Danske Patienter: Løhdes taskforce er godt nyt. Men patienterne har ikke tid til lange analyser

USA presser priserne

Adgangen afgøres dér, hvor beslutningen falder: Når Medicinrådet skal tage stilling til, om ny medicin skal anbefales som standardbehandling på hospitalerne. I praksis afhænger udfaldet ofte af, om prisen kan forhandles ned, så den står mål med effekten. Amgros forhandler priser på sygehusmedicin på vegne af regionerne.

Og her ser vi allerede problemet: "Most Favored Nation" betyder i praksis, at amerikanerne vil lade deres egne medicinpriser tage udgangspunkt i de laveste priser i en gruppe lande – herunder Danmark.

Taskforcen må ikke ende som et initiativ, der primært handler om industripolitik.

Morten Freil
Direktør, Danske Patienter

Selvom ingen i dag kan sige præcist, hvordan ordningen ender med at virke i USA, har vi en forventning om, at virksomhederne allerede nu bruger argumentet i danske prisforhandlinger: En lav, fortrolig nettopris i Danmark kan påvirke deres fremtidige prisniveau i USA – og derfor kan de ikke give de samme rabatter som før.

Det lyder teknisk. Men for patienter og pårørende betyder det noget meget konkret: Forhandlingsrummet bliver smallere. Og risikoen stiger for, at Medicinrådet oftere end tidligere ender med ikke at anbefale behandlinger, fordi prisen ikke kan bringes langt nok ned.

Det kan betyde, at patienter mister adgang til behandlinger med klinisk relevant effekt – ikke fordi effekten er blevet dårligere, men fordi rabatten ikke længere kan blive på det niveau, vi tidligere har set. Og den regning betaler patienterne – med helbred, funktionsevne, livskvalitet og i værste fald liv.

Patienterne betaler prisen

Derfor har Medicinrådet brug for klare politiske meldinger her og nu, mens sagerne behandles, og mens forhandlingsrummet allerede er under pres.

Hvad forventer politikerne, at Medicinrådet gør, når rabatmulighederne ændrer sig af grunde, der ligger uden for dansk kontrol?

Skal vi acceptere, at flere behandlinger falder, fordi rabatten ikke kan blive "stor nok" – med den direkte konsekvens, at patienter mister adgang? Eller ønsker man politisk at fastholde adgangen til nye behandlinger med klinisk relevant effekt mindst på niveau med tidligere – også når internationale prisinitiativer presser vores model?

Hvis man ønsker det sidste, kræver det handling: En tydelig afklaring af betalingsvillighed og en finansieringsramme, der kan bære ambitionen.

Men lad mig også være helt klar: Det må ikke blive en blankocheck til industrien. Patienterne har ikke interesse i, at "Most Favored Nation" bliver et nyt alibi for varigt højere priser. En politisk afklaring skal derfor gå hånd i hånd med et samlet greb om prissystem og finansiering, så Danmark kan sikre adgang uden at acceptere permanent prisglidning i et marked, der reelt fungerer som monopol under patent.

Samtidig skal patientperspektivet være bærende i løsningen. For det er patienterne, der betaler prisen, når adgangen forsinkes eller forsvinder. Derfor skal patienternes repræsentanter høres og inddrages fra starten – ikke som et bilag til sidst.

Taskforcen må ikke ende som et initiativ, der primært handler om industripolitik. Den skal først og fremmest tage udgangspunkt i patienternes helbred og i adgangen til behandling.

Vores budskab er enkelt: "Most Favored Nation" har allerede konsekvenser for danske patienter. Derfor skal taskforcen levere hurtige og konkrete løsninger. Og Medicinrådet skal have klare politiske retningslinjer for, hvordan man skal agere, når forhandlingsrummet ændrer sig.

Lyt til patienterne. Det er dem, det går ud over.