Sidste udkald for inklusion af børn og unge

Af Flemming Olsen
Formand for Børne- og Kulturchefforeningen

Vores viden om børn og unge er voksende. Vi har opnået større viden om børns problemer, vi er blevet bedre til at diagnosticere dem, og vi har fået udviklet en stor vifte af specialiserede behandlingstilbud.

Men fordi vi er blevet klogere, er vi paradoksalt nok ikke blevet bedre til at inkludere børn og unge i fællesskaber, og vi er ikke blevet bedre til at bryde den sociale arv.

Det skal vi have gjort noget ved nu. Det er absolut sidste udkald. Kravene til børn og unge i dag vil være væsentligt større, når de er færdige med deres uddannelser og træder ind på arbejdsmarkedet.

Vi skal derfor på samme tid hæve det generelle uddannelsesniveau og inkludere flere i børnefællesskaberne.

Ny specialiseret indsats
Det skal vi, fordi effekterne af vores specialiserede indsats ikke har været tilstrækkelige. For få elever fra specialskolerne har fået en ungdomsuddannelse, og ligeledes slås mange børn, der har været anbragt uden for hjemmet, med store og komplekse problemer som mistrivsel, kriminalitet og frafald fra uddannelse.

Kernen i en inkluderende praksis og dermed i indsatsen for at bryde den negative sociale arv er, at vi ikke behandler barnet som isoleret individ, der ”skal gøres noget ved”, men at vi udvikler relationer og fællesskaber, som giver barnet mulighed for at deltage, lære, udvikle sig og trives.

Flemming Olsen
Formand for Børne- og Kulturchefforeningen

Derfor har Børne- og Kulturchefforeningen (BKF) sat dagsorden for, hvordan vi skaber en ny form for specialisering. Nyspecialisering bygger på en logik, hvor vi ønsker at bruge faglig og specialiseret viden til at skabe miljøer, hvor der er plads til alle uanset forskelligheder, og hvor alle er i udvikling/læring, og hvor diversitet ses som en afgørende forudsætning for en fremtidig samfundsudvikling i en globaliseret verden.

Nyspecialisering bygger på en række grundantagelser, som kan opsummeres til:

• Et barns identitet og deltagelsesmuligheder skabes i relation til andre børn, voksne, pædagogiske arbejdsformer i institutioner og lokalmiljø.

• Derfor handler det kun sjældent om at flytte børnene. I de fleste tilfælde er det mere konstruktivt at udvikle det miljø, barnet færdes i til dagligt.

• Specialviden er afgørende, men den skal primært i spil i skoler og dagtilbud. En koncentration af viden kræver ikke en koncentration af børn på bestemte institutioner, men et samvirke af ressourcer i et netværk omkring børnene.

• Forældre og netværk i øvrigt er helt afgørende deltagere i dialogen og løsningen af udfordringerne med at sikre inklusion og deltagelse.

• Det er børne- og kulturchefernes opgave at udvikle disse miljøer, som giver alle børn og unge muligheder for at deltage.
  

Den pædagogiske indsats er afgørende
Hvad vil vi så fokusere særskilt på? I arbejdet med at bryde den sociale arv, er den pædagogiske indsats i dagtilbuddet afgørende. Forskning på 0-6-årsområdet viser, at børns succes i skolen og senere i livet i høj grad afhænger af kvaliteten af barnets dagtilbud.

Igangværende forskning på Århus Universitet og i en række kommuner (VIDA – Vidensbaseret Indsats over for udsatte børn i Dagtilbud) viser, at pædagoger med de rette kompetencer har store muligheder for at forbedre børns livschancer.

BKF opfordrer derfor til, at der i forbindelse med udviklingsprogrammet på dagtilbudsområdet iværksættes et storskala forsøgs- og udviklingsarbejde, der fokuserer på, hvordan dagtilbud kan bryde den sociale arv.

Den målrettede tidlige indsats i dagtilbuddet skal koordineres med andre faggruppers indsats, for eksempel er sundhedsplejens tætte kontakt med familien afgørende.

Sundhedsplejerskerne, pædagogerne og lærerne har endvidere brug for et tæt samspil med socialrådgivere, psykologer og andre eksperter.

Børnene bør inkluderes
Dette samarbejde kræver en rammesætning, så der kan arbejdes systematisk, refleksivt og så specialisternes viden kan bringes i spil i familierne, dagtilbud og skoler.

Systematik handler om at skabe fælles begreber og metoder. At bruge en fælles metode er ikke det samme som at deponere evnen til at tænke selv og blindt følge et koncept. Koncepter og metoder giver mulighed for at forskellige faggrupper kan bruge hinandens faglighed og erfaringer på en systematisk måde.

Gennem metoder som ICS (Integrated Children’s System), LP-modellen, PALS (Positiv læring i Adfærd og SamspiL) samt De Utrolige År (systematisk forældrekurser for forældre til børn i 0-1-årsalderen) kan vi profitere af forskningsbaseret viden, og samtidig kan vi bidrage til udvikling af ny viden gennem evalueringer.

Refleksion hænger tæt sammen med systematik. Nøglen til at hjælpe og inkludere børn i deres nærmiljø er ofte, at vi som professionelle udfordrer vores fordomme og forventninger og tør se nye muligheder. Det er for at støtte disse processer, at specialisternes viden skal bringes i spil.

Kernen i en inkluderende praksis og dermed i indsatsen for at bryde den negative sociale arv er, at vi ikke behandler barnet som isoleret individ, der ”skal gøres noget ved”, men at vi udvikler relationer og fællesskaber, som giver barnet mulighed for at deltage, lære, udvikle sig og trives.

Her er det afgørende, hvordan vi samarbejder med forældre og netværk, der besidder indgående viden og derfor altid skal inddrages – ikke bare som nogen, der skal høres, men som er aktivt medskabende.

Også frivillige foreninger, idrætslivet samt kulturinstitutioner kan indgå i arbejdet med at bryde den negative sociale arv på andre præmisser, end den kommunale myndighed kan gøre.

Vi skal evne at bruge dette potentiale, for vi skal have brudt den negative sociale arv og skabt større reel inklusion.