Af Mette Bryde Lind
Direktør i Scleroseforeningen

Nå, det er nok bare printeren, tænkte jeg og trykkede på ’udskriv’ igen. Jeg havde sat den til at udskrive regeringens sociale 2020-mål med den lovende overskrift ”Alle skal med”, og tilsyneladende manglede der noget.

I hvert fald manglede side to på det særskilte lyseblå faktaark, der punkt for punkt opremser de udsatte grupper, regeringen vil have med: ”Udsatte børn og unge, hjemløse, voldsramte kvinder, stofmisbrugere, prostituerede, mennesker med psykisk sygdom.” Jeg nikkede mig anerkendende gennem punkterne på side et og vendte forventningsfuldt siden for at læse fortsættelsen på side to.

Men der var ikke nogen side to. Siden, der mødte mit blik, var blankere end blank, og det kunne gentagne udskrivninger ikke rette op på. Det var ikke printeren, den var gal med.

Vantro måtte jeg konstatere, at regeringen ganske enkelt har valgt ikke at inkludere mennesker med handicap i sine mål for det sociale område frem mod 2020.

Uambitiøst
Hvordan regeringen samtidig kan bruge ord som ’ambitiøs’ om sig selv og sine mål og postulere at få ”alle med”, det er mig en gåde.

Regeringens ensidige fokus på mennesker, der kan "udvikles på" som arbejdskraft skaber en ny underklasse af mennesker med handicap, der ikke kan forbedre deres arbejdsevne eller kun har udsigt til at miste mere og mere af den

Mette Bryde Lind
Direktør i Scleroseforeningen

Mennesker med handicap er i allerhøjeste grad blandt de mest udsatte grupper i samfundet, der tilmed ingen mulighed har for at ændre på egen situation. Så jeg spørger bare: Hvor ambitiøst er det lige ingen målsætninger at have for denne voksende gruppe?

Det er sagt før: Mennesker med handicap er et født mindretal, der ikke kan stemme sig til nogen som helst rettigheder selv, men er prisgivet flertallets forståelse og vilje til beskyttelse.

Regeringens 2020-mål på det sociale område minder os på grusom vis om sandheden af dette udsagn og den sociale udsathed, mennesker med handicap har i det danske samfund.

For hvor er vi på vej hen, når selv socialministeren vælger at vende fokus bort fra denne gruppe og ingen mål har for den?

I en tid, hvor det burde være gået op for de fleste, at kommunernes forvaltning af handicapområdet er på kollisionskurs med retssikkerheden for denne udsatte gruppe, er der mere end nogensinde brug for en socialminister, der er sig sit ansvar bevidst som fyrtårn, og som udstikker mål og viser vej.

Mere handicappede end nogensinde
Egentlig burde jeg måske ikke være overrasket. Reformen af førtidspension og fleksjob slog det jo fast med syvtommersøm. Det samme gjorde de efterfølgende reformer:

Mennesker med varigt nedsat funktionsevne, mennesker med kronisk progredierende sygdom, som ikke – hvor gerne de end ville – har mulighed for at respondere positivt på regeringens økonomiske incitamenter til at ændre adfærd, til at arbejde mere, har ikke denne regerings interesse.

Regeringens ensidige fokus på mennesker, der kan ”udvikles på” som arbejdskraft skaber en ny underklasse af mennesker med handicap, der ikke kan forbedre deres arbejdsevne eller kun har udsigt til at miste mere og mere af den, sådan som tilfældet er for eksempelvis mennesker med sclerose.

Disse mennesker straffes voldsomt økonomisk af de nye reformer, der efterlader dem endnu mere udsatte og endnu ’mere handicappede’ end før – og med dem nok så vigtigt også deres familier og børn.

Så kære socialminister. Det er ikke tid til, at regeringen endnu engang vender blikket bort fra denne ’restgruppe’, der helt og aldeles overses i dens hidtidige reformer.

Derimod er der brug for, at regeringen med socialministeren i spidsen tager ansvaret for og sætter sig som mål også at få denne oversete gruppe med. Der er brug for alle, og alle skal med – men for, at det kan ske, kræver det en fokuseret indsats. Det gælder også for mennesker med handicap.