Modevirksomhed hjælper minoritetskvinder i arbejde

SOCIALSTAFET: Ved at sætte fokus på indvandrerkvinders egenskaber inden for håndarbejde og undervisning har Place de Bleu hjulpet kvinderne ind på arbejdsmarkedet. Læs her, hvordan og hvem der er den næste modtager af "socialstafetten".
Her viser nogle af minoritetskvinderne fra Place de Bleu deres arbejde frem.
Her viser nogle af minoritetskvinderne fra Place de Bleu deres arbejde frem.

Foreningens formål er at arbejde for at fremme beskæftigelsen blandt indvandrerkvinder, som er marginaliseret i forhold til det danske arbejdsmarked grundet fysiske, psykiske og sociale problemer, mangelfuldt dansk og manglende relevante kompetencer og erfaring.

Trine Alette Panton
Daglig leder af Place de Bleu, København
Fakta

Altinget | Social og Forebyggelse har sat gang i en såkaldt socialstafet med fokus på alle de gode eksempler på social- og forebyggelsesområdet, der virker og finder sted i kommuner, stat, frivillige organisationer osv.

Det gode eksempel kan spænde mellem alt fra bedre udnyttelse af plejehjælperes tid til kommuner, der hjælper folk tilbage på arbejdsmarkedet efter svære sociale problemer.

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) satte stafetten i gang med et indlæg 16. marts 2012.

Foreløbige modtager af stafetten:

Herning Kommune
Faaborg-Midtfyn Kommune
Aarhus Kommune
Københavns Kommune
Familiecentret Spiren I Holstebro Kommune
Youth Explorer - Eksperiment
TV-Glad
Udsatsen

Af Trine Alette Panton
Daglig leder af Place de Bleu, København
 
Place de Bleu er en socialøkonomisk virksomhed, der opkvalificerer og beskæftiger marginaliserede indvandrerkvinder på Nørrebro i København. Dette sker gennem produktion af boliginteriør og accessories, hvor alle produkter syes, strikkes og hækles i hånden.

Place de Bleu står bag en omfattende metodeudvikling til indslusning af disse sårbare kvinder til arbejdsmarkedet med flotte resultater til følge, hvilket gør dem til en pionér i koblingen mellem socialt arbejde og en integrations- og beskæftigelsesmæssig indsats. Et arbejde, der har ført til, at projektet udover at have været den stolte bærer af Altingets Socialstafet, også af EU er udpeget som et af de 20 mest interessante projekter inden for social innovation i Europa.

Gennem et insisterende fokus på kvindernes styrker og exceptionelle kompetencer inden for håndarbejde frem for fokus på det, kvinderne ikke kan, samt en fleksibel tilrettelæggelse af opkvalificering, danskundervisning og beskæftigelse lykkes Place de Bleu med at hjælpe kvinderne ind på arbejdsmarkedet. Place de Bleu beskæftiger i dag ni kvinder på systuen, har fire til otte freelance hækle- og strikkedamer tilknyttet foruden tre til fire frivillige. Hertil kommer et flow på 15-20 kvinder på årsbasis, som er i praktik og jobprøvning på stedet.

Indvandrerkvinderne får gennem Place de Bleu mulighed for at vise, hvor meget de har at tilbyde det danske samfund. Place de Bleu har derfor også – som en selvstændig pointe - bevidst valgt at producere boliginteriør af høj kvalitet og godt design, der betyder, at de forhandles af blandt andet Louisiana og Magasin du Nord og er på vej til forhandlere i Tyskland. Desuden samarbejder projektet B2B med andre designere og brands, herunder Yvonne Koné, Katvig og HAY.

Eneste mulighed
Bag Place de Bleu står Foreningen Qaravane, der blev stiftet i januar 2010 af FAKTI, Kringlebakken og Indvandrerkvindecentret; alle rådgivnings- og væresteder for indvandrerkvinder lokaliseret på Nørrebro og i Nordvest af København. Foreningens formål er at arbejde for at fremme beskæftigelsen blandt indvandrerkvinder, som er marginaliseret i forhold til det danske arbejdsmarked grundet fysiske, psykiske og sociale problemer, mangelfuldt dansk og manglende relevante kompetencer og erfaring.

Til trods for disse komplekse problemer ud over ledighed skal kvinderne stå til rådighed for det danske arbejdsmarked, som imidlertid ingen job har at tilbyde dem. Kvinderne bliver derfor sendt rundt i systemet, fra indsats til indsats, og risikerer endvidere at blive mødt af sanktioner. Foreningen Qaravane arbejder derfor ud fra devisen: ”Hvis jobbene ikke findes derude, må vi skabe jobbene selv!”

Foreningen Qaravane arbejder både politisk/strategisk og konkret. Strategisk gennem direkte dialog med centrale beslutningstagere og politikere og gennem netværksdannelse med andre relevante interessenter såsom forskere, embedsmænd og andre projektmagere. Konkret gennem Place de Bleu, hvor kvinderne under hensyn til deres individuelle kompetencer og kapacitet hjælpes gennem en gradvis bevægelse fra inklusion i det danske samfund til reel integration på arbejdsmarkedet.
 
Og stafetten går til...
Kulturgyngen i Aarhus - fordi de gennem uddannelse, jobtræning og socialøkonomisk virksomhed i 25 år stædigt har arbejdet for ligeværd og rummelighed på arbejdsmarkedet, har kæmpet for at vise, at alle mennesker rummer kompetencer og ressourcer og dermed har noget at byde på i det samfund, de er en del af. Gennem Gyngen, som huser cafe, restaurant og scene samt reklamebureauet Kultursats, har Kulturgyngen endvidere formået at skabe arbejdspladser til sårbare mennesker på fleksible vilkår.
 
Kulturgyngen er synonym med integration og netværksdannelse på alle planer; kulturelt, musisk og etnisk, hvor unge møder ældre, og hvor sårbare møder rollemodeller, der måske tidligere har været blandt de sårbare! Kulturgyngens arbejde ud fra et værdigrundlag om ansvar, ligeværd, rummelighed, udvikling og netværk er til stor inspiration for andre, hvorfor Kulturgyngen også har været arnested for sociale initiativer som Spiserøret for mennesker med spiseforstyrrelser  og Christine Centeret for seksuelt misbrugte, som begge i dag er blevet til selvstændige projekter.
 
Kulturgyngen fejrer sit 25 års jubilæum her i 2012 og fortjener om nogen at modtage Altingets Socialstafet.

0:000:00