Patientforening: I strid med konventioner – mennesker med handicap har for dårlig adgang til offentlig transport

26. august mødes transportminister Benny Engelbrecht (S) med landets trafikselskaber, hvor de skal tale om, hvordan tilgængeligheden i den offentlige trafik kan fremmes.

Det er et møde, der er på høje tid.

Allerede tilbage i 2017 pegede UlykkesPatientForeningen på alvorlige mangler med tilgængeligheden i den offentlige transport, og i foråret gjorde Institut for Menneskerettigheder opmærksom på, at der var alvorlige problemer med tilgængeligheden i landets busser.

Men, at der skal være problemer med tilgængeligheden i busserne eller andre former for offentlig transport, bør ikke være en naturlov. På Fyn har for eksempel trafikselskabet FynBus siden 2015 indført elektroniske ramper på alle nye busser. Kørestolsbrugeren trykker på en knap, hvorefter en elektrisk rampe automatisk kommer ud, og så kan personen komme ombord uden yderligere hjælp fra chaufføren eller andre.

Andre steder i landet skal personen desværre have hjælp fra en ledsager eller de andre passagerer for at komme med bussen, da chaufføren ikke må hjælpe med det. Det er langt fra en optimal løsning, og det afholder mange fra at bruge den offentlige trafik, som vi ellers alle sammen er med til at betale for. Hvis den offentlige trafik bliver mere tilgængelig for mennesker med fysisk handicap, bliver det også nemmere at få for eksempel barne- og klapvogne eller rollatorer med.

Det er en fordel for alle. Det kaldes universelt design og burde være et must ved alle indretninger.

Undersøgelsen viste, at kun hver tredje  benyttede sig af offentlig transport, og blot 17 procent svarede, at de oplevede tilgængeligheden i busser som tilfredsstillende

Janus Tarp
Formand, UlykkesPatientForeningen

Lignende tilgængelige løsninger ses i storbyer som Chicago, Dublin og Madrid, som alle har tilgængelige bussystemer. Rent faktisk er København i følge Institut for Menneskerettigheder den dårligste hovedstad i Europa, når det kommer til tilgængelighed i busserne og muligheden for at foretage en spontan og selvstændig rejse.

Ingen bedring trods lovgivning
I 2017 pegede UlykkesPatientForeningen som nævnt på baggrund af en medlemsundersøgelse på problemer i forhold til tilgængeligheden i den offentlige transport. Særligt adgangen til busserne voldte dengang problemer – et billede, som nu går igen i rapporten ”Busser for alle” fra Institut for Menneskerettigheder.

Tallene tyder på, at der trods lovning om det modsatte ikke er sket en bedring på området, og at en stor gruppe mennesker med handicap derfor fortsat oplever problemer med at bruge den offentlige transport, hvis de vil ud og købe ind, tage på restaurant eller besøge familiemedlemmer – i det hele taget leve livet som alle andre.

UlykkesPatientForeningens undersøgelse viste, at kun hver tredje (33,5 procent) benyttede sig af offentlig transport, og blot 17 procent svarede, at de oplevede tilgængeligheden i busser som tilfredsstillende. For IC3-tog og regionaltog var tallet stort set tilsvarende. Tilgængeligheden i S-tog og metro oplevedes som bedre.

I strid med internationale forpligtelser
Såvel EU-regler som FN’s Handicapkonvention forpligter Danmark til at sikre adgang – også til offentlige transportmidler. Konventionen forpligter altså Danmark til at sikre rettighederne for mennesker med handicap. Der skal tages højde for tilgængeligheden.

Politikerne kunne sikre, at trafikselskaberne fik pligt til at sikre retten til at blive befordret i den almindelige kollektive bustransport for mennesker med handicap, og at chaufførerne skulle hjælpe med at komme ombord på bussen. 

Janus Tarp
Formand, UlykkesPatientForeningen

Folketinget har tidligere vedtaget et diskriminationsforbud, der dog ikke omfatter tilgængelighed, men heldigvis afsatte regeringen og Folketingets partier i juni en sum penge til tilgængelighed i forhold til togtrafik, så stationer, perroner med videre får et løft og bliver gjort tilgængelige, men vi skal også huske den øvrige kollektive trafik, som for eksempel busser, færger med videre.

Hvis vi skal få mennesker med handicap til at køre med bus og tog, så skal der styr på tilgængeligheden.

Hvis transportministeren eller transportselskaberne mangler gode råd og ideer, så skal de endelig tage fat i UlykkesPatientForeningen og de øvrige handicaporganisationer, der gerne vil bidrage med at finde løsninger.

Politikerne kunne blandt andet sikre, at trafikselskaberne fik pligt til at sikre retten til at blive befordret i den almindelige kollektive bustransport for mennesker med handicap, at chaufførerne skulle hjælpe med at komme ombord på bussen, og at handicapdiskriminationsloven kommer til at omfatte en pligt til rimelig tilpasning på alle samfundsområder, herunder på transportområdet.