Bliv abonnent
Annonce
Kronik

16 aktører: Alkoholmisbrug rammer hele familien. Børn og partnere skal have ret til hjælp

Folketinget har tidligere behandlet to beslutningsforslag, hvor der faktisk var flertal for at indføre behandlingsgaranti for børn og unge, skriver 16 sociale aktører.
Folketinget har tidligere behandlet to beslutningsforslag, hvor der faktisk var flertal for at indføre behandlingsgaranti for børn og unge, skriver 16 sociale aktører.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
15. december 2025 kl. 02.00

M

Se alle afsendere i faktaboksen

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

"Min fars misbrug var en hemmelighed, alle kendte til, men der var aldrig nogen, der sagde noget." (kvinde, 23 år, Tuba).

Sådan lyder et af de mange vidnesbyrd, man møder igen og igen fra pårørende – børn, unge og voksne – som er vokset op i en familie eller lever sammen med én med stof- eller alkoholproblem.

Pårørende bærer ofte en tung byrde fra opvæksten, som kan præge hele ens liv, eller når man i voksenlivet lever sammen med en partner ramt af rusmiddelproblemer.

I dag har pårørende i Danmark ikke en lovsikret ret til behandling, selvom forskningen er tydelig: At vokse op i en familie med alkohol- eller stofproblemer øger risikoen for psykiske problemer, rusmiddelproblemer i eget liv, lavt selvværd, ensomhed og vanskeligheder i relationer.

Når en forælder, partner eller søskende har et rusmiddelproblem bliver hele familien ramt.

Læs også

Misbrug rammer hele familien

Sundhedsstyrelsens nøgletal anslår, at 402.000 danskere har tegn på moderate alkoholproblemer, mens 67.000 har tegn på svære alkoholproblemer. Bag disse data står partnere, børn og pårørende, der rammes direkte.

En ny rundspørge fra Voxmeter viser, at 17,7 procent voksne over 18 år er vokset op i en familie, hvor én eller begge forældre havde problemer med alkohol eller stoffer.

Tusinder af voksne danskere bærer på barndomsoplevelser med rusmiddelproblemer i familien og på grund af alkoholproblemer har 16 procent af voksne danskere også oplevet at miste kontakten med et nært familiemedlem.

Alkoholproblemer er ikke et individuelt problem – det er for mange et familievilkår.

Se afsendere i faktaboks

Der kommer helt automatisk flere tusinder af nye pårørende hvert år. Ifølge Sundhedsstyrelsen vokser 109.000 børn og unge op i hjem med alkoholproblemer, hvad der svarer til omkring hvert tiende barn.

Men det er som sagt ikke kun børn, der bliver ramt, det gør partner eller ægtefælle også:

"Jeg blev kæreste med en mand, der drak. Jeg troede, jeg kunne hjælpe ham. I stedet mistede jeg mig selv." (kvinde, Alkolinjens brevkasse).

Alkoholproblemer er ikke et individuelt problem – det er for mange et familievilkår. Pårørende er tit klar til at modtage hjælp, før den med alkohol- eller stofproblemet er klar. En lovsikret ret til pårørende vil kun øge hastigheden af hele familiens bedring.

Læs også

Tilbud under sparekniven

Spillefilmen 'Fuld af Kærlighed', som hele Danmark kunne se sidste år, viste også med al tydelighed, hvordan en fars alkoholproblem forplanter sig til alle i familien.

Filminstruktør Christina Rosendahl modtog Kongeparrets Kulturpris 2025 for filmen, hvor H.M. Dronningen blandt andet begrundede valget med, at filmen minder os om, at alkoholproblemer rammer hele familien.

"Nu, hvor jeg selv skal til at have børn, er det gået op for mig, at jeg aldrig har haft en normal barndom. Jeg er kommet rigtig meget i tvivl, om jeg overhovedet kan finde ud af at være en god far. Jeg har aldrig lært, hvad en god far er." Thomas, Tjele Behandlingscenter.

Se afsendere
  • Maria Koch Aabel, direktør, Alkohol & Samfund
  • Annette Guhle, psykoterapeut og rådgiver, Alkoholfagligt Forum
  • Bjarne Stenger Elholm, leder, Alkolinjen
  • Anette Søgaard Nielsen, professor, Enhed for Klinisk Alkoholforskning, Syddansk Universitet
  • Morten Skov Mogensen, generalsekretær, Blå Kors Danmark
  • Pernille Gry Petersen, generalsekretær, Børnesagens Fællesråd
  • Rasmus Kjeldahl, direktør, Børns Vilkår
  • Anne-Camilla Nielskov, direktør, Fri af Misbrug
  • Helle Lindgaard, psykolog
  • Jannie Bertz, leder, Ballast, KFUM’s Sociale Arbejde
  • Kirsten Frederiksen, adjunkt, Center for Rusmiddelforskning
  • Michael Gjøl, formand, LUA (Lænkens Unge Ambassadører)
  • Anders Mørk Hansen, vicedirektør i Fonden Novavi
  • Birgit Hageneier, familiebehandler, Tjele Behandlingscenter
  • Jeppe Berg Sandvej, faglig leder, Tuba Danmark
  • Ulla Darre, leder, Dit Rum

Børn og unge op til 25 år kan ofte finde et tilbud om hjælp hos en række organisationer eller kommuner. Men tilbuddet kan være langt fra ens bopæl, og der ses ofte ventetider.

Børn har dog svært ved at tage imod et tilbud, hvis den ædru forælder ikke samtidig går i behandling.

Nogle kommuner har forskellige pårørendetilbud, men desværre er det ofte de første tilbud, der bliver ramt, når sparekniven tages i brug.

Et netværk for forandring

Derfor har vi stiftet netværket 'En stemme til pårørende'. Vi arbejder politisk for, at pårørende – børn, unge og voksne – får en lovsikret ret til behandling.

Hjælp, der ikke stopper ved en til fem samtaler.

Folketinget har tidligere behandlet to beslutningsforslag, hvor der faktisk var flertal for at indføre behandlingsgaranti for børn og unge.

Vi mener, det er tid til at tage næste skridt. For ingen børn skal vokse op alene med hemmeligheder, ingen unge skal bære skylden, og ingen voksne skal leve et helt liv uden den støtte, de har brug for.

Det er et fælles ansvar, og det kræver politisk handling fra Folketinget.

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026