Brancheformand: Lad os diskutere, hvem der hører til på et sygehus

Af Peter Andreasen
Formand, Private Audiologiske Klinikkers Sammenslutning (Paks)

Finanslovsforhandlingerne pågår. Vi bliver lovet mere velfærd, men som bekendt er efteråret de lange næsers tid i mere end en forstand. For "velfærdsgaverne" holder knap trit med efterspørgslen. 

Og hermed til min pointe med dette indlæg: Sundhedsvæsenet er i sin nuværende form ekstremt udfordret. Det bliver ikke bedre. Hvorfor ikke tænke i nye baner − først som sidst?

I regeringens økonomiaftale med regionerne for 2020 hedder det blandt andet, at "det er et fælles mål, at der sker en større aflastning af sygehusene. Regionerne skal understøtte, at opgaver løses der, hvor opgaven løses mest omkostningseffektivt til størst gavn for patienterne. Det kræver blandt andet større sammenhæng og et styrket samarbejde mellem de centrale aktører − praktiserende læger, kommuner og regioner". 

Udmærket idé, men hvorfor kun inddrage offentlige aktører? Hvorfor ikke tænke den private sektor med ind, når vi ved, at alle led i det offentlige sundhedsvæsen knager under patienttrykket?

Større ansvar for eget liv
Og nej, jeg tænker ikke på flere offentlige udbud. 

Kriteriet for, om man kan trække på sundhedsvæsenet bør, helt logisk, gå på, om man er syg eller ej.

Peter Andreasen
Formand, Private Audiologiske Klinikkers Sammenslutning (Paks)

De kan måske være en løsning inden for nogle bestemte områder, men med de demografiske udfordringer, som vi står over for, er det ikke nok. 

Skal vi fastholde kvaliteten i behandlingen af de syge, går det ikke at smøre et stadigt tyndere lag smør på brødet blot for at bevare illusionen om "verden bedste" sundhedssektor, der logisk nok kræver verdens næsthøjeste − måske snart igen højeste − skattetryk. 

Et skattetryk, der ikke skaffer flere hænder − tværtimod. Vi kommer ikke udenom at lade borgerne overtage en større del af ansvaret for eget liv. Sundhedssektoren må prioritere og fokusere sine kerneydelser .

Tænk nyt og spar kontakter med sundhedsvæsenet
Kriteriet for, om man kan trække på sundhedsvæsenet, bør, helt logisk, gå på, om man er syg eller ej. 

Lad os tage høretab som eksempel. Dels fordi jeg kender dette område bedst, dels fordi det er et ganske illustrativt eksempel.

Godt 800.000 danskere lider af et høretab. Årligt får cirka 100.000 personer nye høreapparater, hvoraf de fleste er genudleveringer. 

De fleste af disse høretab er aldersrelaterede − ikke sygdomsbetingede. Cirka 85 procent af alle høreapparater udleveres således til borgere med et ukompliceret, aldersrelateret høretab.

I en situation, hvor de fleste hospitaler er totalt overbelastede, lader man højtspecialiserede hospitalsafdelinger og privatpraktiserende speciallæger behandle mere end halvdelen af alle borgere, der har behov for et høreapparat. 

Ved blot lidt nytænkning kunne tusindvis af kontakter med det offentlige sygehusvæsen uden videre spares væk  til gavn for dem, der for eksempel har et kompliceret høretab, kræft eller anden alvorlig sygdom.

Visitation baseret på vane
At der er lange ventelister på sygehusenes audiologiske afdelinger, skyldes især, at mange privatpraktiserende ørelæger − typisk dem, der ikke selv har privat udlevering af høreapparater − per tradition og alt for ofte − henviser til offentlig behandling.

En anden forklaring er, at mange borgere ikke kender deres muligheder for privat behandling − herunder ikke ved, at privat behandling kan være fuldstændig dækket af det offentlige tilskud. 

Endelig er der naturligvis de borgere, der bare gerne vil behandles på et sygehus, hvad enten de har behov for det eller ej − for eksempel fordi de fejlagtigt tror, at behandlingen er bedre, eller at de bliver behandlet af læger.

Giver det mening vedholdende at lukke mennesker, der ikke er syge, ind på et højt specialiseret hospital? Med sundhedssektorens udfordringer in mente må svaret være nej. 

Borgere med et ukompliceret høretab skal have et frit valg, men det skal være et frit valg mellem private leverandører. Kun sådan kan flest få mest.