DSR og tillidsrepræsentanter: Ukvalificerede sygeplejerske-erstatninger bringer patientsikkerheden i fare

 Synes du, at det er i orden af få klippet håret af en massør, når du går til frisør? Er det fint, at det er en murer, der reparerer din bil på autoværkstedet? Nej, vel?

Men det er den udvikling, der lige nu sker i psykiatrien og i resten af sundhedsvæsenet, fordi der mangler dygtige læger, sosu-assistenter og sygeplejersker. Politikerne kalder det tværfaglighed, men vi er alvorligt bekymrede for patientsikkerheden.

Lad os først og fremmest slå fast, at sygeplejersker absolut ikke er modstandere af tværfaglighed.

Tværfaglighed er godt, når de forskellige fagligheder kommer i spil til gavn for borgere og patienter. Det er noget helt andet end at ”opgaveflytte” til andre fagligheder. Det stiller krav til organiseringen af sundhedsvæsenet, hvis effekten af tværfaglighed skal være til gavn for patientsikkerheden og arbejdsmiljøet. 

Sygeplejersker byder nye fagligheder velkommen på sundhedsvæsenets arbejdspladser. Men man stikker befolkningen blår i øjnene, hvis man påstår, at den ene faglighed kan være lige så god som den anden.

I sætter patientsikkerheden over styr

Patienterne, som behandles i psykiatrien, og i den øvrige del af sundhedsvæsenet, er alvorligt syge. De har brug for sundhedsfaglig behandling af veluddannede medarbejdere med sundhedsfaglige kompetencer. Punktum.

Et græsk studie fra 2019 dokumenterer en alvorlig stigning i antallet af voldelige episoder i den akutte børne- og voksenpsykiatri, når bemandingen af sygeplejersker i afdelingen er lav. Omvendt ses en stor reduktion i sådanne episoder, når afdelingerne er velbemandede med erfarne, specialuddannede sygeplejersker.

Man stikker befolkningen blår i øjnene, hvis man påstår, at den ene faglighed kan være lige så god som den anden

Ulla Birk Johansen, Helle Brink, m.fl.
Se afsendere i faktaboks

I vores hverdag i psykiatrien oplever vi at patientsikkerheden kompromitteres, når andre faggrupper ansættes til at varetage sygeplejefaglig behandling.

Og vi oplever også, at presset på de sundhedsfaglige medarbejdere stiger, fordi der bliver færre til at tage ansvar for det sundhedsfaglige.

Omsorg er ikke forbeholdt sygeplejersker, men sygeplejersker kan yde omsorg og har en kompleks fagkundskab inden for eksempelvis medicin og sygdomssammenhænge. De kan på eget initiativ iværksætte specifikke tiltag ved ustabile og akutte sygdomsforløb.

Sådanne opgaver kan ikke uden videre ”opgaveflyttes” til faggrupper uden sundhedsfaglig uddannelse, da det dels kan medføre et øget arbejdspres på de alt for få sygeplejersker, og i værste fald kan gå ud over patientsikkerheden.

Ikke et ondt ord om andre faggrupper – det er gode mennesker, og dygtige til det, de er uddannet til. Men hvis man ikke er sundhedsfagligt uddannet, så ved man ikke, hvad man ikke ved. En murer kan være en dygtig håndværker, men det betyder ikke nødvendigvis, at han kan reparere biler.

Opgaveflytning løser ikke rekrutteringsproblemerne

Usikkerhed om patientsikkerheden er gift for de sundhedsfagliges arbejdsmiljø. Vi har kolleger, som overvejer at forlade specialet, fordi de ikke kan stå inde for fagligheden. Derfor mener vi også, som det fremgår af overskriften, at opgaveflytning ikke løser rekrutteringsproblemerne i sundhedsvæsenet. 

Forskningen inden for det somatiske område viser, at lav sygeplejenormering øger patientdødeligheden og antallet af fejl.

Desværre er der ikke meget viden, som dokumenter, hvad tværfaglighed – hvis det i praksis blot er opgaveflytning – og lav sundhedsfaglig normering betyder for patientsikkerheden og behandlingsmiljøet i psykiatrien i Danmark.

Derfor er vi også dybt bekymrede, når politikere mener, at tværfaglighed og opgaveflytning er løsningen på psykiatriens problemer med at rekruttere og fastholde sundhedspersonale.

Der skal helt andre værktøjer til.