Bioanalytikere: Diagnoseprocessen bør være kollektiv og tværfaglig

Af Martina Jürs
Formand, Danske Bioanalytikere

I den netop udkomne rapport 'Veje til bedre diagnostik' slår en enkelt helsætning på side 61 det fast: "At stille en diagnose er ikke en opgave for lægen alene". Stærk pointe.

Og tankegangen følges op: "Det er en dynamisk proces, der kræver teamsamarbejde, hvor både patienter og pårørende og andre sundhedsprofessionelle faggrupper bidrager."

I rapporten, der er udarbejdet for Dansk Selskab for Patientsikkerhed og Patienterstatningen, gentages det igen og igen. Diagnoseprocessen bør være et kollektivt, tværfagligt anliggende. Alt for vigtigt at lægge i hænderne på den ene læge, der undersøger patienten første gang i et sygdomsforløb. 

Som formand for den faggruppe, der befinder sig i den producerende ende af de analysesvar, der ligger til grund for et flertal af diagnoser i det danske sundhedsvæsen, er jeg glad for, at der omsider er kommet tal inden for dette område. Grumme tal.

Cirka 760 personer får årligt tilkendt erstatning som kompensation for en fejldiagnose, og cirka 63 dør som følge af den skade, som de er blevet påført.

At stille en korrekt diagnose kan da også være en uhyre kompliceret affære med en række falske tilløb. Sådan er det.

Martina Jürs
Formand, Danske Bioanalytikere

Sæt stædigheden til side
At stille en korrekt diagnose kan da også være en uhyre kompliceret affære med en række falske tilløb. Sådan er det.

Problemet forværres, lyder det i rapporten, hvis lægen tidligt lægger sig fast på ét bestemt spor. Så kan en blanding af faglig stolthed eller stædighed gøre det vanskeligt at vende blikket i en anden retning.

Den erfarne læge, der er sikker i sit "kliniske skøn" – det vil sige en blanding af mavefornemmelse og faglig indsigt – kan dermed være lige så upræcis i sin diagnosetræfsikkerhed, som den nervøse nyuddannede, der for en sikkerheds skyld krydser alle felter af på analysesedlen.

Ingen af de to typer lægeadfærd er hensigtsmæssig. Ingen af dem bør føle, at de er dårlige læger, hvis de ringer til en kollega.

Jeg ved, at mange af de bioanalytikere, der er ansat i almen praksis, fungerer som en laboratoriefaglig sparringspartner, når det gælder bestilling og tolkning af vanskelige analysesvar.

Jeg er også sikker på, at for eksempel kommunale akutsygeplejersker, der kender borgerne, har et og andet at bidrage med, når en ældre, multisyg patient bliver indlagt med diffuse symptomer, som sygehuslægerne har svært ved at hitte rede på.

Men jeg er også ret sikker på, at det ikke er alle steder, at der er en kultur, hvor den slags observationer og vurderinger aktivt efterspørges.