Regioner vil kulegrave ortopædiske operationer

TEMA III: Lægers udmelding om unødige operationer får Danske Regioner til at kræve, at undersøgelsen om retningslinjer for ryg og fedme bliver udvidet til andre områder inden for ortopædkirurgien. Lægeforeningen er behersket positiv.
Der er allerede iværksat undersøgelser af retningslinjer for ryg- og fedmeoperationer. Den undersøgelse skal sideløbende suppleres med andre områder indenfor ortopædkirurgien, mener Ulla Astman (S), formand for Danske Regioners sundhedsudvalg.
Der er allerede iværksat undersøgelser af retningslinjer for ryg- og fedmeoperationer. Den undersøgelse skal sideløbende suppleres med andre områder indenfor ortopædkirurgien, mener Ulla Astman (S), formand for Danske Regioners sundhedsudvalg.Foto: Region Nordjylland

Jeg har ikke interesse i, at ryg- og fedmeoperationer bliver nedprioriteret, men kan vi komme i gang sideløbende med nogle af de ortopædkirurgiske, så er det noget, som skal i gang.

Ulla Astman (S)
Formand for Danske Regioners sundhedsudvalg
Fakta
Økonomiaftalen om undersøgelse af retningslinjer:

Offentlig finansieret behandling i sundhedsvæsenet baserer sig på et fagligt funderet visitationsgrundlag. Der er enighed om, at visitationen til behandling skal ske på baggrund af klare faglige retningslinjer og forundersøgelser for at imødegå utilsigtet skred i indikationer for behandling mv. Der er på den baggrund enighed om, at indenrigs- og sundhedsministeren igangsætter et arbejde med deltagelse af Danske Regioner med henblik på at gennemgå de klinisk faglige visitationskrav ved offentlig finansieret sundhedsbehandling.

Målet er at gennemgå og revidere de klinisk faglige retningslinjer og visitationsgrundlaget for væsentlige sygdomsområder. Der startes med et afgrænset behandlingsfelt, hvor der har været en markant aktivitetsvækst, herunder fedme- og rygoperation. Dette arbejde afsluttes i 2010. Arbejdet udvides efterfølgende til andre behandlingsområder, og vil ligeledes inkludere overordnede principper for kliniske krav ved inddragelse af nye behandlinger. Den samlede gennemgang færdiggøres i 2012, og skal munde ud i klare retningslinjer og principper for klinisk faglig visitation med henblik på en mere målrettet prioritering af offentlige sundhedsydelser.

Kilde: Danske Regioner
Fakta

Danske Regioner kræver, at der bliver sat et større udredningsarbejde i gang omkring retningslinjerne for operation på det ortopædiske område. Udmeldingen kommer på baggrund af Altinget.dks undersøgelse, der viser, at 70 procent af ledende offentlige ortopædkirurger mener, at behandlingsgarantien fører til unødvendige operationer.

I sommerens økonomiaftale mellem regeringen og Danske Regioner blev det aftalt at undersøge retningslinjerne for ryg- og fedmeoperationer, men formanden for regionernes sundhedsudvalg, Ulla Astman (S), foreslår, at der sideløbende igangsættes et arbejde med at undersøge andre operationer:

"Jeg har ikke interesse i, at ryg- og fedmeoperationer bliver nedprioriteret, men kan vi komme i gang sideløbende med nogle af de ortopædkirurgiske, så er det noget, som skal i gang," siger Ulla Astman.

Hun nævner kikkertoperation i knæet og kunstige knæ og hofter, som områder, hvor det kunne være relevant at igangsætte et arbejde. På baggrund af Altingets undersøgelse vil hun nu tage sagen op med indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V):

"Jeg synes, at det her understreger, at det kunne være behov for at kigge på flere områder inden for ortopædkirurgien. Og der får set på, om der er nogle retningslinjer, som skal laves om. Det taler den her undersøgelse for," siger Ulla Astman.

Det fremgår allerede i økonomiaftalen, at undersøgelsen af retningslinjerne kan udvides til andre områder, men det fremgår ikke konkret, hvilke områder der bør undersøges. Ulla Astman understreger, at hun helst så en differentieret behandlingsgaranti. Et argument også fremført af næstformanden i Danske Regioner, Carl Holst (V), som i forbindelse med økonomiforhandlingerne foreslog, at behandlingsgarantien blev udvidet til to måneder indenfor det ortopædiske område.

Lægeforeningen: Behersket positiv
Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen, er positiv over for Danske Regioners ønske om at udvide undersøgelsen af retningslinjer for ortopædiske operationer:

"Det er foruroligende, når ledende ortopædkirurger melder ud, at der er forskel på vurderingerne af, hvornår man skal operere, og hvornår man ikke skal. Det må give anledning til en diskussion om, hvornår der er indikation for operationer," siger Mads Koch Hansen.

Han understreger samtidig, at en undersøgelse af retningslinjer for operation bør gå hånd i hånd med en bredere undersøgelse af hele forhandlingsforløbet, der både omfatter undersøgelse af patienten, behandling (træning, operation, medicin eller andet) og rehabilitering.

Regionerne og regeringens undersøgelse af retningslinjer omfatter kun kravene til visitation. Ifølge Mads Koch Hansen, så er det forkert at lave retningslinjer med henblik på at begrænse behandlingerne. Man bør i stedet se på, hvad der er den rigtige behandling for patienten:

"Som det er i dag, så findes der i mange tilfælde én retningslinje i Horsens, én i Kolding osv. De ligner hinanden meget, men der har siddet en hvert sted, og skrevet de her retningslinjer. Hvis vi tager vores bedste eksperter, sætter dem sammen og får lavet det én gang for alle, og får et produkt, som alle er enige om, så kan det også løse noget af det her," siger Mads Koch Hansen.

Han holder fast i, at Lægeforeningens ønske om en differentieret behandlingsgaranti står fast.

Altinget logoSundhed
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget sundhed kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00