Danske Patienter: Medicinråd skal lægge pres på producenter – ikke på patienter og klinikere

MEDICIN: Der er behov for at finde en model og en kommunikation, hvor det er virksomhederne og ikke patienter og klinikere, der bliver presset i forhandlingsspillet om prisen på ny medicin, skriver Klaus Lunding og Morten Freil fra Danske Patienter.

Af Klaus Lunding og Morten Freil
Formand for Danske Patienter og direktør i Danske Patienter og medlem af Medicinrådet

Med jævne mellemrum opstår der hidsig debat i medierne, når Medicinrådet afviser en medicin som standardbehandling, fordi rådet vurderer, at man får for lidt effekt for pengene. Det har vi blandt andet set i forhold til patienter med muskelsvind, sklerose, øjensygdomme, brystkræft og lungekræft. Det bemærkelsesværdige i den debat er, at den typisk foregår mellem Medicinrådet og patientrepræsentanter – ofte bakket op af dele af det politiske landskab. Producenterne er underligt fraværende og ikke direkte mål for kritikken.

Debatten går som regel på, at repræsentanter for patienter og klinikere inden for det pågældende sygdomsområde kritiserer rådet for at afvise en virksom behandling. Og så skal rådet ud at forsvare sin beslutning. Det kan umiddelbart virke underligt, at skytset ikke er rettet mod arnestedet, nemlig de virksomheder der fastsætter prisen for højt.

Bestemmer selv deres pris
Ofte er der nemlig intet, der begrunder prisen - bortset fra at virksomhederne via patentlovgivningen har mulighed for at kræve den pris, som markedet tillader. Der er derfor reelt intet loft over, hvor meget virksomhederne kan kræve, udover hvad samfundet er villig til at betale. Og virksomhederne ved, at samfundets villighed til at betale er stor, da ingen ønsker at afskære patienter fra virksom behandling. Slet ikke hvis der er tale om lovende medicin til patienter med en alvorlig sygdom, som ikke hidtil har kunnet hjælpes.

Når nu patient- og pårørendeforeninger, politikere, faglige eksperter og administratorer alle er enige om, at prisen på ny sygehusmedicin indimellem er alt for høj i forhold til den effekt, som medicinen lover, så burde en kritik gående på grådige medicinalproducenter ligge lige for – men i stedet er det altså Medicinrådet, der er mål for beskydningen. Forklaringen skal blandt andet findes i den måde, Medicinrådet træffer beslutninger på.

Afvejning af pris og effekt
Når Medicinrådet træffer beslutning om ibrugtagning af ny dyr sygehusmedicin, vurderer et fagudvalg bestående af faglige eksperter og patientrepræsentanter effekten af behandlingen i forhold til eksisterende standardbehandling. Det gør de på baggrund af evidens, klinisk erfaring og patientpræferencer.

På baggrund af fagudvalgets faglige vurdering træffer Medicinrådet beslutning om, hvorvidt medicinen skal anbefales som standardbehandling. Det gør rådet ud fra en afvejning af pris og effekt. Hvis Medicinrådet vurderer, at de samlede omkostninger ved ibrugtagning af medicinen er for høje i forhold til den merværdi, som behandlingen tilbyder, beslutter rådet, at medicinen ikke skal anbefales til at blive taget i brug som standardbehandling.

Når nu beslutningen på den måde bliver kommunikeret ud til regionerne og offentligheden som en anbefaling, så er det reelt et ”nej” til at bruge medicinen. Det afskærer patienter fra at få en behandling, der kan gavne dem, og lægger et enormt pres på patienter og deres pårørende, som ikke blot skal slås med sygdom, men også skal kæmpe for deres ret til den bedste behandling. I flere tilfælde er der tale om medicin til patienter, der har en alvorlig, sjælden og fremadskridende sygdom, som har ventet længe på at kunne få en behandling, der kan hjælpe dem og som minimum bremse hastigheden af udviklingen i sygdommen.

Efter sådanne beslutninger har Medicinrådet oplevet kritik fra fagudvalg, klinikere og patienter, som oplever det dybt problematisk, at netop deres behandling ikke kan tilbydes. Og flertallet i rådet bliver kritiseret af mindretallet – som ofte er os patientrepræsentanter. Medicinrådet må efterfølgende gå i pressen og diskutere med patienter og klinikere og forsvare sit valg. Og nogle politikere melder sig på banen for at forsvare alle patienters ret til behandling, mens andre politikere bakker op om Medicinrådets ret til at sige nej på grund af hensynet til at sikre mere sundhed for pengene.

Som en logisk konsekvens af den måde, Medicinrådet træffer – og kommunikerer – beslutningerne, glemmer alle parter at rette skytset derhen, hvor det i virkeligheden bør rettes: mod de medicinalvirksomheder, som udnytter den samfundskontrakt, der er indgået mellem medicinalvirksomheder og samfundet i form af beskyttelse af patenter. Men hvorfor skal det komme så vidt? Hvorfor er det ikke medicinalvirksomheden, vi alle peger fingre ad og lægger pres på i de hidsige diskussioner?

Meld ud, at afgørelsen udskydes
Argumentet for den nuværende model er, at vi har brug for en konstruktion, hvor samfundet kan presse virksomhederne til rabatter, så regionerne kan få lavere priser og dermed mere sundhed for pengene. Ja tak, men så er der behov for at finde en model og en kommunikation, hvor det er virksomhederne og ikke patienter og klinikere, der bliver presset i et forhandlingsspil. En model, hvor vi alle er enige om at rette kritik mod de medicinalvirksomheder, som helt ublu prissætter medicinen astronomisk højt og helt uden rimelighed i forhold til de udviklingsomkostninger, driftsudgifter med videre, som virksomheden har haft.

Når Medicinrådet i dag melder ud, at en behandling ikke kan godkendes som standardbehandling, er det i praksis en udskydelse af afgørelsen, idet firmaet har mulighed for at komme med en ny pris inden for tre måneder. Men man kalder det ikke en udskydelse, da det vil gå udover de stramme krav til sagsbehandlingstider, som regionerne har fastsat. Og i offentligheden bliver det ikke opfattet som en udskydelse, men derimod som et nej til ibrugtagning – for det er jo det, man melder ud. En udmelding, der virker voldsom for de mennesker med alvorlig sygdom, der hermed bliver afskåret fra at få adgang til virksom medicin. Man skal være meget tæt på forhandlingssystemet for at gennemskue, at et nej ikke nødvendigvis er ment som et nej, men derimod et krav om at få en ny og bedre pris.

I stedet for at melde ud til regionerne, faglige selskaber, patientforeninger og offentligheden, at medicin, som har en dokumenteret merværdi, ikke anbefales som standardbehandling, bør Medicinrådet ændre metode og kommunikationsstrategi, så man i stedet træffer en afgørelse, som er i tråd med den reelle hensigt – nemlig at presse prisen. Man bør melde ud, at afgørelse i sagen bliver udskudt, fordi rådet ikke mener, at der er et rimeligt forhold mellem pris og effekt, og at man derfor har en forventning om, at virksomheden efter fornyet forhandling vil komme med en væsentlig bedre pris. Så ikke et nej – men en udskydelse.

Behov for justering af proces og kommunikation
En sådan udmelding vil føre til overskrifter i pressen, der handler om virksomhedernes prissætning frem for de overskrifter, vi oplever i dag, hvor det handler om, at rådet siger nej til virksom behandling. Vi vil med andre ord få en debat, som handler om virksomhedernes priser frem for en debat, der handler om ulige adgang til medicin og behandling.

Hvis virksomheden fortsat ikke leverer en rimelig pris, vil medicinen stå i Medicinrådets oversigt som et lægemiddel, der afventer en rimelig pris.

Det kan ikke undgås, at patienter og klinikere vil være kritiske over, at godkendelsen skal afvente en rimelig pris fra virksomheden. Og der kan selvfølgelig være grund til, at Medicinrådet revurderer afgørelser - for eksempel hvis vores nabolande har godkendt lægemidlet som standardbehandling. Og der vil fortsat være tilfælde, hvor patienter og klinikere oplever det problematisk at anvende en præmis om effekt i forhold til pris. For mennesker med alvorlige, invaliderende og kroniske sygdomme kan en meget lille effekt være enorm, mens den for raske og beslutningstagere kan synes betydningsløs.

Men det ændrer ikke ved, at vi i den samlede proces har fået rettet opmærksomhed på problemets rod – nemlig prissætningen – fremfor en slåskamp mellem regioner, Medicinråd, politikere, klinikere og patienter.

Ved udbud af for eksempel anlægsopgaver er der en tradition for at lægge vægt på, om entreprenørerne udviser samfundssind (for eksempel om de har elever/lærlinge). Man kunne tilsvarende overveje, om lægemiddelvirksomheder, der igen og igen fastsætter urimelige priser på patenterede lægemidler, skal have vanskeligere ved at vinde de udbud, Amgros laver på de områder, hvor lægemiddelvirksomhederne er i konkurrence.

Vi skal vise muskler og straffe de virksomheder, der groft udnytter deres patent. Vi skal undgå konflikten med patienter og klinikere. Et skridt på vejen vil være, at regionerne beslutter nogle små justeringer af metoderne, og at Medicinrådet er skarpe i den eksterne kommunikation.

Når Medicinrådet udskyder en afgørelse eller siger nej, bør det være helt klart for omverdenen, om det skyldes, at prisen er for høj i forhold til effekten, eller om rådet vurderer, at medicinen er uden effekt i forhold til gældende standardbehandling. En skærpet kommunikation vil bidrage til øget transparens og en god offentlig debat, hvor der i det mindste er enighed om, hvad en uenighed skyldes.

Forrige artikel Debat: Epidemiloven skal sætte rammer for erstatning til ramte virksomheder Debat: Epidemiloven skal sætte rammer for erstatning til ramte virksomheder Næste artikel Aktører vil have afskaffet tolkegebyret: Vi er bekymrede for patientsikkerheden Aktører vil have afskaffet tolkegebyret: Vi er bekymrede for patientsikkerheden