Mellemfolkeligt Samvirke: Socialt udsatte er Danmarks blinde vinkel i verdensmålene

Af Tim Whyte
Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke

For et par uger siden overværede jeg endnu en konference på Christiansborg for at fejre verdensmålene. Her var politikere, eksperter og erhvervslivet samlet i panelet – selv en repræsentant fra BlackRock, verdens største investor, var med fra Schweiz.

De eneste, der ikke var repræsenteret på nogen måde, var udsatte grupper i Danmark. Deres fravær var egentlig ikke så overraskende, for lige siden arbejdet med målene startede i Danmark, har udsatte gruppper været en blind vinkel i vores arbejde.

I den nuværende handlingsplan beskrives verdensmålene som noget, der kan implementeres i raketfart. Med konstateringen af, at ”Danmark generelt er i hus med verdensmålene”, før planen overhovedet var forsøgt gennemført, fulgte farverige nåle på politikernes habitjakker og utallige skåltaler, imens man fuldstændig overså dem, det virkelig handler om.

Dem der skulle med i planerne for, at verdensmålene overhovedet kan kaldes gennemført. Dem der bliver efterladt på perronen, mens raketten skal fyres afsted. Dem vi havde lovet ikke at glemme denne gang.

Ikke en del af samtalen

Vi fejrer kendskabet til målene, men taler ikke så meget om, at fattigdommen og uligheden faktisk er steget i Danmark siden verdensmålene blev vedtaget.

Tim Whyte
Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke

Verdensmålenes gennemgående løfte er ’leave no one behind’, og staterne har faktisk forpligtet sig på at starte med dem, der er mest udsatte og inddrage dem aktivt i planlægning og opfølgning. I Danmark kunne det for eksempel være børn i fattigdom, hjemløse på gaden, minoriteter, der udsættes for diskrimination, folk med handicap, undertrykte kvinder, menneskehandlede flygtninge og migranter.

Men disse grupper er aldrig rigtig blevet en del af samtalen om verdensmålene. Og dermed er det officielle arbejde med målene blevet et underligt fantasiland, hvor vi snakker om inklusion og retfærdighed, men mest i abstrakt forstand og aldrig med dem, det egentlig handler om.

Resultatet er, at de mest udsatte er blevet ladt i stikken i implementeringen af verdensmålene. Vi fejrer kendskabet til målene, men taler ikke så meget om, at fattigdommen og uligheden faktisk er steget i Danmark siden verdensmålene blev vedtaget. Jeg har endnu ikke hørt en eneste melding om, hvordan Danmark konkret vil bidrage til at inddrage udsatte grupper i arbejdet, hverken ude eller hjemme.

Ej heller har jeg til de utallige konferencer om målene set en eneste talsperson i panelet, der rent faktisk repræsenterede en af de udsatte grupper, der burde komme til orde. Der er masser af snak om mere lighed, mindre diskrimination og bedre klima. Det ville klæde både politikere, embedsværk, medier, statistikere og selv vores eget civilsamfundsmiljø at lytte mere til dem, det faktisk handler om.

Lyt til dem, det handler om

Derfor skal Danmarks nye handlingsplan for verdensmålene have et langt større fokus på at efterleve løftet om ikke at lade nogen i stikken. Helt konkret bør planen baseres på en analyse af, hvilke grupper, der oplever ekslusion og udsathed i dag.

Her kan regeringen kvit og frit lade sig inspirere af den ulighedsrapport, Mellemfolkeligt Samvirke og en række andre civilsamfundsorganisationer, fagforbund og tænketanke bidrog med tidligere i år, hvor udsatte grupper selv var med til at beskrive, hvordan Verdensmålene kunne gøre en forskel i deres liv.

En del af det, de efterlyste – for eksempel målinger på oplevet diskrimination – er faktisk en del af Verdensmålene, men har været udeladt af den danske handlingsplan og rapportering, fordi de politikere, eksperter og erhvervsfolk, der sidder i panellerne, heller ville prioritere andre områder.

Nu er der så måske håb om et opgør med Danmarks blinde vinkel.

Da finansminister Nicolai Wammen for nylig annoncerede en ny handlingsplan for verdensmålene, bebudede han, at planen denne gang skal have et særligt fokus på de mennesker, der lever ”på kanten af samfundet.” Godt. Omsider.

Men kun, hvis de mennesker, ministeren taler om, endelig bliver inviteret ind i rummet og taget alvorligt, så de kan sætte deres egne ord på, hvor det halter med den sociale bæredygtighed i Danmark.