Sundhedspolitikere om regeringens reform: I glemmer forebyggelsen

Se forfatterne til indlægget i dokumentationsboks til højre

Vi er enige i, at det er godt for borgerne, at flere sundhedsopgaver løses tættere på borgernes hverdag. Helt overordnet kræver det, at kommunerne spiller en større rolle i sundhedsvæsenet – og det er vi klar til! Vi er også klar til at opfylde de forudsætninger, der skal til, for at det kan lade sig gøre.

Men vi skal sikre, at der følger investeringer med, og at der er helt klare aftaler om overdragelse af opgaver fra region til kommune. Vi ser vi fire vigtige principper, som bør understøtte reformen.

Fælles om borgerne
Vi ønsker, at opgavedelingen bygger på et princip om, at specialiserede sundhedsopgaver bliver varetaget af hospitalsvæsenet. Men borgerne skal kun indlægges og behandles på specialiserede hospitaler, når det er nødvendigt.

Borgerne skal i videst muligt omfang have behandling i nærområdet. Det betyder, at opfølgning på behandling, tidlig opsporing af sygdomme osv. skal foregå i borgerens nærmiljø og varetages af kommunerne og praktiserende læger.

Det betyder også, at borgerne ikke må udskrives for hurtigt – inden den specialiserede behandling er færdig. Borgerne skal være i centrum i det sammenhængende sundhedsvæsen.

Vi ønsker at reducere geografisk og social ulighed i sundhed. Det skal ske ved at reducere regionale og kommunale forskelle i sundhedsvæsenet.

Seks sundhedsborgmestre og rådmænd

Hele sundhedsvæsenet skal arbejde sammen og sikre, at borgerne er, hvor de skal være: på hospitalet, på en akutplads i kommunen eller i hjemmet med hjemmepleje eller andre hjemmebesøg. Vi skal være fælles om borgerne.

Tryghed og kvalitet
I takt med at hospitalerne har øget specialiseringen, har kommunerne i samarbejde med praktiserende læger fokuseret på at øge forebyggelsen og skabe kvalificeret behandling efter hospitalsindlæggelse.

Det giver bedre forebyggelse og udredning, bedre behandling på hospitalet, kortere liggetid og opfølgende behandling i kommunen. Med andre ord giver det både tryghed og kvalitet, at det er almenpraksis og kommunerne, som er aktørerne i det nære sundhedsvæsen.

Det mener vi, at regeringen skal holde fast i, når den med en sundhedsreform vil skabe sundhedsklynger.

Mere integreret almen praksis
Almen praksis er den primære indgang for borgerne i forhold til deres sundhedstilstand og dermed vores centrale medspiller i det nære sundhedsvæsen. Derfor er der behov for, at almen praksis bliver yderligere integreret og forpligtet i det sammenhængende sundhedsvæsen.

Med den nuværende overenskomst for de praktiserende læger bliver samarbejdet nemmere og sundhedstilstanden for borgerne større. Men vi skal i fællesskab udvikle vores samarbejde og finde nye områder, der kan skabe værdi for borgerne.

Livskvalitet gennem forebyggelse
Det meste af debatten om fremtidens sundhedsvæsen handler om behandling. Ikke sundhedsfremme og forebyggelse. Det er en tankegang, som er præget af den øgede specialisering de seneste årtier.

Vi har i kommunerne ansvaret for sundhedsfremme og forebyggelse, så kommende generationer bliver mindre syge. Derfor vil vi fortsat prioritere ressourcerne til forebyggelse og udvikle behandlingsmetoder til gavn for borgerne.

Det vil øge borgernes livskvalitet og mindske den økonomiske belastning i det sammenhængende sundhedsvæsen. Det er vigtigt, at alle parter i sundhedsvæsenet erkender den prioritering, så ressourcerne afsættes derefter.

Vi ønsker at reducere geografisk og social ulighed i sundhed. Det skal ske ved at reducere regionale og kommunale forskelle i sundhedsvæsenet. Det er der, hvor der er evidens for, at en given indsats eller behandling er bedre end andre.

Mod til at investere i det nære
Disse fire principper kræver investeringer i det nære sundhedsvæsen, hvis vi vil have høj faglig og borgeroplevet kvalitet. Derfor er det afgørende, at klart lægeligt ansvar, kvalitetsudvikling, og faglige standarder, kompetenceudvikling og økonomiske rammer prioriteres.

Flere opgaver skal fremover løses uden for hospitalsvæsenet. Det kræver klare ansvarsforhold, faglige standarder, og at kompetencerne flytter med, både til de kommunale sundhedsmedarbejdere og til støttepersonalet i almen praksis. Det drejer sig både om at løse sundhedsopgaverne på det rette faglige niveau og at udvikle kvaliteten af sundhedsydelserne.

Endelig skal vi løbende arbejde med at effektivisere og omlægge sundhedsvæsenet, så vi får mest ud af ressourcerne. Med flere ældre, flere mennesker med kroniske sygdomme og med udvikling af behandlingerne er der brug for flere ressourcer.

Hvis vi tør udvikle og investere i det nære sundhedsvæsen, hvor borgeren er i centrum, kan den kommende sundhedsreform blive dén, der gør, at tid og snak om bureaukrati bliver afløst af et mere sammenhængende og nært sundhedsvæsen.