid en foreløbig nødløsning - så længe folket - og hiin Enkelte - ikke selv er i stand til at tage sine beslutninger.

    Vil man mere demokrati, er man nødt til at åbne døren på klem for det direkte demokrati, som man så et flot eksempel på i det gamle Grækenland. Slaver og kvinder var ikke med i det, men det var alle frie mænd. Et eksempel, som vi bør forsøge at følge og selvfølgelig gøre langt bedre.

    Muligheden for direkte demokrati afhænger naturligvis af, at man decentraliserer/opløser staten og skaber forholdsvis små samfund - der selvfølgelig skal samarbejde til den helt store guldmedalje. Informationsteknologien og meget andet faciliterer dette.

    Næsten ingen kan sluge denne 'utopi' i dag. Men det burde vel være enhver ordentlig politikers fornemste opgave at arbejde for mere demokrati, altså decentralisering. Men hvem får man til at undergrave sin egen privilegerede position?

    En decentralisering ville bortskære meget rejseri og pendleri - og dermed miljøsvineri. De enkelte småsamfund (som jeg ikke vil kalde bystater, idet begrebet stat er kontamineret) vil tilstræbe selvforsyning, og det enkelte medlem vil ikke føle det store behov for at flygte andre steder hen.

    Småsamfundet vil være indstillet på maksimalt samarbejde med alle andre småsamfund og vil tage et globalt ansvar. Man vil udvælge sig et u-land (i samarbejde med verdens øvrige lande) og derefter sætte gang i udviklingen ved at tage ud og gøre godt i dette land og lade borgere fra landet komme til ens eget land for at få den nødvendige uddannelse. Ikke noget med at være sig selv nok.

    Vi har en flok korrupte politikere, der mener, at de bedre end folk selv kan tage de nødvendige beslutninger. Deres manglende demokratiske og decentrale perspektiv gør dem alene af den grund korrupte. De har et aldeles forældet perspektiv.

    Partiet Alternativet slipper af og til en vild tanke løs, men det er alligevel fanget i det repræsentative demokratis klæbrige edderkoppenet. Enhedslisten er håbløst parlamentsfikseret. Intet godt nyt fra venstreorienteringen.

    Nye Borgerlige, som du anbefaler, Jørn Rasmussen, tiltror jeg ikke den rette sociale indstilling. Er der ikke tale om ret bevidstløs ultra-egoisme?

    Vejen frem er naturligvis ikke et nyt politisk parti. Det skulle da lige være et parti, der som sit formål havde at opløse politik og føre anti-politik, altså: mere decentralisering og demokrati.

    Befolkningen er slet ikke klar til selv at tage ansvaret - men den burde kende til perspektivet. Derfor disse mine ganske sikkert uglesete ord (som nogen nok finder behov for at anmelde som utilstedelige). Tak!

  • Anmeld

    Steffen Gliese · Oversætter, cand. phil.

    Det græske demokrati

    ... slås tit ned med netop påpegningen af, at kvinder ikke havde adgang til at deltage. Det er imidlertid irrelevant, spørgsmålet er: ville det have gjort en forskel, hvis kvinder også havde kunnet deltage, og det ville det næppe.
    Grækerne gjorde sig imidlertid forestillinger om det, bl.a i komedierne, hvor kvinderne blev set som mere klartseende og handlekraftige.

  • Anmeld

    Jørn Rasmussen · Miljøaktivist

    Direkte demokrati bør have større opmærksomhed, men kan ikke redde alt

    @ R. Welzel
    Direkte demokrati. Et helt emne for sig, men meget interessant. Var selv medlem af Landsforeningen for Direkte Demokrati, som nu er opløst, for ca. 20 år siden. Måske er tiden mere moden nu. Det ændrer dog ikke på at vi har fået nogle kommune der er alt for store (faktisk de største i hele EU). Jeg tvivler på at Direkte Demokrati kan råde bod på dette.
    Men ellers er jeg enig i mange af dine øvrige betragtninger. Jeg synes dog at du skulle give Nye Borgerlige en chance, eller prøve at undersøge hvad de faktisk står for før du dømmer dem ude.

    Forskellen på velstand og velfærd det er:
    Velstand, det er, når borgeren beholder hovedparten af den indtjente løn til sig selv.
    Velfærd, det er, når samfundsmagten inddriver hovedparten af den indtjente løn i skat

    http://uretten.dk/direkte-demokrati/