Sundhedsvæsenet frustrerede hende. Nu råber Charlotte Langer politikerne op: "Nedsæt et råd for kvinders sundhed"

Vi mangler viden om kvinders sundhed. Sundhedsudvalget på Christiansborg satte for nylig fokus på sygdommen endometriose, som er en kronisk inflammation i livmoderen. Men der mangler en større og mere struktureret indsats med politiske initiativer. Vi bør se mod USA, mener Charlotte Langer, som til daglig arbejder med sundhedsinnovation i KRING.

Charlotte Langer er en af dem, der har oplevet ikke at blive ordentligt forstået i sundhedssystemet, og det er en af årsagerne til, at netop kvindesundhed har hendes interesse.
Charlotte Langer er en af dem, der har oplevet ikke at blive ordentligt forstået i sundhedssystemet, og det er en af årsagerne til, at netop kvindesundhed har hendes interesse.Foto: Privatfoto
Ida Elmdal Thagesen

Endometriose. PCOS. Fibromer. Bartholins kirtler.

Sådan lyder navnene på nogle hyppigt forekommende sygdomme, som ikke desto mindre er ukendte for store dele af befolkningen.

Vi mangler nemlig kendskab til og forståelse for en lang række kvindespecifikke sygdomme. Sådan lyder det fra Charlotte Nørgaard Langer, som til daglig arbejder i virksomheden KRING.

"Vi har kunstig intelligens og vi har selvkørende biler. Samtidig forstår langt de fleste kvinder i dag stadig ikke helt deres helt basale biologi og cyklus," siger hun.

Den manglende viden er ikke blot et problem i danske sundhedsvæsen. Kvindesygdomme har i mange tilfælde betydning for fertiliteten og er derfor et relevant emne at forholde sig til for politikere i vestlige lande, hvor fødselstallene rasler ned. 

I en dansk kontekst har Københavns overborgmester Sophie Hæstorp (S) eksempelvis for nylig fortalt til Altinget, at vi har et "kæmpe blindspot", når vi taler om den faldende fertilitetsrate i Danmark.

Læs også

Med et blogindlæg har Charlotte Langer for nylig sat spot på problemet: "Mænd har været opfinderne, investorerne og beslutningstagerne i meget lang tid – og dette resulterer naturligt i, at det kvindelige perspektiv og kvindelige udfordringer i høj grad er blevet overset eller misforstået," forklarer hun i indlægget.

Hun giver en række eksempler: "Det var først i 1993, at FDA (USA's fødevare- og lægemiddelmyndighed) tillod, at kvinder i den fertile alder deltog i studier, hvor man testede medicin – hvilket betyder, at der er en kæmpe videnskløft, når det kommer til forståelsen af medicins bivirkninger på kvinder", skriver hun blandt andet.

Derfor har hun valgt at fokusere sit arbejde i KRING på netop kvindesundhed. Det gør hun blandt andet ved at analysere huller i markedet inden for netop dette område og på den baggrund bygge virksomheder, som KRING's fond investerer i.

Det vigtigste er, at vi får bedre løsninger, end vi har i dag

Charlotte Langer
In-house iværksætter, KRING

Hvorfor er det egentlig en fordel for kvinder og for samfundet, hvis kvindesundhed i højere grad bliver noget, virksomheder kan tjene penge på?

"Det vigtigste er, at vi får bedre løsninger, end vi har i dag. Innovation er ofte drevet virksomheder, som også har et økonomisk incitament. Hvis det reelt gør en forskel for kvinder ved at øge trivsel og livskvalitet, så er det kun naturligt, at disse virksomheder oplever et positivt økonomisk resultat," siger Charlotte Langer.

Og der sker meget på området lige nu, fortæller hun. Særligt inden for fertilitet og graviditet, men der begynder også at være øget fokus på kvinde-specifikke sygdomme som PCOS og endometriose.

Men hun savner øget fokus fra de danske politikere. Det er en samfundsopgave at løse, opfordrer hun i blogindlægget: "Alle har en rolle at spille; politikere, forskere, uddannelsesinstitutioner, investorer, start-ups."

Men hvorfor er det en samfundsopgave, og hvordan mener hun, at politikerne skal gribe den opgave an? 

Ligestilling i sundhedssystemet

Der er mange grunde til, at udfordringerne på området er en samfundsopgave, siger Charlotte Langer, da Altinget fanger hende til interview. Først og fremmest er det et spørgsmål om at ligestille vores sundhedssystem: 

"Det handler om sikre velfærd og sundhed for 50 procent af befolkningen," siger hun.

Derudover argumenterer hun for, at der også er et økonomisk incitament for samfundet.

Der er rigtig mange kvinder, der lige nu bliver sendt rundt i systemet og fejldiagnosticeret

Charlotte Langer
In-house iværksætter, KRING

"Vi kan på lang sigt spare samfundet omkostninger. Der er rigtig mange kvinder, der lige nu bliver sendt rundt i systemet og fejldiagnosticeret. Det koster både penge for det offentlige og for private arbejdsgivere."

I denne måned har USA's præsident, Joe Biden, annonceret et nyt initiativ med fokus på kvinders sundhed.

"Alle kvinder, jeg kender, har en historie at fortælle om at komme hjem fra sin læge med flere spørgsmål end svar. Ikke fordi vores læger tilbageholder information, men fordi der ikke er nok forskning i, hvordan vi bedst behandler helt almindelige kvindespecifikke sygdomme," har præsidentfrue Jill Biden udtalt om initiativet.

Charlotte Langer er en af dem, der tidligere har oplevet ikke at blive ordentligt forstået eller taget alvorligt af sundhedssystemet, og det er en af årsagerne til, at netop kvindesundhed har hendes interesse.

Man bør gøre noget lignende i Danmark, siger Charlotte Langer om initiativet fra Det Hvide Hus.

"De har nedsat et råd, som skal komme med en handlingsplan på området. På samme måde synes jeg, at Danmarks regering burde nedsætte et råd for kvinders sundhed og trivsel med en tilhørende strategi. Her kunne man adressere mange af de udfordringer, der er inden for kvinders sundhed, som kan hjælpes på vej med politiske initiativer," siger hun.

Læs også

Behov for en mere struktureret politisk indsats

I denne måned afholdt Sundhedsvalget en høring om endometriose med formålet at få sat fokus på og drøftet, hvordan vi kan sætte ind over for endometriose i Danmark.

Høringen kommer efter, at blandt andet Politiken i en række artikler har sat fokus på sygdommen den seneste tid. Det er ifølge forskere en alvorlig sygdom, der rammer op til 10 procent af alle kvinder, men som vi ikke ved særlig meget om. Sygdommen kan både give stærke smerter og nedsætte frugtbarheden.

Selvom høringen på Christiansborg er tegn på, at der i øjeblikket begynder at være øget opmærksomhed på kvindespecifikke sygdomme, er det ikke nok med en særskilt høring om en enkelt sygdom, mener Charlotte Langer:

"Det er ét tiltag, men der mangler en større og mere struktureret indsats med politiske initiativer," siger hun.

Vi skal uddannes i det helt basale i forhold om kvinders cyklus, hormoner og symptomer

Charlotte Langer
In-house iværksætter, KRING

Hvilke politiske initiativer mener du helt konkret, der er brug for?

"Det er vigtigt, at vi øger bevidstheden og højner vidensniveauet om kvindespecifikke udfordringer. Den opgave bør løftes politisk. Det kan være via en form for obligatorisk uddannelse eller med kampagner. De nuværende initiativer – så som seksualundervisning i folkeskolen – det er simpelthen ikke nok. Vi skal uddannes i det helt basale i forhold om kvinders cyklus, hormoner og symptomer," siger hun.

Hun tilføjer: "Og så skal vi tænke det ind i vores forskning. Vi skal eksempelvis sikre, at både mænd og kvinder inkluderes i studier, hvor det er relevant, for der er sygdomme, der rammer kvinder anderledes. Lige nu er det kun 1/3 af alle studier, der inkluderer begge køn, der analyserer, hvordan sygdomme rammer køn forskelligt."

Charlotte Langer foreslår også, at man kan dedikere offentlig støtte til startups, som arbejder med kvindesundhed, eller at man kan oprette netværk, der samler forskellige aktører, som arbejder med området.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sophie Hæstorp Andersen

Social- og boligminister (S), fhv. MF og overborgmester i København
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2006)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024