Debat: Knuste familier har brug for professionel krisehjælp

Hver dag på hospitalet møder sundhedsprofessionelle mennesker, hvis verden styrter sammen, når alvorlig ulykke og sygdom rammer en familie. Børn, der mister en mor eller far, eller forældre, der pludselig står med et alvorligt sygt barn.

Sundhedsprofessionelle konfronteres dagligt med tragedier og skæbner, der kan tage pusten fra enhver. Midt i stormen forventes de at agere professionelt og yde relevant støtte og omsorg. Men hvem sørger egentlig for, at de er ordentlig fagligt klædt på og rustede til at yde medmenneskelig omsorg og støtte til familierne, uden selv at gå i stykker?

Familietragedier kræver støtte
Det er følelsesmæssigt belastende at være vidne til familiers tragedier, og særligt når børn er involveret. Og noget af det vanskeligste for os mennesker er netop, når vi ikke kan handle/gøre noget, blot være der sammen med familien, trække vejret og møde magtesløsheden. Men præcis dette gør en kæmpe forskel for mennesker, der står midt i krisen.

At nogen tør være der sammen med dem, gør krisen mindre ensom. At blive følelsesmæssigt berørt af familiers tragedier er menneskeligt, og endda nødvendigt, hvis man som professionel og medmenneske skal kunne tilbyde relevant støtte. Men mange sundhedsprofessionelle modtager ingen uddannelse i, hvordan man støtter mennesker i alvorlig krise, og oplever det som uprofessionelt at blive følelsesmæssigt involveret og berørt.

Medmenneskelighed skal være en del af pensum
Af sundhedsstyrelsens anbefalinger fremgår, at sundhedsprofessionelle har et ansvar for at yde støtte til børn som pårørende: 

”Børn og unge pårørende bør derfor støttes og inddrages i sygdomsforløbet i overensstemmelse med deres alder, følelsesmæssige udvikling og ressourcer. Det er derfor centralt, at de nødvendige støttefunktioner til børn og unge er til stede ved behov både i form af relevante personale-kompetencer og i form af støttetilbud til såvel den syge forælder som til de pårørende børn og unge.” (Nationale anbefalinger for sundhedspersoners møde med pårørende til alvorligt syge. Sundhedsstyrelsen 2012, s 12).

Forskning viser, at alvorlig sygdom og ulykke i høj grad risikerer at medføre psykiske lidelser som angst, depression og posttraumatisk stress hos både børn og voksne.

Anders Korsgaard, Svend Aage Madsen, Christian Busch og Ditte Bruun Eriksen

Der ligger indlejret i måske særligt sygeplejefaget en forventning om, at omsorg og medmenneskelighed leveres i relevante doser i alle situationer. Alligevel er basal krisepsykologi og viden om børn og unges krisereaktioner normalvis ikke en del af pensum for sygeplejersker. Mange står derfor fuldstændig alene og overladt til ”fingerspitzgefühl” i forhold til hvad der bør gøres/ikke gøres. Men er det virkelig rimeligt? 

Hvem sikrer, at sundhedsprofessionelle ikke brænder ud og belastes unødigt, fordi de ikke føler sig tilstrækkeligt klædt på i mødet med alvorligt kriseramte børn, unge og forældre?

Berøringsangst kan hindre relevant støtte til kriseramte familier
Berøringsangst og manglende viden kan hindre den rette støtte til børn, unge og forældre, som rammes af alvorlig sygdom eller ulykke. Mange sundhedsprofessionelle oplever dilemmaet i at se et støttebehov hos alvorligt ramte familier, men ikke føle sig rustede til at varetage opgaven. Og så kan det i nogle tilfælde betyde, at man måske helt undlader at gøre noget.

Psykologer og socialrådgivere er efterhånden ressourcer, der er sparret væk på de fleste hospitalsafdelinger, og mange afdelinger oplever ikke, at de i tilstrækkelig grad kan trække på for eksempel psykologbistand. Personalet selv kan være bange for at gøre ondt værre (retraumatisere) og føler sig usikre på, hvad de bør og kan tilbyde. 

Der er derfor et stort behov for at uddanne sundhedsprofessionelle i Danmark i basal krisepsykologi og krisestøtte – særligt i forhold til børn og unge. Der har i de senere år været en række tiltag og projekter, der har forsøgt at løfte området, og der er kommet et stadigt stigende fokus på børn som pårørende. Vores naboer Norge og Sverige er dog endnu længere på området. 

I Danmark er der behov for, at området bliver prioriteret, så flere sygeplejersker og (læger) tør påtage sig opgaven og ansvaret, og lige så vigtigt: ikke belastes og brænder ud, fordi de ikke er tilstrækkeligt klædt på. I Region Hovedstaden arbejdes der på at videreføre og integrere kurset Krise- og traumeinformeret praksis (og erfaringer fra et større udviklingsprojekt i Region H) som en fast del af Intensivuddannelsen, men hvad med andre fagområder og specialer inden for sygepleje eksempelvis anæstesien?

Krisehjælp bør være en integreret del af sundhedssystemet
Forskning viser, at alvorlig sygdom og ulykke i høj grad risikerer at medføre psykiske lidelser som angst, depression og posttraumatisk stress hos både børn og voksne. Alligevel findes der ikke alle steder i Danmark en systematisk støtte til familier, der kommer på hospitalet efter sådanne hændelser. Det er også alment kendt, at en families samlede psykosociale situation spiller ind, når det kommer til helbredelse eller det at komme sig efter et alvorligt tab. Det koster nemlig samfundet mange ressourcer, når en familie falder fra hinanden, i form af tabt arbejdsevne, psykisk mistrivsel blandt unge, fald i skolepræstationer og generel tab af livskvalitet.

Projektresultater viser, at uddannelse gør en forskel
Projektet Krise- og traumeinformeret støtte til børn og unge på hospitalet, støttet af Egmont Fonden, viser, at det har en positiv effekt at tilbyde psykoedukation og vejledning om almindelige krisereaktioner efter alvorlige hændelser, og at sygeplejersker, men også læger, med fordel kan uddannes til at varetage denne opgave.

Erfaringerne fra projektet viser desuden, at sundhedsprofessionelle oplever det belastende ikke at være tilstrækkeligt klædt på, når det handler om børn og unge, fordi de faktisk opfatter det som deres ansvar at gøre noget. Derfor gør det en vigtig forskel også for sundhedsprofessionelles arbejdstrivsel at blive klædt på til netop denne opgave.

.......................

Af chefpsykolog, Anders Korsgaard, Rigshospitalet; chefpsykolog og forskningsleder, Svend Aage Madsen, Rigshospitalet; hospitalspræst Christian Busch, Rigshospitalet og psykolog og projektleder Ditte Bruun Eriksen, Enhed for Evaluering og Brugerinddragelse, Region Hovedstaden.