Diabetesforeningen og Medicoindustrien i fælles opråb: Diabetesteknologi skal prioriteres

Den nationale diabeteshandlingsplan udløb med udgangen af 2020, og med en enorm ulighed i adgang til sensorbaseret diabetesteknologi på tværs af de fem regioner, er det en opgave, som ligger lige for i arbejdet med en sundhedsaftale og opgør med ulighed.

Regeringen og dens støttepartier forpligtede sig allerede med sit forståelsespapir på, at der ”tages initiativer med henblik på at skabe større lighed i sundhedsvæsenet.” Et opgør med ulighed i adgang til sensorbaseret diabetesteknologi vil være et godt sted at starte.

Derfor er det oplagt, at regeringen prioriterer at skabe lige adgang til sensorbaseret diabetesteknologi som led i den snarligt bebudede sundhedsaftale eller gør sensorbaseret diabetesteknologi til et særskilt fokusområde i en genforhandling af den nationale diabeteshandlingsplan.

Eksperternes anbefalinger skal efterleves

Uligheden i adgangen til sensorbaseret diabetesteknologi kan kommes til livs, hvis man følger anbefalingerne i Dansk Endokrinologisk Selskabs (DES) nationale kliniske retningslinje for CGM. DES anbefaler, at alle patienter med insulinkrævende diabetes (type 1 og type 2) kan tilbydes kontinuerlig glukosemonitorering, hvilket desværre på ingen måde sker i dag.

Sensorbaseret diabetesteknologi skaber tryghed for patienterne og kan effektivisere sundhedsvæsenet for hundredvis af millioner af kroner.

Ane Eggert og Lene Laursen
Hhv. politisk chef, Diabetesforeningen og vicedirektør, Medicoindustrien

Såkaldt rtCGM (real time Continuous Glucose Monitoring) er specielt velegnet til insulinkrævende diabetes, da rtCGM blandt andet ved hjælp af såkaldte prædiktive alarmer i god tid kan advare patienterne om, at deres blodsukker nærmer sig et kritisk lavt niveau, og på den måde forebygge et alvorligt tilfælde af hypoglykæmi. Det skaber tryghed for patienterne og kan effektivisere sundhedsvæsenet for hundredvis af millioner af kroner.

116708 anslås, at såfremt rtCGM tilbydes til alle unawareness-diabetespatienter – der blot udgør cirka en fjerdedel af alle personer med type 1-diabetes – vil omkostningseffektiviseringerne være på ikke mindre end 700 millioner kroner over 4 år. Dertil kommer naturligvis de afledte samfundsøkonomiske gevinster.

Endvidere vurderer Copenhagen Economics, at en totalomkostning ved at tilbyde sensorbaserede glukosemålere til alle insulinkrævende patienter (type 1 såvel som type 2) vil være 132 millioner kroner per år. Omkostningen ved at indkassere gevinsten er med andre ord i den grad til at overskue.

Geografisk ulighed

Vi går glip af et stort forebyggelsespotentiale, når sensorbaseret diabetesteknologi ikke anvendes i tilstrækkelig grad i dag. Sensorbaseret diabetesteknologi giver bedre liv med diabetes og færre følgesygdomme.

Der er et stort behov for en genforhandling af diabeteshandlingsplanen, hvilket helt konkret understreges af, at der er stor geografisk ulighed i forhold til brugen af sensorbaseret diabetesteknologi i Danmark. 

Diabetespatienter i årevis har været kastebold mellem kommuner og regioner, når de ønsker udstyr, som de er dybt afhængige af.

Ane Eggert og Lene Laursen
Hhv. politisk chef, Diabetesforeningen og vicedirektør, Medicoindustrien

En undersøgelse fra Diabetesforeningen fra 2019 viser, at andelen af udleverede sensorer til voksne med type-1 diabetes er 23 procent i Region Nordjylland. Til sammenligning er andelen af udleverede sensorer i Region Syddanmark på 40 procent. Det betyder, at patienters adgang til sensorbaseret diabetesteknologi på nuværende tidspunkt er betinget af, hvilken region, diabetespatienten er bosat i.

I et moderne velfærdssamfund som det danske – hvor lighed i sundhed er en af søjlerne, det hviler på – er det under ingen omstændigheder acceptabelt, at diabetespatienters adgang til sensorbaseret diabetesteknologi beror på denne form for vilkårlighed.

Det flugter heller ikke med regeringen og støttepartiernes forståelsespapir fra 2019, hvoraf et af pejlemærkerne er, at ”vi skal bekæmpe den stigende ulighed.” Hvis dette ikke alene skal opfattes som en skåltale, må man forvente, at det ligger både regeringen og støttepartierne på sinde at sørge for mere lighed i at rette patient sikres adgang til rette device uanset postnummer.

Økonomisk kastebold mellem regioner og kommuner

Foruden den store forskel i adgangen til sensorbaseret diabetesteknologi på tværs af regionerne, er området også præget af snitfladeproblemer.

På nuværende tidspunkt forholder det sig nemlig sådan, at regionerne udleverer behandlingsredskaber, herunder insulinpumper og sensorbaseret diabetesteknologi, mens kommunerne udleverer hjælpeudstyr, herunder teststrimler, blodsukkermålere, og så videre. Det betyder, at diabetespatienter i årevis har været kastebold mellem kommuner og regioner, når de ønsker udstyr, som de er dybt afhængige af for at kunne regulere deres diabetes og medicinindtag.

Vi kan som samfund ikke være bekendt, at mennesker med diabetes bliver taget som gidsler i en budgetmagtkamp mellem regioner og kommuner.

Ane Eggert og Lene Laursen
Hhv. politisk chef, Diabetesforeningen og vicedirektør, Medicoindustrien

Det er ofte sket, at der opstår tvivl om, hvorvidt udstyr kan kategoriseres som medicinsk udstyr eller hjælpemiddel – og i den situation begynder en kamp mellem regioner og kommuner om, hvem der så skal betale. Vi kan som samfund ikke være bekendt, at mennesker med diabetes bliver taget som gidsler i en sådan budgetmagtkamp mellem regioner og kommuner.

Derfor bør en ny national handlingsplan også sikre, at alt diabetesudstyr til personer med type 1-diabetes bevilges fra regioner, som har den største sundhedsfaglige viden om type 1’erne og deres behov. Det vil skabe en større sikkerhed. Samtidigt vil det medvirke, at personer med type 1-diabetes oplever en større sammenhæng i deres behandling.

Gør som vores nabolande

Hos vores norske og svenske naboer har man allerede en national strategi for sensorbaseret teknologi, hvilket betyder, at en langt større andel af voksne type-1 diabetespatienter har adgang til sensorbaseret diabetesteknologi (herunder rtCGM).

I Norge har 80 procent af voksne over 18 år adgang til sensorbaseret diabetesteknologi (rtCGM og isCGM), mens det i Sverige er hele 83,9 procent af voksne over 18 år. Til sammenligning har kun 25 til 40 procent af voksne type-1 diabetespatienter over 18 år adgang til sensorbaseret diabetesteknologi i Danmark.

I vores nabolande taler resultaterne af udbredelsen af sensorbaseret diabetesteknologi for sig selv. Her er man lykkedes med at øge diabetespatienternes livskvalitet markant samt forebygge akutte senkomplikationer som følge af dårlig blodsukkerkontrol.

Brugen af sensorbaseret diabetesteknologi skaber fleksibilitet for mennesker med diabetes såvel som for sundhedssystemet, idet behandlinger kan flyttes ud af hospitalet og dermed frigive ressourcer til andre vigtige opgaver.

Der er således store økonomiske gevinster at hente ved at investere i og sikre lige adgang til sensorbaseret diabetesteknologi.  Vi håber derfor, at regeringen prioriterer sensorbaseret diabetesteknologi som led i sin kommende sundhedsaftale. Patienter, klinkere og producenter står klar. Er regeringen klar?

LÆS OGSÅ: Diabetesforeningen: Ny kronikerstrategi skal sætte patienterne før systemet