Debat

Debat: Nedprioritering af lungepatienter sker i det skjulte

DEBAT: Når politikerne prioriterer kræft og hjertesygdomme, nedprioriterer de samtidig eksempelvis lungelidelser. Det skal vi have gjort op med, skriver sygeplejerskeformand Grete Christensen og formand i Lungeforeningen Lone Christiansen.

Den usynlige prioritering vil fortsætte, så længe vi ikke tør tale om den, skriver debattørerne.
Den usynlige prioritering vil fortsætte, så længe vi ikke tør tale om den, skriver debattørerne.Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Grete Christensen og Lone Christiansen
Hhv. Formand for Dansk Sygeplejeråd og formand i Lungeforeningen

Debatten om prioritering i sundhedsvæsenet har handlet meget om dyr medicin, og hvorvidt vi har råd til nye, dyre behandlinger.

Den har handlet alt for lidt om den prioritering, der allerede sker hver eneste dag, fordi der ikke er råd til det personale, der skal til for at sikre den nødvendige pleje og behandling.

Den prioritering sker skjult, og den rammer skævt.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Øjnene op for prioriteringerne 
I dag giver alvorlig sygdom nemlig ikke i sig selv adgang til pleje og behandling på samme niveau – det afhænger af, hvad man fejler.

Ifølge Etisk Råd er der således store forskelle på højtprioriterede områder som eksempelvis kræft og hjerteområdet i forhold til områder som eksempelvis den kroniske lungesygdom KOL og skizofreni.

Normeringerne på landets sygehuse er sat efter, at patienterne selv kommer gående ind ad døren, selv kan gå på toilettet og hente et glas saft. Og det kan de alvorligt syge KOL-patienter altså ikke.  

Grete Christensen & Lone Christiansen
Hhv. Formand for Dansk Sygeplejeråd og formand i Lungeforeningen

Det mener vi ikke, at vi som samfund kan være bekendt. Vi ønsker et sundhedsvæsen, som bygger på demokratiske principper, men også åbenhed om de beslutninger, der bliver truffet – også i sundhedsvæsenet.

Vi siger ikke, at der ikke var behov for store investeringer, der prioriteres på kræft- og hjerteområdet.

Problemet er, at når politikerne prioriterer kræft og hjertesygdomme, så nedprioriterer de samtidig eksempelvis lungelidelser.

Det skal vi have gjort op med. Lige nu sker prioriteringen, uden at vi diskuterer, om den er rigtig, og uden at det for alvor erkendes, at der rent faktisk sker en prioritering.

Travlhed tvinger personale til at prioritere
Prioritering er svært, fordi det kræver modet til at vælge noget fra. Det er sjældent hverken rart eller populært.

Og måske er det også derfor, man sjældent hører politikere sige, hvad det er, vi ikke skal.

Men vil man ikke prioritere, må man sikre, at økonomien er på plads. Man må holde op med at bilde sig selv og andre ind, at man kan få den samme kvalitet på den halve tid.

I dag har sundhedspersonalet kun 38 minutter til at lave det samme, som de havde en time til i 2001.

Det betyder, at de ofte er tvunget til at gå på kompromis og prioritere, om det er Hansen eller Jensen, der ikke skal have behandling til tiden, eller som ikke får tid til at tale med en sygeplejerske.

Det er ikke rimeligt, at det er den enkelte sygeplejerske eller læge, der skal stå i det dilemma for at få hospitalernes økonomi til at hænge sammen.

Eksempelvis har KOL-patienter ikke brug for dyr medicin. De har brug for den rette udredning og behandling – og de har brug for pleje og hjælp.

Det kræver langt hen ad vejen hænder, ikke piller. Men mens der er fri adgang til dyr medicin, når den først er godkendt, er personale en knap ressource.

Patienter oplever forskellighed i plejen
Vi ved fra nogle af de KOL-patienter, der også har en kræftdiagnose, at de oplever to vidt forskellige forløb, hvor der tages langt bedre hånd om dem som kræftpatienter.

Det har de selv svært ved at se det retfærdige i - vi forstår dem godt.

Virkeligheden på de lungemedicinske afdelinger er så uendelig langt fra de sundhedsprofessionelles faglige drøm om, hvordan de gerne vil kunne pleje og behandle deres patienter.

Og lungepatienterne er en gruppe, der kræver meget og omsorgsfuld sygepleje.

Vi taler om mennesker, der ikke kan trække vejret, og de er så dårlige, at de knap kan sætte sig op i sengen.

Der er kort sagt brug for en anderledes prioritering af ressourcer og normering på lungeafdelingerne.

Normeringerne på landets sygehuse er sat efter, at patienterne selv kommer gående ind ad døren, selv kan gå på toilettet og hente et glas saft. Og det kan de alvorligt syge KOL-patienter altså ikke.

Lungespeciale under pres
Vi er i dag kommet i en situation, hvor lungespecialet ikke er så prestigefyldt at arbejde med.

Derfor kan det blive svært at rekruttere, og der er steder i landet, hvor der ikke er lungemedicinere til rådighed.

Der bliver uddannet for få lungelæger, og vi ser generelt ind i en mangel på ekspertviden hos både læger, sygeplejersker og fysioterapeuter.

Tilsvarende ved vi, at mangel på personale betyder, at unge med skizofreni ikke får den samtalebehandling, de kunne have gavn af.

Også selv om det vil betyde færre dyre genindlæggelser. Ud over at det giver dårligere forløb for patienterne, er det altså også dårlig økonomi.

Sundhedsreform bør sikre kvalitet for alle patienter
Det er derfor afgørende, at politikerne får set på, hvordan vi bedst prioriterer ressourcerne til nye behandlinger på en retfærdig og gennemsigtig måde. 

For eksempel i forbindelse med en ny sundhedsreform. Meget vil dog være nået, hvis man med reformen sikrer flere ansatte på de afdelinger, hvor de virkelig mangler, og hvor der i mange år er blevet skåret ned.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Grete Christensen

Fhv. formand, Dansk Sygeplejeråd
sygeplejerske (Holbæk Sygeplejeskole 1981)

0:000:00