Sygeplejersker: S-udspil om karantæne fra sundhedsvæsnet nytter ingenting. Her er en bedre løsning

Tal, der ikke er til at spøge med. Derfor er det også udpræget positivt, at Socialdemokratiet tirsdag valgte at sætte fokus på, at der skal gøres noget ved problemet. 

Men Socialdemokratiets forslag om at give patienter karantæne fra ikke-akut behandling i sundhedsvæsnet, hvis de udøver vold, er ikke den rigtige løsning. Vold mod sundhedspersonale er uacceptabelt. Men man løser ikke vold ved at udelukke mennesker fra behandling. 

Markant styrkelse af forebyggelse

Samtidig er det ærgerligt, at et alvorligt arbejdsmiljøproblem kobles til udlændingepolitik. Det risikerer at afspore den debat, vi faktisk har brug for: hvordan vi forebygger vold i sundhedsvæsnet. 

For i sundhedsvæsnet møder vi mennesker i krise. Mennesker med psykisk sygdom, mennesker påvirket af rusmidler og mennesker i dyb afmagt over deres situation. Det gør aldrig vold acceptabelt – men det understreger, at løsningen ligger i bedre forebyggelse og bedre rammer for personalet. 

Især i psykiatrien og akutmodtagelserne er udfordringen tydelig. Vold, trusler og for få kvalificerede medarbejdere på vagt udgør i dag en reel sikkerhedsrisiko for både medarbejdere og patienter. 

Derfor bør en kommende regering i langt højere grad kigge andetsteds, når det kommer til, hvordan vi løser udfordringerne med vold og trusler mod sundhedspersonalet. Vi har brug for en national handleplan.

En sådan handleplan bør indeholde mindst tre elementer. 

For det første skal forebyggelsen styrkes markant. Der skal sættes ind før konflikter på arbejdspladsen udvikler sig til vold eller trusler mod personalet. Når der er nok på arbejde, når medarbejdere har tid, støtte og de rette redskaber, kan mange konflikter håndteres, før de udvikler sig til vold.  

Samtidig bør reglerne ændres, så patienter og borgere ikke har adgang til sundhedspersonalets fulde navn og dermed mulighed for at opsøge dem i deres fritid. Det kan være med til at forebygge og skabe forøget tryghed for, at man som sundhedspersonale ikke bliver chikaneret eller i værste tilfælde opsøgt i privaten. 

For det andet skal personalet have bedre kompetencer inden for voldsforebyggelse og konflikthåndtering. Specialuddannelse, mere efteruddannelse og opkvalificering i konflikthåndtering og deeskalering gør en reel forskel i mødet med patienter i krise.

Samtidig kan bedre muligheder for faglig udvikling gøre det mere attraktivt at arbejde i for eksempel psykiatrien, hvor rekrutteringsudfordringerne allerede er til at få øje på.  

For det tredje skal medarbejderne have bedre beskyttelse og opbakning. Der skal arbejdes systematisk med sikkerheden på arbejdspladserne. Flere steder har man gode erfaringer med sikkerhedspersonale, der kan træde til, når situationer pludselig eskalerer. 

Derudover skal der være styr på arbejdspladsens indretning og flugtveje, ligesom overfaldsalarmer desværre kan være nødvendigt på visse afdelinger. 

Kort sagt: Hjælpen skal sættes ind, før volden opstår.  

Hvis vi vil skabe et sundhedsvæsen, hvor medarbejdere kan gå trygt på arbejde, kræver det politisk handling. En national handleplan mod vold og trusler i sundhedsvæsnet vil være et vigtigt og væsentligt første skridt 

For sundhedsvæsnet skal naturligvis være et trygt sted – både for dem, der arbejder der, og for dem, der har brug for hjælp.