Astma-Allergi Danmark: Uddan flere fagspecialister

DEBAT: Mens antallet af allergikere stiger i Danmark, uddannes der ikke nok fagspecialister, mener vicedirektør i Astma-Allergi Danmark Anne Holm Hansen. Det offentlige kan ikke følge med, og det koster i sidste ende samfundet dyrt.

Af Anne Holm Hansen
Vicedirektør i Astma-Allergi Danmark

Patienter med allergi må vente længe på deres udredning og behandling.

Alt for mange sygehuse overholder nemlig hverken allergiudredning inden for fire uger eller behandling inden for otte uger, selv om loven på området nu kan fejre to års fødselsdag.

Det er stærkt foruroligende, men forklaringen er desværre enkel: Antallet af henvisninger stiger, og kun fem ud af tyve offentlige sygehuse overholder udredningsgarantien.

De offentlige sygehuse kan ikke følge med, og der mangler læger med fagområdeuddannelse inden for allergi.

Samtidig er der en stor geografisk ulighed i ventetiderne.

Det betyder, at patienter i Aalborg må vente op til 72 uger på at blive udredt, mens det i Næstved tager seks uger. Det er en urimelig, regional forskel, der desværre heller ikke er ny. I foråret var ventetiderne på halvdelen af sygehusene ti uger eller længere.

Private henvisninger løser ikke problemet
Sundheds- og ældreminister Sophie Løhdes (V) seneste udmelding er at gøre det lettere at blive henvist til privathospitaler.

Henvisninger til privathospitaler kan tage toppen af ventetiderne, men det løser ikke et grundlæggende problem på allergiområdet, nemlig mangel på læger med fagområdeuddannelse.

Manglen på læger skyldes, at man fra politisk hold længe har nedprioriteret allergiområdet.

Først blev det allergologiske speciale nedlagt tilbage i 2004, og der har ikke været opfølgning på, hvordan der så sikres faguddannede læger.

Engagerede allergilæger har imidlertid selv oprettet en to-årig fagområdeuddannelse, som fortjener stor opmærksomhed i regionerne.

Som det ser ud nu, tilbydes uddannelsen på Odense Universitetshospital og Gentofte Hospital.

Det er næppe nok, hvis der skal uddannes personale til de mange patienter med allergi, der i dag har behov for specialistviden.

Behov for politisk handling
Allergi berører mange danskeres hverdag og har mange både åbenlyse og skjulte omkostninger for samfundet.

Omkring 1,5 millioner danskere lever med allergi, høfeber, astma og eksem.

Ser man på høfeber alene, kostede det sidste år 4800 årsværk svarende til 266.000 sygedage og 2,3 millioner ineffektive arbejdsdage.

Derfor er der åbenlyst behov for en indsats.

Er ønsket om at nedbringe ventelisterne på allergiområdet et reelt ønske, er det derfor afgørende, at der bliver uddannet fagpersonale.

Politikerne må handle og sikre, at der bliver uddannet fagspecialister.

Gør de ikke noget, vil vi fortsat stå i den helt paradoksale situation, at antallet af mennesker med allergi stiger, mens der forbliver mangel på allergiuddannede læger.

Forrige artikel Hjerteforeningen: Stil krav om sundere fødevarer Hjerteforeningen: Stil krav om sundere fødevarer Næste artikel Lægeforeningen: Fokuser på det nære sundhedsvæsen Lægeforeningen: Fokuser på det nære sundhedsvæsen