R-kandidat om handicapområdet: Det er nødvendigt at klage sig til hjælp

DEBAT: Næsten halvdelen af klagesagerne på børnehandicapområdet omgøres. Det kan ikke passe, at forældre til handicappede børn skal kunne sociallov og forvaltningsret, for at deres barn får den rette hjælp, skriver Kristian Hegaard.

Af Kristian Hegaard
Folketingskandidat for Radikale og cand.jur.

Hvad skal Esther på 90 år gøre, når kommunen fjerner hendes gulvvask?

Hvad skal 16-årige Aleksander gøre, når kommunen siger, han ikke må tage på ferie eller fritidsaktiviteter uden for kommunen som sine klassekammerater? Når kommunen siger, at hjælperen kun må hjælpe ham inden for kommunegrænsen.

Ifølge nye tal fra Ankestyrelsen omgøres 47 procent af klagesagerne på børnehandicapområdet. Med andre ord næsten hver anden klagesag. Tænk, hvis det skete på hospitalerne, at halvdelen af borgerne blev fejlbehandlet.

Hvordan kan vi tillade som det eneste sted i vores velfærdssamfund, at handicapområdet skal have en så stor fejlsagsprocent? For desværre er det blevet nødvendigt at klage sig til den rette hjælp.

Viden om loven er blevet mere afgørende end det handicap, man har. Lad os gøre handicapområdet til et tema for valgkampen.

Skal forældre kunne forvaltningsret?
Skal forældre kunne hver en afkrog af sociallov og forvaltningsret, for at deres barn med handicap får den rette hjælp? De skal kende de rigtige mennesker for at få den rigtige hjælp.

Vi kan ikke forvente, at et barn med autisme, en ung i kørestol eller en senior på over 90 kender lovens paragraffer til mindste detalje og bogstav. Det er naturligvis ikke børnene selv, der har klaget. Det gør forældrene, og nu har de fået nok. Med rette.

En Facebook-gruppe med frustrerede forældre til børn med handicap har på få uger fået over 8.000 medlemmer. Her deler flere forældre åbent deres frustrationer. Lange sagsbehandlingstider. Usikkerhed.

De føler sig mejet ned i sager om tabt arbejdsfortjeneste og andet. Hvis det fortsætter, kører vi hele familier ned, bare fordi de har et barn med handicap. Knækker vi familierne, ryger forældrene væk fra arbejdsmarkedet, og børnene på dyre institutioner. Det er en dårlig forretning menneskeligt og økonomisk.

For at rette op på det, vil Socialministeriet nedsætte en ekspertgruppe der skal komme med anbefalinger. Men de skal først være færdige i efteråret 2022. Om tre og et halvt år. Det tror jeg ikke, de mange forældre kan vente på. Vi skal en anden vej. Her er et par forslag.

Inspiration fra hospitalerne
For det første. Lad os finde inspiration på hospitalsområdet. Her har man samlet ekspertise og viden på kræftområdet. Det betyder, at borgere, der går ind ad døren på et hospital, er trygge. Trygge ved den faglighed, de møder. Trygge ved den behandling, de får.

Sådan er det ikke, når en borger med handicap går ind ad døren på et rådhus. Ved kommunalreformen spredtes ekspertise og viden fra 15 amter til 98 kommuner. Det er naivt at forestille sig, at hver kommune har stor viden om samtlige diagnoser som adhd, autisme eller komplekse handicaps.

Derfor møder borgere ikke på et rådhus med samme tryghed som på et hospital. Der er utryghed ved fagligheden. Utryghed ved, om økonomien kommer før en løsning med udgangspunkt i borgerens behov.

Vi kommer ikke tilbage til amterne, men vi må se på, hvordan vi kan samle ekspertisen på handicapområdet i højere grad end i dag.

Hold borgerne i holden
For det andet. Borgeren skal holdes i hånden. Flere borgere oplever at blive kastebold mellem afdelinger. Andre mellem region og kommune.

Borgere med få ressourcer kan ikke finde rundt. Derfor bør borgeren få en sagskoordinator, der skaber tryghed og overblik. For borgeren er det en stor frustration at starte forfra, hver gang de taler med en ny sagsbehandler.

Desuden bør der indføres et kædeansvar, så en afdeling ikke slipper en borger, før en anden har taget over.

Kommunerne har esserne på hånden
For det tredje. Der skal være et lige forhold mellem borger og kommune. Kommuner har i dag en alt for stærk position over for borgeren. Hvis borgeren oplyser sin sag ukorrekt eller gør noget forkert, er det socialt bedrageri.

Hvis kommunen træffer en ulovlig afgørelse, der underkendes af Ankestyrelsen, er udgiften blot blevet udskudt. En længere sagsbehandling medfører, at udgiften blot udskydes til næste budgetår.

Borgerens fejl betragtes som snyd. Kommunens fejl kan give en økonomisk gevinst.

Kommunerne har alle esserne på hånden, fordi der ikke er konsekvenser af forkert sagsbehandling. Det betyder, at der kan spekuleres i, at resursesvage borgere ikke klager.

Det betyder ikke, at kommunerne gør det, men af borgeren opleves det som et ulige forhold. Økonomiske sanktioner eller tvungne læringsforløb ved høje fejlsagsprocenter ville kunne rette op på dette.

Fra retssamfund til klagesamfund
De høje fejlsagsprocenter viser, at rettigheder er blevet noget, man klager sig til. Vi går fra kræv din ret til klag din ret. Man skal klage for at få den hjælp, man har behov for. Skal vi virkelig have et klagesamfund i stedet for et retssamfund?

For hvem er det egentlig, rettigheder er til for? De rettigheder, der skal gøre borgere med handicap i stand til at deltage i samfundet på lige fod med andre. Uanset om man er ti år eller 90 år gammel. Hvis ikke rettigheder beskytter dem, der har størst behov for dem, hvem så?

Retssikkerhed er en sikkerhed for, at mennesker med særligt behov er beskyttet af rettigheder. Også dem, der ikke orker at klage. Uanset om du kender den rigtige, der kender til paragraffer eller ikke.

Vi må lære af Assens-sagen og Facebook-gruppen med forældre til børn med handicap. Den lange seje kamp, mange forældre og pårørende har været igennem, må ikke være forgæves.

Forrige artikel Socialborgmester: Jo, København hjælper hjemløse, men regler står i vejen Socialborgmester: Jo, København hjælper hjemløse, men regler står i vejen Næste artikel Forskere: Mennesker bliver til varer i den sociale sektor Forskere: Mennesker bliver til varer i den sociale sektor
  • Anmeld

    Anita Brusen

    Ankestyrelsen bliver brugt som syltekrukke.

    Helt enig i artiklen. Jeg tror man skal indføre et gebyr på 20.000 kr. til den afdeling der sendes en sag til Ankestyrelsen, så tror jeg kommunerne finder ud af, at det er billigere at skaffe noget ekspertise på området og Ankestyrelsen for dermed også nedsat deres sagsbehandlings tid.

  • Anmeld

    Lars Bremer · IT-koordinator

    Politikerne taler "handicappolitik", som var vi børne hele liver, total mangel på handicapforståelse

    HVORNÅR ER NOK NOK - Det må snart være tydeligt for enhver at Kommunerne og det Lokale selvstyre ikke længere evner, at forvalte handicapområdet og bør helt fratages ansvaret. Den er gal over hele landet, kommunernes forvaltning blæser på retssikkerheden og gør de handicappede til kastebold i "systemet i en ren skueproces", mellem kommunerne og Ankestyrelsen og deres forsøg på at slippe for sit ansvar, en ren Win Win for "systemet" og kommunekassen – mens at de handicappede er helt til grin. Det kan ikke være rigtigt at "systemet" lægger arm med de svageste i vort samfundet "en sølle velfærdsstat" Hvor er de ansvarlige politiker? – hvor er de handicappede i valgkampen 2019 ?, Det ligner mere og mere en systematisk krænkelse af en helt befolkningsgruppes retssikkerhed – og minder om 30erne a-socialpolitik da sognerådet, havde hånds og halsret over fjolser og landsbytosser.
    Man bør samle de værste møgsager, fra Ankestyrelsen og kommunerne, og stævne den dansk stat for systematisk overgreb på en helt befolkningsgruppe, mennesker med et handicap, og deres retssikkerhed.

  • Anmeld

    Lone Pihl

    Manglende skriftlig afgørelse trækker sagen endnu længere

    Jeg anker de afgørelser, jeg ikke er enige i - men for at anken kan sendes ind, skal kommunen lave en skriftlig afgørelse - og det tager måneder. Når afgørelsen kommer retur fra Ankestyrelsen - tager genbehandlingen mange måneder...