Debat

3F: Lad ambulancepersonalet færdigbehandle flere patienter hjemme

En del indlæggelser kan undgås, hvis ambulancepersonale får mulighed for at færdigbehandle patienter hjemme efter konsultation med en læge, skriver Tina Christensen, konstitueret formand for 3F. Hun foreslår desuden øget brug af liggende sygetransport.

Det sker, at de praktiserende læger sender en borger hjem i egen bil for at pakke tasken og fodre hunden, hvorefter borgeren bliver hentet i ambulance, skriver Tina Christensen.
Det sker, at de praktiserende læger sender en borger hjem i egen bil for at pakke tasken og fodre hunden, hvorefter borgeren bliver hentet i ambulance, skriver Tina Christensen.Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Tina Christensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Presset på sundhedsvæsnet vokser. Det samme gør usikkerheden for patienterne. Hvorfor? Fordi der kommer flere ældre med sundhedsbehov. Fordi der kommer flere patienter med komplekse, kroniske sygdomme. Fordi der mangler praktiserende læger, fordi der kommer flere opkald til 112, og fordi der er øget specialisering og længere afstand mellem hospitalerne. Samtidig mærker vi eftervirkningerne af to år med corona, alt sammen medvirkende til, at presset er steget og trygheden er udfordret.

Fakta

Hvordan håndterer vi presset på det præhospitale område?

Mængden af 112-opkald stiger, og det samme gør manglen på ambulancereddere.

Men hvordan kan politikere og ledelser lette presset? Og kan de gøre det uden, at det går ud over kvaliteten?

De spørgsmål stiller Altinget Sundhed i en ny temadebat, hvor politikere, eksperter og sundhedsaktører fra det præhospitale område vil diskutere, hvilke konkrete udfordringer der plager området, og hvor potentialet er i forhold til eksempelvis at forhindre unødvendige indlæggelser.

Du kan se det fulde debatpanel her.

Hvis du er interesseret i at deltage i debatten, skal du sende din henvendelse til Mette Grube Condrup på [email protected] for at aftale nærmere.

Den præhospitale indsats er afgørende for, at vi kan lette presset på sygehusene og sundhedssektoren. I 3F har vi stor fokus på, at sundhedssektoren skal være fri og lige for alle. Det skal ikke være pengepungen, der afgør, hvilken behandling man kan få.

Vi skal have en stærk offentlig sundhedssektor, og det kræver udvikling, engagement og ressourcer. På en række områder kan vi forbedre den præhospitale indsats og dermed øge kvaliteten i hele sundhedsvæsenet. Lad mig nævne nogle eksempler.

Anvend ambulancepersonalets faglighed

Ambulancepersonalet kommer ofte ud til patienter, hvor behandling i eget hjem kan være tilstrækkelig, og indlæggelse kan undgås. Der er derfor et stort potentiale i, at ambulancepersonalet kan færdiggøre og afslutte flere behandlinger i patienternes hjem.

Ambulancepersonalet bør efter en konkret vurdering have mulighed for at behandle visse patienter i hjemmet. Det skal selvfølgelig ske efter konsultation med læge og ud fra gældende – eller muligvis udvidede – retningslinjer.

Uddannelsesløft i den liggende sygetransport

Sygetransporten og ambulancen supplerer hinanden godt, men brugen af den liggende sygetransport kan øges i de ikke behandlingskrævende ture og i forlængelse heraf skal uddannelsen i den liggende sygetransport styrkes.

Hvis Redderne i den liggende sygetransport sikres en uddannelse, der gør, at de har de fornødne kompetencer, vil langt flere opgaver kunne løses her frem for i de pressede ambulanceberedskaber.

Styrket visitation

Et af de helt store problemer er, at der visiteres forkert. Alt for ofte bliver der sendt en ambulance, når der bør sendes en liggende sygetransport, en siddende sygetransport, eller hvor patienten kan transportere sig selv til hospitalet.

Der er behov for bedre forventningsafstemning ved borgerkontakt til sundhedssystemet.

Tina Christensen
Konstitueret formand for 3F

Det sker for ofte, at folk ringer 112, hvis de synes, at der er for lang ventetid på 1813 eller lægevagten, eller at lægehuse sender folk hjem i egen bil for at pakke tasken og fodre hunden, og så kommer ambulancen og henter dem hjemme. Der er behov for bedre forventningsafstemning ved borgerkontakt til sundhedssystemet.

Ved en bedre visitation af, hvornår der er behov for en ambulance, kan antallet af opgaver i ambulancen reduceres. Samtidig bør det være lettere at omvisitere opgaver til en anden transportløsning, hvis der ikke er et akut behandlingsbehov.

Frivillige og samarbejde med almen praksis skal mindske pres

Som et supplement til den professionelle præhospitale indsats, er muligheden for i større omfang at bruge frivillige. Vi kender det i dag med hjerteløbere, hvor antallet nu har passeret 130.000. Men også det lidt bredere begreb ”Akuthjælperne”, der også kan tilkaldes ved for eksempel drukneulykker, trafikuheld og andre situationer med akut behov for førstehjælp, er under vækst - og godt for det.

Vi kan se, at disse ordninger brugt på den rigtige måde har en god effekt. Så disse skal udvikles og udvides med særlig vægt på, hvordan det kan spille sammen med de professionelle behandlere.

Hvis presset skal mindskes, er det afgørende, at der er et godt og konstruktivt samarbejde med primærsektoren, blandt andet lægevagtordningen, som er et meget væsentligt element i forhold til at sikre en præhospital indsats af høj kvalitet i sundhedsvæsenet.

Det er derfor helt afgørende, at almenpraksis for eksempel bliver bedre til at indfange sygdomme, inden de udvikler sig til det mere akutte. Alt for mange særligt kortuddannede mænd opsøger i dag ikke lægen før det er blevet kritisk. Derfor skal vi via indkaldelser og screeninger af særlige målgrupper sikre at presset på ambulancetjeneste og hospitalernes mindskes. 

Sundhedsreform skal have fokus på ulighed

Der er allerede flere projekter i gang. I Region Hovedstaden har man styrket den præhospitale visitation, og i Region Sjælland arbejder man med lægekonsultationer via E-hospital. Vi skal lære af regionernes nye viden. For hvis de præhospitale kompetencer styrkes og den præhospital visitation forbedres, så kan unødvendige indlæggelser undgås.

Hvis presset skal mindskes, er det afgørende, at der er et godt og konstruktivt samarbejde med primærsektoren, blandt andet lægevagtordningen.

Tina Christensen
Konstitueret formand for 3F

Med en sundhedsreform på vej med fokus på nærhospitaler og større lægehuse er det vigtigt at have fokus på, hvad formålet med en sådan reform skal være. Mit udgangspunkt er ganske klart, at reformen skal mindske uligheden i sundheden og sikre, at alle kan være sikre på, at vores sundhedsvæsen står parat, når behovet opstår.

Det betyder, at vores præhospitale indsats skal sikres mod geografisk ulighed, hvor man også i landets yderområder kan føle sig tryg, at vi sikrer, at den nødvendige specialisering finder sted i hele landet, og at der ikke blot er tænkt i lige muligheder, men også i at sikre, at mulighederne udnyttes lige, og at folk behandles lige.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Tina Christensen

Næstformand, 3F

0:000:00