12 organisationer: Løhdes klare besked om vederlagsfri fysioterapi skal nu følges op med handling

Klaus Lunding, Thorkild Olesen, Astrid Blom m.fl. Se alle afsendere i faktaboks
Forestil dig at have et alvorligt handicap, parkinson, en rygmarvsskade, sclerose eller svær gigt – og pludselig få besked om, at du må klare din fysioterapi selv.
Ikke fordi du ikke længere har brug for den, men fordi der skal spares. Det er virkeligheden for alt for mange mennesker i Danmark lige nu.
Derfor er vi 12 organisationer, der nu råber vagt i gevær og foreslår, at ordningen om vederlagsfri fysioterapi prioriteres efter følgende principper:
- Styring efter kvalitet, ikke økonomi.
- Patientrettigheder og transparens i ventetider.
- Et entydigt myndighedsansvar, så ingen borgere falder mellem stolene.
For nylig slog sundheds- og indenrigsministeren fast, at det er kommunernes ansvar at sikre alle borgere med en lægehenvisning til vederlagsfri fysioterapi et tilbud.
Der er altså ingen tvivl om, hvem der skal tilbyde behandlingen.
En besparelse med konsekvenser
Den vederlagsfri fysioterapi har gennem årene fået sparekniven. Både udgifterne per borger og kvaliteten af træningen er faldet. En ny undersøgelse blandt over 4.000 personer viser, at mange mennesker med alvorlige sygdomme og handicap mister den behandling, som de er ordineret, fordi klinikker forsøger at undgå at overskride den økonomiske ramme. Det sker på trods af, at vederlagsfri fysioterapi er en lægeordineret behandling.
Mange af de mennesker, der har ret til vederlagsfri fysioterapi, kan ikke selv stå for deres træning. Et eksempel er mennesker med parkinson, sclerose eller erhvervet hjerneskade, som ofte har apati eller andre kognitive udfordringer, og derfor har svært ved at motivere sig selv til at træne, huske øvelser og gennemføre træning på egen hånd.
- Klaus Lunding, formand, Danske Patienter
- Thorkild Olesen, formand, Danske Handicaporganisationer
- Astrid Blom, direktør, Parkinsonforeningen
- Mette Bryde Lind, administrerende direktør, Gigtforeningen
- Simon Toftgaard Jespersen, formand, Muskelsvindfonden
- Janus Tarp, formand, UlykkesPatientForeningen
- Klaus Høm, administrerende direktør, Scleroseforeningen
- Pia Allerslev, formand, CP Danmark
- Jens Bilberg, landsformand, Hjernesagen
- Marianne Palm, tovholder og kontaktperson, Amputationsforeningen
- Morten Lorenzen, direktør, Hjerneskadeforeningen
- Liselotte Wesley Andersen, forperson, Sjældne Diagnoser
De oplever virkelig konsekvenserne, når de får frataget deres individuelle behandling eller holdtræning hos fysioterapeuten og i stedet får at vide, at de skal selvtræne.
Et andet eksempel er mennesker med cerebral parese, som ofte har komplekse motoriske udfordringer og brug for fysioterapi for at bevare funktionsevne og undgå smerter. Mennesker med cerebral parese har ikke mulighed for at selvtræne effektivt. Uden den rette behandling risikerer de at miste færdigheder med følgende øget behov for hjælp og pleje.
Desværre oplever patienter alt for lange ventetider, når de skal i gang med vederlagsfri fysioterapi.
Et eksempel på dette er Peter (opdigtet navn), som har en rygmarvsskade og sidder i kørestol. Peter er i den erhvervsaktive alder og ønsker at klare sig selv mest muligt. Peter klarer derfor selv forflytning, opgaverne i hjemmet og går på arbejde tre dage ugentligt.
Han har behov for at træne for at holde sin styrke ved lige, så forflytninger kan klares mest hensigtsmæssigt og uden at fremprovokere skulderskader, holde gang i blodcirkulationen i benene og holde smerter og uro i benene nede.
Peter har afprøvet det lokale fitnesscenter, men tilgængeligheden til træningsudstyr er ikke god nok, da han anvender kørestol og enten ikke selv kan nå udstyret eller anvende det på grund af nedsat håndfunktion.
Peter blev skrevet op til vederlagsfri fysioterapi i september 2025. Desværre var beskeden, at der ikke bliver taget flere patienter ind før i det nye år.
Lige nu har Peter ikke et sted at træne og savner overblik over, hvor han kan træne, inden han får plads. Den manglende træning kan få alvorlige konsekvenser for Peter, og det er ikke sikkert, han kan blive ved med at klare sig selv og gå på arbejde.
Sæt overenskomsten i spil
Beskeden fra indenrigs- og sundhedsministeren er klar:
"Jeg finder det problematisk, hvis patienter med behov for vederlagsfri fysioterapi oplever at få frataget eller reduceret adgang til en behandling, som ud fra en individuel sundhedsfaglig vurdering er nødvendig. Det er afgørende, at patienterne får den behandling, som de har brug for, ligesom det er vigtigt, at patienterne modtager vederlagsfri fysioterapi inden for rimelig tid."
Her er vi helt enige. Men de fine ord skal følges af handling.
I 2027 skal der forhandles ny overenskomst på området. Det er en oplagt mulighed for kommunerne, regionerne og Danske Fysioterapeuter til at vise, at de sætter forebyggelse og langsigtet økonomi over kortsigtede budgetbesparelser.
Det kan koste mere i næste års budget at styrke den vederlagsfri fysioterapi – men alt tyder på, at det betaler sig på sigt. Fysioterapi forebygger funktionstab, indlæggelser og behov for hjælp. Det er sund fornuft – også økonomisk.
Erfaringer viser, at besparelser på fysioterapi ikke blot er tal i et regneark – de har direkte og mærkbare konsekvenser for mennesker med sygdom og handicap. Halvdelen af de patienter, der har oplevet ændringer i deres behandlingsforløb, vurderer, at deres helbred er blevet forværret. Det er hverken bæredygtigt for den enkelte eller for samfundet.
Gør Danmark den tjeneste at investere der, hvor pengene giver igen.
Artiklen var skrevet af
Klaus Lunding, Thorkild Olesen, Astrid Blom m.fl. Se alle afsendere i faktaboks
Omtalte personer
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Her holder politikerne og fagbosserne taler 1. maj
- Stort flertal stemmer ja til nye overenskomster i kommuner og regioner
- Patientforeninger opfordrer regioner til overveje omstridt vetoret mod kommuner
- Cecilie Liv Hansen trækker sig fra post i Region Syddanmark























