Sådan gøder socialøkonomiske virksomheder kommunalt samarbejde

1. Vis at din socialøkonomiske virksomhed løser et reelt samfundsproblem 
Set fra et beskæftigelsesperspektiv er der mange socialøkonomiske virksomheder, der tilbyder en plads til borgere, der ellers ikke er plads til i erhvervslivet. De borgere har ofte flere udfordringer end bare ledighed. Det kan eksempelvis være autisme, fysiske handicap eller psykisk sygdom. 

Læs her interview med CBS-professor Anker Brink Lund om nødvendigheden af socialøkonomi i kommunerne.

Ofte har borgerne også cirklet rundt i det kommunale system i årevis uden at komme meget tættere på et arbejdsfællesskab, påpeger Dorte Bukdahl:

“Socialøkonomiske virksomheder kan noget, fordi man bruger arbejdet som løftestang til at få mennesker til at vokse. Masser af undersøgelser viser, at et meningsfuldt arbejde og det gode liv hænger sammen. På en arbejdsplads er man en del af et fællesskab, man producerer noget og man får en identitet som en, der bidrager til samfundet.”  

Men før en kommune giver slip på sine egne  løsninger, skal de overbevises om, at andre uden for det offentlige system kan løse opgaven bedre.

Find her en trin-for-trin guide til dig, der ønsker at opstarte en socialøkonomisk virksomhed.

“Man skal som socialøkonomisk virksomhed ikke bare stå med hatten i hånden og forvente, at kommunen vil købe en række sociale forløb. Du er i en konkurrence med både kommunen selv og andre private aktører. Derfor skal man som socialøkonomisk virksomhed kunne dokumentere over for kommunen, at de får forløb af høj kvalitet: at den socialøkonomiske virksomhed leverer en god social- eller beskæftigelsesindsats, der styrker livsmestring, trivsel og bringer folk i arbejde eller tættere på et arbejde, forklarer Dorte Bukdahl.

Overbevis kommunen
Man skal altså ikke kun være et rart og dejligt sted for borgerne.

Man må eksempelvis også tænke i exit-strategi – hvordan borgere i forløb bringes videre til arbejde og uddannelse.

I nogle socialøkonomiske virksomheder har borgerne mulighed for at få et lønnet flexjob i virksomheden.

Men hvis mange borgere er i forløb, skal den socialøkonomiske virksomhed også være god til at brobygge til job i andre virksomheder.

Her er Dorte Bukdahls tjekliste til, hvad der kan overbevise en kommune om, at man også er resultatorienteret:

• Hvad er de ambitiøse og realistiske mål, vi som socialøkonomisk virksomhed kan love? 
• Hvordan skal de ledige udvikle sig fra A til B?
• Hvad er det virkningsfulde i lige præcis vores indsats?
• Hvordan får vi de ledige videre, når forløbet hos os er slut?
• Har vi for eksempel et samarbejde med relevante virksomheder, og har vi kompetencer hos vores medarbejdere ift at hjælpe borgerne videre? 
• Kan vi dokumentere vores effekt: Får de kompetencer, de ikke havde før?  

2. Find vej rundt i kommunens mange lag og tænd julelys i øjnene på de rette
Kommuner kan være en uoverskuelig størrelse at finde rundt i, og du skal finde dine allerbedste netværker-skills frem.

For der er er mange relationer, der skal plejes, når kommunale samarbejder skal etableres, forklarer Dorte Bukdahl.

For det første skal du kunne samarbejde med dem, Dorte Bukdahl kalder “frontmedarbejderne”. Dem, som udarbejder handleplaner for de borgere, man har i forløb, og som følger udviklingen af den enkelte borger.

De skal være trygge ved den indsats, som leveres, og glade for den dokumentation, de får. 

Du skal også helst have drukket kaffe med borgmesteren og de relevante udvalgsformænd for politiske udvalg. Det er her, den politiske opbakning til en indsats skal hentes hjem. 

Men den nok vigtigste samarbejdspartner for en socialøkonomisk virksomhed er dem, der befinder sig “midt-i-mellem”, påpeger Dorte Bukdahl: 

“Mange beslutninger tages af de midterste cheflag. Det er ofte dem, der sætter retningen for, hvilke tilbud der skal visiteres til, og hvilke nye projekter og samarbejder der skal igangsættes. Det er et sandt detektivarbejde at finde den, der både har beslutningskraft, og som man også kan tænde noget julelys i øjnene på. Man skal finde frem til dem, der tror på den socialøkonomiske virksomhedes idé, og som kan se, at de måske kan noget, som kommunen ikke selv kan.”

3. Stræb efter robust “mosaik-økonomi”
Som en socialøkonomisk virksomhed, der beskæftiger borgere med sociale udfordringer, kan det være vanskeligt at opbygge en rentabel forretning, der alene baserer sig på kommercielt salg af produkter.

Nogle af de ansatte har måske kun 10-15 procent arbejdsevne i forhold til andre.

Det gør det eksempelvis vanskeligt for et gartneri eller en cateringvirksomhed at konkurrere på de vilkår, der findes på markedet i øvrigt.

Her finder du Copenhagen Domes værktøjskasse til socialøkonomiske virksomheder.

Socialøkonomiske virksomheder baserer derfor deres indtægter på at sælge konkrete produkter som eksempelvis gartnervirksomhed, sodavand eller kantinedrift samtidig med, at de modtager penge fra kommunen for at levere en social ydelse.

Mange socialøkonomiske virksomheder har også projekter, hvor de får støtte fra en fond.

Det er det, Dorte Bukdahl kalder “mosaik-økonomi”. I det regnskab vil de socialøkonomiske virksomheders mest indbringende indtægtskilde ofte være salget af sociale ydelser. 

4. Bred din forretning ud
Men samarbejdet med en kommune er aldrig statisk.

Når kommunens økonomi strammer til med overskridelser i løbet af budgetåret, eller kommunen får nye strategiske planer om indsatsen for en målgruppe, så kan man pludselig opleve, at kommunen alligevel ikke vil købe de forløb, man troede, man havde en aftale om.

Derfor råder Dorte Bukdahl de socialøkonomiske virksomheder til at brede forretningen ud, så man bliver mindre følsom, hvis en stor kunde trækker sig.

“De socialøkonomiske virksomheder vil altid være lillebror, og det kan være rimelig barsk at være samarbejdspartner med kommunen. Derfor er det godt at have forskellige produkter på hylderne og sælge dem til forskellige kommuner. Så bliver man mindre sårbar for den enkelte kommunes budgetramme og den beslutningsproces, der følger i kølvandet,” siger hun. 

5. Inviter kommunen ind i udviklingsprocessen
Som socialøkonomisk virksomhed er man drevet af gode ideer, der gør en forskel i et større perspektiv.

Men der er også en tendens til, at man sidder i sin egen virkelighed og udvikler et produkt uden at inddrage kunden, forklarer Dorte Bukdahl.

Det er derfor en rigtig god idé at inddrage de personer, man har sit løbende samarbejde med, når nye tiltag skal udvikles.

Når kommunen bliver meddesignere, så øger man chancen for, at de i sidste ende også køber produktet:

“Det handler om at åbne sit idéværksted op og lave workshops med kommunen. På den måde øger den socialøkonomiske virksomhed chancen for at tilrettelægge en ydelse, som matcher kommunens behov. Ofte vil kommuner gerne være med i denne fase, hvor de kun er forpligtet til at sige, hvad de efterspørger,” forklarer Dorte Bukdahl.

6. Kommuner skal se potentialet i socialøkonomiske virksomheder og agere efter det
Mange kommuner kan godt se logikken i at købe fra socialøkonomiske virksomheder.

Men mange kommuner kan gøre mere for at føde ind i det kredsløb, der vil skabe endnu flere arbejdspladser for de mest sårbare mennesker i kommunen.

Find her Copenhagen Domes værktøjskasse til kommuner, der ønsker at fremme socialøkonomi.

Eksempelvis er kommuner nogle af de største indkøbere i Danmark. Ved at lave sociale klausuler i sine udbud kan man rykke mere på den socialpolitiske dagsorden.

For selvom de måske ikke får varerne billigst hos den socialøkonomiske virksomhed, så er der noget at vinde på den sociale og beskæftigelsesmæssige bundlinje også.

“Det giver meget mening, at kommunen bruger sine samlede muskler – og får tænkt deres virke sammen på tværs. Desværre er mange kommuner så søjleopdelte, at indkøbschefen ikke nødvendigvis måles på at få udsatte i job. Han bliver målt på at købe billigt ind. Det kaldes wrong-pocket-problematik på styringssprog. De forskellige søjler ser på deres egen bundlinje og ikke på de andre forvaltningers bundlinjer eller kommunens bundlinje som et hele,” pointerer Dorte Bukdahl.

Hun peger på, at det er politisk vilje, der skal få indkøbschefen til at tænke mere på beskæftigelse og sociale indsatser, når han eller hun køber ind:

"Det kræver et mandat til forvaltningerne om at løse det her i fællesskab. De almindelige incitamenter i systemet vil ikke understøtte det. Man må selvfølgelig ikke direkte give penge til socialøkonomiske virksomheder. Men man må godt i sit udbud stille krav om, at hele opgaven eller dele af den skal løses socialøkonomisk.”