Om  
Anders Samuelsen

Anders Samuelsen skal bekæmpe coronavirus i nyt direktørjob

Tidligere LA-leder og udenrigsminister Anders Samuelsen er ny administerende direktør i iværksættervirksomheden UV Medico, der vil bekæmpe coronavirus med UV-lys.

Martin Mauricio

Anders Samuelsen har holdt lav profil, siden han for halvandet år siden ikke genvandt sit mandat i Folketinget og på et tårevædet pressemøde trak sig som partileder for Liberal Alliance. 

Men nu er der jobnyt fra den tidligere udenrigsminister, som til Finans bekræfter, at han er ny administerende direktør i iværksættervirksomheden UV Medico. 

"Jeg har arbejdet sammen med en række virksomheder efter politiktiden, og UV Medicos projekt er det mest spændende, jeg har set. Siden har det hele udviklet sig, og nu er jeg blevet direktør," siger han til Finans. 

UV Medico blev stiftet i foråret sidste år og er primært ejet af iværksætter Mikkel Bandholm. 

Virksomheden udvikler, producerer og sælger såkaldt farUV-lys, der kan bruges til at dræbe bakterier og virus uden at påføre skader på det omkringværende væv. Det er virksomhedens mål, at UV-lyset skal kunne bruges til at bekæmpe og dræbe coronavirus. 

Anders Samuelsens opgave bliver nu at trække på sine internationale erfaringer og udbrede virksomhedens produkter til udlandet.

Han oplyser til Finans, at virksomheden er ved at lukke en investeringsrunde, men han vil endnu ikke fortælle, hvor stort et beløb man jagter, eller hvilke investorer der har skudt penge i projektet.

Anders Samuelsen oplyser, at han ved siden af direktørjobbet fortsætter arbejdet i sin rådgivningsforretning. Her har han tidligere udført opgaver for Saxo Bank-milliardær og tidligere LA-sponsor Lars Seier Christensen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Samuelsen

Adm. direktør, UV Medico, fhv. udenrigsminister, politisk leder og MF (LA)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1993)

0:000:00