Californisk inspiration hjælper psykisk syge

BEHANDLING: Odense Kommune giver med tilbuddet Vista Balboa de psykisk syge mulighed for at blive behandlet i hjemmet. Ideen opstod i USA.
Med det opsøgende team Vista Balboa giver Odense Kommune mulighed for, at også de psykisk syge med svære lidelser og misbrug kan behandles i hjemmet.
Med det opsøgende team Vista Balboa giver Odense Kommune mulighed for, at også de psykisk syge med svære lidelser og misbrug kan behandles i hjemmet.Foto: Vista Balboa
Anders Agner Pedersen
Alt for mange psykisk syge får ikke den nødvendige behandling, når de bor i eget hjem, og det fører i flere tilfælde til, at de begår kriminalitet. I sidste nyhedsbrev kunne man således læse, hvordan Sundhedsstyrelsen i en ny rapport retter en massiv kritik af indsatsen på dette område. En kritik, som socialchefforeningens formand, Ole Pass, erkendte, at der var noget om. Nøglen til bedre resultater var ifølge Pass at tænke kreativt og udarbejde lokale løsninger, som kunne hjælpe den enkelte. Og det er netop, hvad de har gjort i Odense Kommune, hvor behandlingsteamet Vista Balboa varetager behandlingen af de svært psykisk syge med misbrug som bor i eget hjem. I spidsen for dette team står sygeplejeske Erik Holm, der sammen med sine folk har ansvaret for at hjælpe de i alt 45 mennesker, som hører under førnævnte kategori i Odense Kommune.

"De er alle sammen behovsvurderet til at have brug for at bo på døgninstitutioner, men det, vi gør, er, at vi skruer tingene sammen, så de bor i eget hjem," fortæller lederen af Vista Balboa, Erik Holm, til Altinget.dk. Af de i alt 45 mennesker, som Vista Balboa har ansvaret for, har eller havde hver tredje en behandlingsdom, hvilket i flere af tilfældene skyldes berigelseskriminalitet eller overfald. De behandlingsdomme overtager Vista Balboa ansvaret omkring.

Varetager behandlingsdommen
"Vi går ind og varetager deres behandlingsdom. Styrer deres metadon og den øvrige medicin, eksempelvis mod psykose. I tæt samarbejde med retspsykiatrien og vores lokale behandlingscenter for misbrug. I hvert enkelt tilfælde aftaler vi på et møde, hvad der skal gøres. Hvornår de overtager behandlingen, hvornår vi anbefaler, om dommen skal ophæves eller ej. Og det sker på baggrund af vores daglige arbejde," forklarer Erik Holm.

Den vigtigste opgave i forhold til den enkelte bruger, er, ifølge Erik Holm, at få etableret kontakten således, at behandlingen kan begynde. For det er yderst sjældent, at det er brugeren, der tager den første kontakt.

Vigtigt at skabe kontakten
"Vi har lært, at det er vores opgave at skabe kontakten. Hvis man lægger det over til brugeren, så går det galt. Og i takt med, at vi lærer folk at kende, kan vi få forskellige ting på banen. Vi kalder det et integreret hverdagsliv. Vores fornemmeste opgave er at sikre, at de kan bo i eget hjem. Men når man har så svære problemer, så skal man også have behandling. Både for sin psykiske lidelse og for sit misbrug," forklarer Erik Holm og uddyber:

Vi har lært, at det er vores opgave at skabe kontakten. Hvis man lægger det over til brugeren, så går det galt.

Erik Holm
Leder, Vista Balboa

"Vi er tæt på dem. Vi fanger de gange, hvor det går galt. Vores udkørende team rykker ud, og hvis så folk ikke er hjemme, har vi muligheden for at opsøge dem igen, hvor der ellers ville blive sat en vældig procedure i gang. Så vi fanger de voldsomme tilfælde, blandt andet misbrug, som kan forhindre kriminalitet. Tingene når ikke at udvikle sig så meget, som de ellers ville have gjort."

Et billigere behandlingsforløb
At det er lykkedes for Vista Balboa at opnå gode resultater med deres brugere, lægger Erik Holm ikke skjul på. Flere af dem har således fået ophævet deres behandlingsdomme efter et længere behandlingsforløb. Samtidig er det billigere for Odense Kommune at benytte Vista Balboa, end hvis patienten skal bo på en døgninstitution.

"Man kan få behandlet en patient i Vista Balboa for 500 kroner om dagen. Og det er til sammenligning tre til fem gange så billigt som at få behandlet en patient på en døgninstitution. Så der er jo nogle perspektiver i at benytte vores model," fortæller Erik Holm, som da også godt kan mærke interessen fra andre kommuner.

Hedder Vista Balboa fordi det er originalt
"Der er mange, der lader sig inspirere af vores initiativ, og der kommer mange på besøg for at høre om vores integrerede tilbud. Det, der er det gode ved vores tilbud, er, at den primære indsats er på brugeren og ikke på at koordinere mellem de forskellige instanser, fordi det er samlet under os," siger Erik Holm, inden han til sidst kommer med forklaringen på, hvorfor tilbuddet har det noget specielle navn 'Vista Balboa'.

"Det politiske udvalg i byen var i Californien i 1998 og var ovre at se noget tilsvarende, noget der hedder et half way house. Det lå i Californien over for noget, der hed Balboa Park. Vista betyder udsigt på spansk. Og da huset lå med udsigt ud over parken, hed det Vista Balboa. Og det var et sted, der hjalp folk, nøjagtig som vi nu gør det. Så da vi kom hjem, talte vi om, at vi skulle have et Vista Balboa. Og til sidst havde vi sagt det så mange gange, at vi blev enige om, at det var det, det skulle hedde. Og det er vi glade for, at det gør. Det er lidt mere originalt end at hedde Egetræet eller sådan noget," lyder det med et smil fra Erik Holm.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00