Svend Brinkmann: Mange børn vil få det markant dårligere, hvis vi tager sociale medier og skærme fra dem

På intet tidspunkt i de mellemliggende årtier er problemet løst. Der er stadig mange børn og unge med symptomer på stress og angst, og mange flere får i dag diagnoser i psykiatrien.

Der er dog enkelte ting, der ser anderledes ud i dag: Dels talte man dengang ikke om en ”mistrivselskrise”. Dette ord optræder første gang på dansk i 2019. Man talte knapt nok om mistrivsel, der først for alvor begyndte at blive brugt om børn og unge i løbet af 2000’erne.

Og dels var der dengang færre i debatten, som søgte at reducere problematikken til en enkelt årsag, hvilket vi ellers ser i dag eksempelvis med henvisning til skærme og sociale medier.

Forskerne fremstod behørigt bekymrede, men med respekt for problematikkens kompleksitet.

I dag er politikere og debattører hurtigere til at udpege enkeltfaktorer. Statsminister Mette Frederiksen (S) har eksempelvis udtalt, at telefoner er ”det farligste for børn nu”, og et borgerforslag om at forbyde sociale medier for børn under 18 er i skrivende stund tæt på at ramme det fornødne antal stillere.

Mange håber, at problemet kan isoleres hertil, for så behøver man jo ikke gøre andet.

Før vi foretager den slags voldsomme indgreb i børn og unges liv, vil det være klogt at se mistrivslen i et lidt større billede.

Svend Brinkmann
Professor i psykologi, Aalborg Universitet

Men før vi foretager den slags voldsomme indgreb i børn og unges liv, vil det være klogt at se mistrivslen i et lidt større billede.

Hvad betyder eksempelvis den bekymringskultur, der lærer de mindste børn at registrere symptomer, for eksempel i nationale trivselsmålinger allerede fra børnehaveklassen, og giver dem et psykologiserende sprog for stress og angst?

Og hvad ville et forbud betyde for de tusindvis af børn, som har deres primære sociale liv via sociale medier, eksempelvis fordi de ikke kan komme i skole?

Der er næppe tvivl om, at rigtig mange børn og unge vil få det markant dårligere af, at også denne socialitetsform bliver taget fra dem.

I sidste måned udgav BUPL en interessant artikel, der stillede spørgsmålet: ”Børn har ikke flere symptomer: Så hvorfor fordobles diagnoserne?” Professor og børnepsykiater Niels Bilenberg fortæller i artiklen, at ”det generelt ikke ser ud til, at børn i dag er mere belastede af symptomer end for 15 og 20 år siden.

Skal jeg pege på en tendens, er det faktisk den modsatte.” Alligevel er der langt flere børn og unge, der får psykiske diagnoser i dag end før. Antallet af såkaldt neurodivergente, der bliver diagnosticeret med en autismespektrumforstyrrelse, er steget med 117 procent på ti år, og for ADHD-diagnosen er tallet steget med 84 procent.

Der skal altså mindre til i dag end for ti år siden, for at en diagnose kan stilles. Det er måske ikke så mærkeligt set i lyset af, hvad der er sket i det forgangne årti: Vi har haft en totalt fejlslagen folkeskolereform, forøget fokus på test og præstation samt allestedsnærværende krav om socialitet og fleksibilitet.

Er man neurodivergent, lever man derfor i dag i en verden, der bliver stadig mere udfordrende. Pointen er, at selv om der måske ikke er flere psykiatriske symptomer i befolkningen som sådan, er det blevet vanskeligere at leve med dem, hvilket kan være en forklaring på væksten i antallet af diagnosticerede.

Og hvis man mener, at der er mange legitime måder at være menneske på – herunder i form af det, vi kalder autisme og ADHD – så er det et problem, hvis vi som samfund er nødt til at sygeliggøre disse måder for at give adgang til hjælp.

Mistrivslen er langt mere permanent, end mange har troet. Også før smartphones var der rigeligt med problemer.

Svend Brinkmann
Professor i psykologi, Aalborg Universitet

Men hvad betyder alt dette så? For det første ser det ud til, at mistrivslen er langt mere permanent, end mange har troet. Også før smartphones var der rigeligt med problemer.

Mange har nok set de dramatiske grafer, eksempelvis i Jonathan Haidts nye bog om ”den ængstelige generation”, der viser et knæk opad for adskillige former for mistrivsel og angst omkring 2012, hvor smartphones blev udbredt.

Det overses blot ofte, at disse grafer allerede går kraftigt op i 1980’erne og 1990’erne.

For det andet er der nok noget beroligende i, at vi ikke har med en akut problematik at gøre – altså en decideret krise – men det skal selvfølgelig ikke afholde os fra at hjælpe de mange, der har spiseforstyrrelser, angst, skolevægring eller selvmordstanker.

I mine øjne må vi huske på storskalatiltag som bekæmpelse af børnefattigdom, da vi ved, at børn, der vokser op i familier med socioøkonomiske udfordringer, har en risiko for at udvikle psykiske lidelser, der er to-tre gange så høj som andre børns.

Og børnefattigdommen har været stigende i de seneste år, fordi politikerne har skåret i sociale ydelser til de laveste indkomster. Det gælder også om at skabe daginstitutioner og skoler, hvor små mennesker har lyst til at være og har mulighed for at lege, fordybe sig og samarbejde uden tanke for målinger, test og sorteringer.

For det tredje skal vi alle gøre en indsats for at skelne skarpt mellem de former for mistrivsel, der helt naturligt opstår i små og store menneskers liv, og som ikke skal sygeliggøres, og så deciderede psykiske lidelser, der kræver psykiatrisk hjælp.

Den overordnede snak om ”mistrivselskrisen”, og de forsimplede forklaringer herpå, putter det hele i samme gryde, hvilket ikke er gavnligt for nogen.